Fra sindssyg til futuristisk

Populær
Fra sindssyg til futuristisk

Efter små fem års pause vender Cult of Luna tilbage med et veloplagt og melodiøst postmetal-album, der bogstaveligt talt er lige så mørkt som den sorteste afkrog.

Kunstner
Titel
Vertikal
Dato
28-01-2013
Trackliste
1. The One
2. I: The Weapon
3. Vicarious Redemption
4.The Sweep
5. Synchronicity
6. Mute Departure
7. Disharmonia
8. In Awe Of
9. Passing Through
Karakter
3

Cult of Luna er efterhånden et af de mere rutinerede sludge-bands på metalscenen, og deres sjette album, ’Vertikal’, viser netop også et band, der kender stilen til sokkeholderne. Men selv om universet er genkendeligt, er pladen fuld af positive overraskelser, og kun brudstykker er repetition fra tidligere plader. Det resulterer i en vedkommende helhed, der altså er skræmmende suveræn.

Stil som helhedsudtryk

Som det også er tilfældet hos andre post-/sludge-bands som Neurosis og Isis, tilsidesætter Cult of Luna den vers-omkvæd–formular, der er på spil hos andre forgreninger af metalmusikken. I stedet fokuseres der i sludge-metallen på musikken som en art landskabsbilleder, der har til hensigt at hive lytteren længere og længere indad, jo mere tid man giver det enkelte værk. Den konceptuelle tilgang til materialet fokuserer på opbygning, klimaks, eskaleringernes muligheder og faldets styrke. På ’Vertikal’ omfavner svenskerbandet det hele optimalt.

Dystopisk storbykoncept

Hos Cult of Luna hænger den musikalske angrebsvinkel sammen med tekstuniverset. Mens bandets forrige album, ’Eternal Kingdom’ (2008), (angiveligt) var baseret på dagbogen af en tidligere patient på et sindssygehospital, er ’Vertikal’ inspireret af storbyer i adskillige mørke afskygninger og (angiveligt) med Fritz Langs ’Metropolis’ som hovedinspirationskilde. Det, der på papiret måske kan lyde fortænkt og overskriftsliderligt, kommer heldigvis til sin ret, hvis først man sætter sig ned og lytter til skidtet: Lyden på ’Vertikal’ skiller sig ret markant ud fra bandets tidligere udspil, sådan som den synes at koge over af lyden af dystopisk storbyindustri. Det gør sig både gældende for guitaren, der er metallisk, som det gør sig gældende for trommespillet, der lugter mere af kloak end af træ.

Overraskende afsavn

Efter en kort introduktion til universet med den korte ’The One’, åbner den omtrent 10 minutter lange ’I: The Weapon’ efterfølgende pladen eminent. VI snakker kort og godt et kongenummer her, folkens. Der er på ingen måde tvivl om, at det er Cult of Luna, man lytter til, men samtidig er det, som om at der er kommet et ekstra lag af ny suverænitet ind i pisset. Måske det er mellotronen i nummeret, der gør det? Måske det er lyden af claves? Eller måske det simpelthen er fem års ubevidst afsavn efter nyt fra Cult of Luna? Jeg ved det ærligt talt ikke rigtig. Hvad jeg ved, er, at jeg ikke vidste, hvor meget jeg havde savnet bandet, før jeg fik smækket op for ’Vertikal’.

Mørk udslettelse

Den høje standard, der lægges ud med i kraft af ’I: The Weapon’, kommer og går dog lidt, som pladen skrider frem. ’Vicarious Redemption’ er med små 19 minutter ikke bare pladens men karrierens længste nummer og desværre af vekslende kvalitet. Den messende korvokal, der dukker op halvvejs inde i det lange nummer, spolerer specielt lidt af nummerets helhedsindtryk. Derefter dukker der dog fantastisk stemningsintermezzo op i den korte ’The Sweep’, hvis indædte vokal kan minde en smule om midterstykket fra karrierens bedste sang, ’Crossing Over’, der samtidig er fra karrierens bedste album, ’Salvation’ (2004). Og niveauet fortsætter i den tindrende mørke ’Synchronicity’, der efterfølgende skruer op for udslettelsens keyboardflader.

Stumme klichéer

Man burde måske egentlig sige en masse om musikerne også, for de er forfærdeligt dygtige, ikke mindst til at komponere. Men sandheden er vel, at jeg ikke rigtig ved meget om dem og heller ikke har lyst til at vide noget. Musikken taler for sig selv, og det sidste man vil, er - paradoksalt nok, anmeldelsen taget i betragtning - at sætte for mange ord på det suveræne, stemningsmæssige stads, Cult of Luna har gang i.

Da bandet spillede på det hedengangne The Rock tilbage i sensommeren 2008, sparkede de kolossalt meget røv, som et dengang syv mand stort orkester. Om de stadig er syv medlemmer, kan man finde ud af på Lille Vega fredag d. 19. april, hvor de endelig vender tilbage. Køb ’Vertikal’ og smut så ind og se det, der meget vel kan blive en stor koncertoplevelse. 

Hør 'I: The Weapon' hér: