Patrick Walkers fornemmelse for sorg
En altopslugende afgrund af grå skyer er hvad der følger med, når 40 Watt Sun langt om længe udgiver nyt.
2. Behind My Eyes
3. Until
4. Colours
5. The Spaces in Between
6. Raise Me Up
7. A Thousand Miles
8. Closure
Patrick Walker er en mand med et helt særligt sæt evner. Evner, han har tilegnet sig over en lang karriere. Evner, der gør ham til et mareridt for mennesker som os. Og med mennesker som os, mener jeg naturligvis mennesker, der ville foretrække ikke at bruge alt deres tid på at glo eftertænksomt ud af et vindue og være paralyserede af tunge tanker.
For det er, hvad Patrick Walker gør, nærmest uanset hvor han befinder sig. For mange vil det nok være doombandet Warning, der er den primære kanal igennem hvilken, Walker har påvirket dem. Warning udgav tilbage i 2006 ‘Watching From a Distance’, der først langt senere blev kanoniseret som en af historiens bedste og mest dystre doom-plader. Warning har efterfølgende optrådt med hovedværket i dets helhed på blandt andet den hollandske Roadburn-festival, hvor 40 Watt Sun også vil spille i år.
Og hvad er det så, der gør Patrick Walker til noget særligt, spørger man måske.
På samme måde som frøken Smilla havde en fornemmelse for sne, der gjorde hende i stand til at se mere, end vi andre gjorde i Peter Høegs roman fra 1992, er Patrick Walker i stand til at se forbi de overfladiske skrammer og ar, og i stedet bore fingeren dybt ned i de sår, der aldrig er helet.
Hvor mange andre doom- eller doom-tilstødende bands ofte berømmes for deres riffs, eller for loddenheden i guitarspillet eller den kraftfulde vokal, handler Patrick Walkers projekter om stemningen.
Walker er selv guitarist, og selvom han i Warning gav sig selv lov at give den lidt mere på rifffronten, er ‘Perfect Light’ nærmest renset for alt, der kunne sætte det i musikalsk forbindelse med heavy metal. Guitaren er afdæmpet og Christian Leitchs trommer er så subtile, at de nærmest er uhørlige og fokus ligger på Chris Redmans piano samt Walkers stemme.
Men ligesom Walker ikke er en prangende guitarist, kan hans vokal vel også bedst beskrives som noget, man skal vænne sig til. Den nasale baryton er fremherskende og fylder meget, og selvom den ikke er traditionelt smuk, gør den musikken nærværende og borer sig nærmest ind i lytteren.
‘Perfect Light’ er lang og kræver nærmest af lytteren, at man dedikerer sig til den, når Patrick Walker, på samme måde som salig Scott Walker, med liv og sjæl lever sig ind i alt, hvad han synger. Selvom det kunne føles som en erstatning for Nick Cave henover rødvinen fredag aften, vil de intense øjeblikke kræve fokus af lytteren og uvægerligt fjerne fokus fra samtalen om ugens konsulenttjans og ærgerlige aulabeskeder. Hvilket kun kan siges at være en forbedring.
Ligeledes britiske Aerosol Jesus udgav sidste år en plade, der var så ærkebritisk i sin melankoli, at man levende kunne forestille sig turen udover Dovers hvide klipper, og selvom Brighton-boerne er noget mere forvrængede og aggressive i deres spillestil, er grundfølelsen det samme.
Det handler om den indvoldsvendende tvivl og tilværelsens rædsomme og uophørlige vilkår, der skræller lag efter lag af enhver, der ikke formår at bevæge sig igennem den som en metaforisk haj. Det er lyden af momentan stilstand og eksistentiel angst, og det er spillet så bittersødt og beroligende, at ‘Perfect Light’ med rette kan placere 40 Watt Sun på linje med for eksempel Justin Broadricks Jesu, der ligeledes formåede at indkapsle menneskets lidelse på musikalsk vis. Hvor Aerosol Jesus skriger følelserne ud, og hvor Broadrick begraver dem i postindustriel kværnen, præsenterer Walker dem nøgent og nøgternt, og formår stadig at stå foran os uden skam.