Fald død om, ‘21

a1404065325_10

Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.

Kunstner
Titel
An Unexpected Reality
Dato
13-01-2021
Trackliste
Starved
Sick of Being Sober
Rusted Gold
Imposter Syndrome
Amputation
Depraved Not Deprived
Superspreader
Emptiness
Karakter
4

Gatecreeper er et svært elskeligt band. Sangerens rare øjne og klædelige 70’er-overskæg vækker omgående sympati, og den måde, de kom væltende ind midt i den største dødsmetal-revival siden 90’erne på med skater-nonchalance og dybtsvingende punkrockriffs, gjorde det noget nær umuligt ikke at lade sig charmere af dem.

Så kan det godt være, at bandets anden fuldlængde, ‘Deserted’, ikke besad den samme umiddelbare charme som debuten, ‘Sonoran Depravation’: Det var stadig en af de få dødsmetalplader, jeg gad høre i 2019. Gatecreeper selv har ikke haft travlt med at associere sig selv med den scene: I stedet har de lavet splits med crossover-revivalisterne i Iron Reagan og afløbsrenser-grindcorebandet Exhumed, og de er bedstevenner med bysbørnene fra Tucson, Arizona, powerviolence-udladningen Sex Prisoner.

Derfor er det perfekt, at Gatecreeper indleder lorteåret-efter-lorteåret med at rense det hele godt og grundigt igennem på EP’en ‘An Unexpected Reality’, der udkom onsdag med en halv dags varsel.

Det er perfekt, at de i stedet for at fortsætte med at lyde som et solbrændt Entombed viser, hvor lidt der skal til for at få lortet til at holde. EP’ens syv første sange har en gennemsnitslig længde omkring et minut, og på den tid kan de nå både at bygge op, smide et breakdown, stønne et ugh! og køre D-takt. Riffmæssigt læner det sig op ad start-80’ernes hardcore, og når det så bliver fremført som dødsmetal, er resultatet noget, der lyder behageligt meget som de ukronede amerikanske grindcore-konger Phobia. 

Mit hjerte, hvad vil du mere?

Mere. 

Mit hjerte vil mere af det her.

Men Gatecreeper vil noget helt andet: Anden halvdel af EP’en udgøres af det elleve minutter lange doom-nummer ‘Emptiness’, som er stemningsfuldt og tungt og smukt og alt muligt, men også omtrent så inspireret som sin titel. Den eneste grund til, at jeg ikke bliver rasende over det spild af momentum, er, at den opbygning i sig selv dårligt kan tolkes som andet end en hyldest til ‘Drop Dead’, Sieges debutplade fra 1984, der anses for at være den første deciderede grindcoreplade – og netop er bygget op med en A-side spækket med blitzende smadder og en B-side med et enkelt nummer i slæbende tempo, der er længere end de foregående sange til sammen.

Æres den, der æres bør og alt det der.

Gatecreeper bør æres for ‘An Unexpected Reality’. Det var vitterlig ikke det her, vi havde forventet. Hverken af dem eller af et år, der indtil videre lige så godt kunne tage titlen på Sieges plade som en direkte opfordring. Men 2021 er stadig så ungt, at man i det stille kan nære håbet om, at det her i den anden ende af året vil have været en indikation af, hvilken vej året endte med at gå.

Det håber jeg eddermame.