Vælg livet

aerosoljesus

Brightonsludgerne spiller i grænselandet mellem noise og sludge, men lader screamoinspirationen kigge frem i glimt. Ledsaget af en gæsteoptræden fra Englands tungeste bassist, skriger de sig tilbage til liv

Titel
Survive
Dato
23-04-2021
Genre
Trackliste
1. Cowards
2. Survive
3. Others
4. Just
5. Drown (ft. Tanya Byrne)
Forfatter
Karakter
5

Med et eksplosivt skrig indleder britiske Aerosol Jesus deres anden udgivelse, hvorefter forsanger Oli Melville holder tempoet kørende over et groftvævet tæppe af aggressiv, nedstemt guitar, der trækker tråde tilbage til nu hedengangne Gaza og de, alhamdullilah, fortsat eksisterende Kowloon Walled City. Det er musik med følelserne helt uden på tøjet, rå og blottede som nerveender og med et behov for at give udtryk for dem.

Hvis første track, ‘Cowards’, var et skrig af frustration, så er ‘Survive’ et selvdestruktivt bipolart helvede af tonstunge depressive fald, der giver sig udtryk i Melvilles hallucinerende og medrivende vokal og medicineret flydende groove i guitarspillet, alt sammen båret af en noisy forvrængning og et febrilsk og emomelodisk guitarspil.



Det maniske er ikke langt borte, som det hurtigt åbenbarer sig i den nærmeste mathede slutning, inden den leder over i den ukarakteristisk rene intro til ‘Others’, der minder om Screaming Trees i 90’erne, inden vi knap midtvejs igen begraves i forvrængning og feedback i et foreløbigt klimaks.

Virkeligheden slår dig ihjel til sidst
Et stille mellemspil giver vores fortæller mulighed for at ruminere og reflektere over sin tilstand i en sekvens, der minder os om Ewan McGregor i ‘Trainspotting’. Den drukner i støj, og hans stemme afløses af den absurde tyngde, som gæstebassist og -sanger Tanya Byrne fra Bismuth leverer på pladens afsluttende og absolut bedste nummer. I en infernalsk duet blæser Melville og Byrne os i stumper, mens de skriger, hvordan verdens og ens nærmeste blot ser på, mens de drukner.

Det er en tung og beskidt sang, der leverer endnu flere lag, end Aerosol Jesus hidtil har gjort, og slutter pladen af på et absolut genialt højdepunkt. Anslagene fra bassen er så tunge, at det nærmest lyder som trommeslag, og det er intet mindre end sublimt.

I en kokset og kværnet, bizart melodiøs passage lyder det nærmest som Sonic Youth eller My Bloody Valentine i en affaldskværn, og tungheden fremmaner den druknende fornemmelse hos lytteren. Melvilles monolog fra ‘Just’ fortsættes mod slutningen og viser et glimt af håb om at kunne komme til at leve – og ikke kun overleve.

Aerosol Jesus er ægte britisk tristesse pakket ind i et frådende vanvid, der ikke lader Margaret Thatcher noget tilovers. Det er følelsen af fremmedgørelse og ensomhed og den engelske kanal. Og det er smukt.