Sans for groove og melodi
Rambuk er et ungt band fra København, der ep-debuterer med masser af groove krydret af med stærke melodi-stykker.
Tager man et kig ned ad siden på Devilution under tagget "Lamb of God", så er det tydeligt, at der gennem årene har været stor begejstring for bandet og ikke mindst ros for de energiske koncerter. Jovist, der har måske været lidt afmatning på området de senere år (i hvert fald hos de anmeldere, der har ført pennen om amerikanernes bedrifter på Devilutions vegne), men retrospektivt kan man måske godt undre sig over, at der ikke har været flere danske bands, der skelede bare lidt til Lamb of God, når der skulle findes på noget i øveren. Der var Inacave, som stoppede i 2017, og der er Spitanger, men ellers har der vist ikke været så mange i de senere år, som har gjort det i groove-inficeret døds-thrash nænsomt tilsat melodiske krydderier fra heavy metal.
Rambuk fra København er et forholdsvist nyt band, der ikke er bange for at bide skeer med groovet, og de lader til at have Lamb of God-skiver i samlingen, hvor de ikke har fået lov til at samle meget støv. Der er mere i musikken end blot en klon af groove-giganterne, og der er også passager, som ligesåvel kunne være Lamb of God – tag f.eks. slutningen af 'Nephilim'.
De fem gutter i Rambuk udgav i 2019 singlen/demoen, der som ep'en, der anmeldes her, også hedder 'Beneath the Corpses', men nu er der opgraderet på produktionssiden og tilføjet tre numre, så det ligesom smager af lidt mere. En debut-ep simpelthen. Og det er en ganske glimrende start på bandets karriere, der gives her. Produktionen har bandet selv stået for, og det er de sluppet ganske flot fra. Det er ikke helt så fyldigt og in-your-face, som når mere etablerede producere drejer på knapperne, men som et første seriøst "hallo" til metal-miljøet, så fungerer det helt fint.
Et band i udvikling?
Der er ikke den store forskel på 'Beneath the Corpses'-nummeret – udover en bedre produktion – end på demoen fra sidste år. Hvis det samtidig kan tages som et udtryk for, at de andre numre er skrevet senere end dette nummer, så er det tydeligt, at Rambuk har haft en positiv udvikling siden. Nummeret er lagt først på ep'en og fungerer da også som en udmærket introduktion til bandet: man får groovet, den rå, let raspende vokal, riffs i alskens varianter og start-stop-rytmer til nakke-træningen. Men det er i de tre følgende numre, at bandet hiver de store skyts frem: Der kommer flere spændende riffs, der er solide for genren, og der kommer en energi, som virker mere smittende. Og så arbejdes der også på en anden måde med leads og c-stykker med en fremragende melodisk tæft. Her brydes med Lamb of God og lignende groove-inspiration, for der bliver disket op med klassisk heavy metal-melodisk guitarlir.
Vokalen er passende til stilen, men den er lidt sårbar i produktionen. Nogle steder skærer den lidt for meget igennem, og da den ikke er sovset ind i rumklang og andre effekter, så kan den godt anlægge en lidt irriterende raspen a la black metal på budget, hvor kraftanstrengelsen bag ikke mærkes i lyden. Produktionen kunne snildt have bakket op med lidt mere fylde her. Det var min største anke gennem de første par lyt, men heldigvis skulle der blot lidt tilvænning til, og det stod så også klart, at det kun var i visse passager – og at det samtidig var et udtryk for, at vokalisten Alex faktisk dyrker variation, hvilket han gør et hæderligt forsøg på. Noget virker bedre end andet, men det er positivt, at der gøres noget for afvekslingen og ikke blot monotont brøle-råbes derudaf. Hvor det hele altså ikke virker allerbedst lige nu, så er det tydeligt, hvor vokalen står skarpest, og at det blot er et spørgsmål om lidt mere erfaring og en produktion, som arbejder lidt mere med effekter og vokalens placering i mixet. Der er i hvert fald noget at gå videre med.
Og i det hele taget er det et godt visitkort Rambuk har fået smidt på bordet.