Jeg kan godt lide vold, når det er ægte

Hanno Klänhardt elsker at ødelægge. En rejse i Malaysia med bloddryppende koncerter langt inde i junglen ændrede fuldstændig hans blik på, hvordan han skulle lave musik. Resultatet blev Mantar, den musikalske ækvivalent til flasker smadret mod væggen. Men i det brutale udtryk er der også plads til feminisme og forretningstæft.

Florida. Tilholdssted for Glen Bentons ‘Skunk Ape’, arnested for badesaltszombieudbruddet i 2012, indehaver af den tvivlsomme rekord som USA’s mest coronaplagede stat. Og hjemsted for Hanno Klänhardt, halvdelen af tyske Mantar og den mand i verden, der kan spille guitar med benene allerlængst fra hinanden.

Og hvad synes Hanno Klänhardt så om det?

– Verden går helt ad helvede til. Men for mig er alt ok. Jeg bor langt fra det meste og jeg tager ikke så meget ud. Men USA er skørt. Folk gør præcis som de har lyst til. Amerikanere kan virkelig ikke lide at få at vide, hvad de skal gøre.

Så Hanno Klänhardt holder sig mest for sig selv i sin lidt afsides residens i Florida, en stat, han flyttede til for at bo sammen med sin kæreste efter i længere tid at have været de facto-hjemløs på grund af band- og touraktiviteter. Men det hele kan vel ikke bare være fryd og gammen? Alle andre bands bløder, og halvdelen af alle virksomheder er ved at gå nedenom og hjem. Hvordan klarer Mantar det?

– Tjah, selvfølgelig brænder vi inde med trykte flyers, og vi har måttet aflyse vores store nordamerikanske turne i efteråret. Vi får ingenting tilbage, og det er noget pis. Men heldigvis er vores baggrund i punk-miljøet, så næsten alt er DIY (Do It Yourself, red.). 

Hanno Klänhardt fortæller, hvordan han og bandmakkeren Erinç Sakarya klarer næsten alting selv. De kører selv vognen, når de er på tour, pakker gear ud, spiller showet og pakker vognen igen bagefter. 

– Jeg kan ikke slappe af, hvis andre sætter vores gear op. Jeg kommer til at dobbelttjekke det alligevel, jeg har et meget skarpt billede af, hvad jeg vil have.

Touraktiviteten og det at bo i USA har givet Hanno Klänhardt et indblik i, hvordan andre gør det. Og han er ikke tilhænger. 

– Amerikanske bands, selv ganske små af slagsen, tager alt for mange folk med. Selv hvis de spiller for 60 mennesker, har de otte backlineteknikere. Og det tåbelige er, at det ikke ændrer en skid. Fejl sker stadig. Selvfølgelig kan du råbe af dine ansatte, men du hænger stadig på lorten, samtidig med, at du står og opfører dig som et røvhul.

– Og det er den slags, der gør, at vi har kunnet leve af det her, efter vi havde spillet i et eller to år. Vi klarer den selv, og vi kører bandet som en lille virksomhed. Det er vores band, og vi gør tingene selv. Det er også derfor, vi ikke bad Nuclear Blast om forskud, derfor vi ikke sendte dem en demo og aldrig har afskrevet rettighederne til noget.

Ægte, ærligt raseri
Hanno Klänhardt lyder lidt som en blanding afJem&Fix-manden og en bogholder i alt det her SMV-lingo, også selvom han trækker punkfondant henover kagen. Så det er nærliggende at spørge, hvordan Mantar holder dampen oppe. Hvordan de undgår, at det bliver et job.

– Hvordan skal jeg beskrive det? Det er showet, der gør det det hele værd. Det er en fejring af det at ødelægge. Jeg elsker at ødelægge. Jeg elsker at kyle en flaske mod en væg. Det er lyden, det at kunne se skårene alle steder, hele oplevelsen. Og sådan er det også, når vi spiller i Mantar. Det er ikke poseren, det er ægte, ærligt raseri.



De, der har set Mantar, vil kunne skrive under på ovenstående. Det er en sveddryppende oplevelse fyldt med energi. Nogle gange så meget, at de efterfølgende bands falder helt igennem. I 2017 varmede duoen op for 70’er-hyggeonklerne i Kadavar, og hvis det ikke havde været for stonerbandets trommeslager Tiger, var hele salen faldet i søvn – også selvom de egentlig leverede en ganske habil præstation.

Mantars blackede punksludge er en gennemgående medrivende størrelse, og det er svært ikke at opleve energien, når de to står og ser ud, som om intet andet end musikken eksisterer.



– Jeg kan godt lide vold, når det er ægte. Ligesom hooligans, der slås med hinanden for at nyde volden. Sådan har vi det når vi spiller. Hvis noget går galt, råber vi ad hinanden. Sveden drypper og spyttet flyver. Det er ægte.

Hanno Klänhardtryger ud i en tirade om moderne bands, der stiller en facade op. Mantar har svært ved at vedkende sig heavy metal-etiketten, fordi de ikke oplever scenen som ægte. Særligt griber Hanno Klänhardtfat i tendensen med maskerede black metal-bands. Som han ser det, er en god tredjedel af bandsene efterhånden klædt i kutter og den slags, og det er med slet skjult foragt han omtaler dem.

– Når man ser black- eller dødsmetalbands live, ser det jo ud, som trommeslageren sidder og spiser sushi. Der er ingen sved, ingen nerve, det hele er en facade. Det har vi efterhånden lært, at vi ikke kan leve med. Alt er gimmicks, og intet er originalt. Det er til grin. Hvis man vil køre en gimmick, så vær Rammstein og gør det 100 %. Hav lidt selvrespekt.

Mantar poserer ikke, understreger Hanno Klänhard og referer til bandets fremstilling på bandfotos og sociale medier. Her optræder bandet smilende og glade og holder gerne hinanden i hånden. Humoren er vigtig, understreger han. Og for at kunne have humoren med, er det vigtigt at man ikke tager sig selv for alvorligt.

 – Jeg kunne bogstaveligt talt bryde med ti nøgne mænd på stranden, og det ville ikke ændre noget. Erinç og jeg er trygge og tilfredse i, hvem vi er, og vi er ikke bange for, hvad andre synes om os. Det er noget af det, der har ændret sig. Tidligere har vi begge spillet i masser af bands, der virkelig prøvede at være succesfulde, men aldrig blev det.

Men hvad er det så, der gjorde forskellen? Hvordan lærte han at holde op med at bekymre sig og elske showet?

– Jeg rejste i Sydøstasien og oplevede, hvordan de gjorde det der. Dødsensægte koncerter, langt inde i den malaysiske jungle. Fyre klædt fra top til tå i spikes og læder og kæresterne i burkaer, og de spillede for hinanden. Den mest vanvittige grindcore – de smadrede rundt, til de blødte over det hele, og så byttede de plads. De prøvede ikke på noget. De gjorde det bare. De drak ikke engang alkohol, så det handlede bare om musikken. Og så tilbage til deres benhårde jobs, uden brok.

Den oplevelse satte nogle ting i relief for Hanno Klänhardt, og han tog dem med sig hjem. Da han og Erinç Sakaryastartede Mantar, var det bare endnu ét i en lang række bands, og ingen andre havde rigtig lyst til at være med. Så de blev en duo. Og allerede en måned efter deres første 7" var hypen global og enorm.

– Jeg forstod, at min tilgang til musikken havde været helt forkert. Mantar var sjovt, vi spillede bare af kærlighed til musikken. Jeg forstod, at vi gjorde det helt forkert her i vesten. Bare vær farlige igen, lad være med at give en fuck for image. Stop med at prøve at sælge.

Følelser, angst og censur
26. Juni udkom Mantars seneste udspil, 'Grungetown Hooligans II'. Heller ikke her kan Mantar nære sig for at tage pis på sig selv. Der findes nemlig ikke nogen etter. Første indspilning af sangene forsvandt i æteren mellem Florida og Tyskland, og de to blev nødt til at genindspille dem. Hvis bibliotekerne stadig var bemandede, skulle det nok give anledning til hævede øjenbryn og forvirrede unge i musikafdelingen i fremtiden. Men den slags er vi forskånede for i vores fremmedgjorte virkelighed. Mantars lille spøg bliver hurtigt opklaret for eftertiden.

'Grungetown Hooligans II' strækker sig over otte covers af bands som L7, Sonic Youth, Mazzy Star og bands i den dur. Altså alternativ rock og det, der dengang kaldtes “riot grrrl”. 

Promomaterialet beskriver Hanno Klänhardts og Erinç Sakaryas opvækst i Bremen i 90’erne, hvilket Hanno Klänhardt går mere i dybden med, da vi taler sammen. På besynderlig vis, forklarer han, var Bremen blevet lidt af et navn inden for noise- og grind-scenen i 90’erne, så meget endda, at der blev talt om en særligt “Bremencore-lyd”: Bands som Acme, Systral og Carol.

– De her bands, det var også teenagere, der bare spillede for at få afløb. De prøvede heller ikke at være populære. Ofte udgav de bare en enkelt plade eller syver og så var de videre. Det var en ret vild scene. Det fattede jeg selvfølgelig ikke så meget af dengang. Jeg var bagefter alle de andre. I ‘96-’97 havde Erinç lige introduceret mig for L7, og jeg hørte nærmest ikke andet.

Og den massive mængde følelser hos særligt de kvindelige musikere gjorde indtryk på den unge Hanno Klänhardt. Han kunne ikke få nok af den rå, punkede fuck dig-attitude, og han kunne mærke, at det havde fat i noget inden i ham. Derfor, forklarer han, giver det mening at indspille dem igen.

– Ingen har brug for endnu et cover af Sabbath eller Motörhead. Vi holder ikke døren lukket for nogen, hvis der kommer en 15-årig i en Slipknot-T-shirt til vores koncerter, synes vi, det er cool. Men vi vil gerne have, at de går hjem og lytter til de her tracks. Det håber vi, 'Grungetown Hooligans II' kan hjælpe med.

De emner, som sangene behandler, er også stadig særdeles relevante. Særligt Mantars cover af L7’s ‘Can I Run’ har vakt opmærksomhed, da den oprindeligt handlede om den angst for voldelige mænd, som kvinder ofte oplever. I videoen til Mantars version ser vi Erinç Sakarya iføre sig en brudekjole, indtage en bryllupskage på en enerverende forstyrret facon og til sidst hænge sig fra loftet, alt imens billeder af Hanno Klänhardt kører ved siden af.



Bandet har udtalt sig meget udtrykkeligt om, hvorfor de har valgt denne sang. Til cvltnation.com forklarede de, at de kategorisk stillede sig på kvindernes side i kampen mod vold. De udvidede den også til andre grupper, der ofte oplever vold fra mænds side, særligt homoseksuelle. Det sidste er en fordom, bandet ofte møder i kraft af deres kærlige venskabsforhold og deres insisteren på, at kunne være tætte uden at være romantiske.

– Vi havde faktisk nogen, der brokkede sig over, at vi som mænd spillede denne sang. Det fatter jeg ikke noget af. Hele pointen er, at vi som mænd tager ansvar for at lave det her om. Hvis ikke vi skulle, hvem skulle så? Derudover er det en virkelig mørk og rå sang – den gør mig nærmest ængstelig.

Reaktionen kommer dog ikke bag på ham. Han harcelerer som en del andre i disse dage mod den såkaldte “cancel culture”. 

– Det er ikke længere nok ikke være nazist eller ikke være højreorienteret. Du skal være ekstremt venstreorienteret, og du skal bevise, at du er det. Ellers så forsøger folk at få dine shows aflyst eller dit spillested lukket. Misforstå mig ikke, jeg hader også nazister. Men det der, det kan jeg ikke være med på.

Det er ikke fremmed for mig. Jeg fortæller Klänhardt, at et hollandsk black metal-band, efter planen, skal spille i Danmark senere på året. Dette band har udtalt at de går ind for eugenik og arvehygiejne, og jeg har personligt planlagt ikke at deltage. Jeg forklarer, at jeg har fortalt mine venner og bekendte om, hvad bandet mener og siger, men dog trods alt ikke har bedt spillestedet aflyse. Hvad tænker han om dette?

– Det forstår jeg godt, og det kan jeg godt respektere. Du nægter at give dem dine penge, og du forklarer hvorfor. Men du går ikke amok og forlanger bandet smidt ud. Men den måde, mange andre agerer på, synes jeg bliver meget kontrollerende og dominerende. Det er ikke punk.

Hvordan denne insisteren på moderation går i spænd med den ægte og arrige nerve finder vi ikke ud af lige nu, men en pointe står dog stadig tilbage: Mantar er lyden af spyt, sved, raseri og flossede nerver. Og med 'Grungetown Hooligans II' hjælper de en ny generation af unge med at forstå, hvordan musik kan være mere ægte end virkeligheden.