Den Ekstrametalliske Dimension: Jason Isbell – 'Southeastern'

Jason Isbell - Southeastern

Country handler om livet og døden og kan have mindst lige så meget nerve som metalmusik. Det gælder især Jason Isbells moderne klassiker 'Southeastern', der er et sjældent nøgent og intenst værk.

Kunstner
Titel
Southeastern
Trackliste
1. - Cover Me Up
2. - Stockholm
3. - Traveling Alone
4. - Elephant
5. - Flying Over Water
6. - Different Days
7. - Live Oak
8. - Songs That She Sang In the Shower
9. - New South Wales
10. - Super 8
11. - Yvette
12. - Relatively Easy
Forfatter

Why would it be Country

Åh ja. Hvis nogen genre nogensinde har fået sig et helt ufortjent rygte, så er det country. Hvor mange gange har man ikke hørt folk sige: “Jeg kan lide al musik, undtagen country” eller lignende varianter?

Hvor ofte ser man ikke countrymusikere og -fans skåret over en kam som AR-15-svingende, øldrikkende, klimafornægtende, homohadende, konebankende, rødkasketbærende familiefestentusiaster i alt for store trucks?

Det er aldeles ufortjent, og Devilution dypper tæerne i den forhadte genre for at give læserne et bud på, hvad moderne country er, og hvorfor det er godt.

Som i metallen er næsten alle de store navne lige til at kyle i skraldespanden. Om det er Slipknot eller Garth Brooks, det er ét fedt. Derfor er det paradoksalt, at jeg vælger at hive fat i Jason Isbell, der efterhånden er et af de store navne i den moderne countryscene. Det er heller ikke med min gode vilje, men til mit forsvar skal det siges, at han slet ikke var så populær, da albummet udkom.

Sweet home ...
Jason Isbell er født i det nordlige Alabama som barn af to meget unge forældre og er vokset op uden for lands lov og ret. Som ung begyndte han at spille musik, først i et garageband, men senere ernærede han sig som sangskriver, hvor han også fik en kontrakt med FAME Studios i det i countrymusikken legendariske Muscle Shoals Alabama.

Snart blev han tager under vingen af Patterson Hood og blev en del af dennes ensembleband Drive-By Truckers, hvor Isbell fungerede som både guitarist, sangskriver og sanger, særligt bemærkelsesværdigt på gruppens konceptalbum ‘Decoration Day’.

Som et produkt af outlaw country-genren, eksemplificeret ved musikere som Merle Haggard, Johnny Cash, Willie Nelson og Kris Kristofferson og i øvrigt fremragende præsenteret i Johnny Cash-biopicen ‘Walk the Line’, levede Drive-By Truckers et hårdtrockende liv, der kunne give rockmusikere som Mötley Crüe kamp til stregen, når det handlede om at give menneskets lavere instinkter fuld spade når de var på tour. 

Isbell har selv forklaret, at han ikke husker sidste del af sine tyvere som stort andet end en tåge af Jack Daniel’s og kokain.

Først i 2012 blev han, efter en veltimet intervention fra countrymusikerkollegaen Amanda Shires, igen ædru. ‘Southeastern’ er Isbells første plade på den anden side af afhængigheden, og det er noget af det, der er med til at gøre den så ægte, som den er.

Nervestrenge
Det meste af Jason Isbells arbejde er absolut fremragende, fra den sært selvudslettende og -udleverende ‘Here We Rest’, med dens kaotiske arrangementer og tekster, der kredser om destruktivitet og afsavn, over den nyeste radiorockede ‘Reunions’, men ‘Southeastern’ fungerer som et pejlemærke for karrieren, da den ikke kun indeholder adskillige af Isbells stærkeste melodier, men også en erkendelse af tab og en vilje til at forbedre sig.

Åbneren ‘Cover Me Up’ er at af Isbells mest populære numre og er også indspillet af adskillige andre kunstnere, til trods for dets enormt personlige tekst, der beskriver Isbells rejse igennem alkoholismen. Sangen beskriver livet som drukkenbolt som et rasende vanvid, fyldt med paranoia og vrede, der kulminerer i isolation og forsøget på at komme gennem afhængigheden ved at erkende, at man har brug for hjælp. De blotlagte sår fra denne oplevelse giver sig til udtryk særligt i Isbells vokal, der løfter sig op i næsten skrigende toner i omkvædet, hvilket giver et indblik i den ufattelige kamp, sangeren har været igennem.

Et andet højdepunkt er ‘Elephant’, der er med i kapløbet om at være en af musikhistoriens sørgeligste sange og ikke lader stå tilbage for mesterværker som fx My Dying Brides ‘For My Fallen Angel’ eller Nine Inch Nails’ ‘Hurt’. 

Omdrejningspunktet her er en venindes kræftsygdom og efterfølgende død. Den beskriver med hjerteskærende ærlighed, hvordan venindens tilstand forværres, mens sangeren forsøger så godt han overhovedet kan at gøre det udholdeligt for hende, mens de to sammen forsøger at ignore kræften, den titulære ‘elefant i rummet’, og holde fast i de ting, de tidligere har haft sammen. Deres forsøg på at synge sammen, selvom sygdommen har bortrøvet hendes stemme, de joints, de ryger for både at fjerne opmærksomheden fra forfaldet, men også for at holde smerterne fra døren og venindens flirten med fortælleren, som de begge ved vil ende med, at hun sover alene, mens han fejer hendes hår væk fra gulvet.

‘Elephant’s’ afgørende mavepuster, er erkendelsen af, at veninden ikke blot dør alene, på trods af familien omkring hende, men også den skånselsløse åbenbaring i, at ingen død er værdig, uanset hvad vi forsøger at overbevise os selv om.

Slutteligt er afslutningsnummeret ‘Relatively Easy’ også værd at nævne for dens klarsyn. Med udgangspunkt i de amerikanske sydstaters altomfattende opioideidemi, og dertilhørende nik til countrylegenden Townes van Zandt er den et deprimerende indblik i afhængighed, ensomhed og selvmord, samtidig med at Isbell løfter blikket og alligevel indser, at på trods af alt dette findes der folk ganske tæt på os, hvis liv er endnu hårdere. At hans liv er relativt let. Isbell slutter sig til en del af en samfundskritisk countrystrømning, hvilket absolut ikke er let at slippe af sted med i Syden, men som alligevel lægger sig i slipstrømmen af fx Cashs musik, der både tog fat i fængselssystemet, ulighed og de indfødte amerikaneres behandling gennem tiden. Det at have progressive holdninger og spille countrymusik er derfor ikke hverken nyt eller et genrebrud, men er alligevel opsigtsvækkende nok, til at det ikke altid er lige velset, særligt i Nashville, countryens kommercielle hovedstad og omdrejningspunkt.

Guitarstrenge
Musikalsk ligger ‘Southeastern’ i den ende af spektret, der burde være tilgængelig for de fleste. Der er ikke nogen 'Deliverance-vibe' her, og der bliver hverken givet los på banjo eller fiddle, i modsætning til blandt andet pladerne med 400 Unit, hvor førnævnte Shires slippes løs på sidstnævnte. Stemmen og lyrikken er i fokus, hvorfor instrumentaliseringen er meget afdæmpet. 

Den akustiske guitar fylder mest i lydbilledet, men særligt interessant er Derry deBorjas mellotron, der giver en ny fortolkning af det twang, der ellers ofte leveres fra steelguitar eller ovennævnte banjo.
Som pladen skrider frem, løftes tempoet både op og ned. På ‘Flying Over Water’ bliver vi endda begavet med en lang solo, der lægger sig i slipstrømmen af guitarister som Mark Knopfler, mens vi på den lidt malplacerede ‘Super 8’ i højere grad skal se i retning af sydstatsrock som Lynyrd Skynyrd, eller ZZ Top i dens boogiebaserede ballerockprægede lyd.

‘Southeastern’ er en plade til stille tidspunkter og til solrige eftermiddage. Der er ikke megen fest at finde, hvilket også ville være en sær kombination med de traurige tekster. ‘Southeastern’ viser, med al tydelighed, hvor intens en genre countrymusik kan være, og den sætter ikke kun fokus på det personlige men også det større perspektiv og gør derved op med metervarecountry, der handler om trucks, bortløbne kærester og døde hunde. Isbell tager fat i racisme, slaveri, ulighed, cancer, narkoafhængighed og angst og graver langt ned i den menneskelige tilstand. Pladen demonstrerer, hvor tæt man kan komme på en musiker gennem relativt enkle virkemidler. 

Hvor langt væk fra metal er det her? 

Musikalsk er det meget langt fra. Guitarforstærkeren bliver stående på et ganske beskedent niveau, og trommerne holder tempoet et godt stykke under 100 BPM.

Er der overhovedet noget metal over det?

Så absolut. Tekstuniverset er mørkt og dystert og kredser om livets underside. Man kan trække en direkte linje til bands som Down i behandlingen af afhængighed og narkomisbrug, og det liv, der har omgivet Isbell, ligger lige op ad rock’n’roll-bands og giver dem kamp til stregen.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?

Fordi country, ligesom metal, er en af de genrer, der er tættest på både livet og døden og kan sætte lytteren i stand til at forstå begge dele bedre. Intensiteten varierer, men nerven er den samme.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?

At give ørerne en pause uden at forfalde til metervaremusik er en vigtig gevinst. Når man kan lytte til begge dele og sætte pris på dem, åbner det for en dynamisk forståelse af musik, der sætter dig i stand til at fordybe dig bedre i begge dele. Samtidig sætter det tekstuniverser i relief og viser os, at Isbells lyrik kan være langt mere intens end selv de værste skrigerier om Satan og Mengele.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?

Untamed Land spiller black metal, som hvis salig Ennio Morricone havde komponeret det.
Down inkorporerer sydstatsgroove i deres sludge og tager tydeligt afsæt i den samme outlawcountry som Isbell.



På Devilution er vi dog noget lorne ved al musik, der ikke er metal. Vi har faktisk lidt svært ved at se pointen med det, når nu metal findes. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi falder over noget, som på den ene eller anden måde er så dragende, at vi giver pokker i alle forbehold og mod bedre vidende … lytter.

Men hvordan hører en metaller ikke-metal? Hvilke pejlemærker går vi efter? Er en forvrænget guitar nok til at give os en fornemmelse af tryghed, skal det hele bare gå i mol for at berolige os, hvor ekstremt behøver det at være for at tiltrække os? Eller bliver den ekstrametalliske dimension tværtimod et frirum, hvor vi ikke behøver at tage det hele så tungt, som vi gør, når vi hører metal?

Det undersøger vi i artikelserien Den Ekstrametalliske Dimension.