Foruroligende fuldautomatisk stormgevær

Theres-Always-Blood-At-The-End-Of-The-Road-Wiegedood-1

Wiegedoods fjerde album er en modig magtdemonstration, som får hårene i nakken til at rejse sig af både misantropisk afsky og begejstring

Kunstner
Titel
There's Always Blood At The End Of The Road
Dato
14-01-2022
Trackliste
1. FN SCAR 16
2. And in Old Salamono's Room, The Dog Whimpered Softly
3. Noblesse Oblige Richesse Oblige
4. ... Until It Is Not
5. Now Will Always Be
6. Wade
7. Nuages
8. Thefft and Begging
9. Carousel
Karakter
5

Den belgiske trio, Wiegedood, har med deres fjerde album ”There’s Always Blood At The End Of The Road” begået en småpsykotisk blanding af black, synth, hot club jazz, båndoptagelser og samples, som får hårene i nakken til at rejse sig af både afsky og begejstring. Gilles Demolder, Wim Coppers og Levy Seynaeve fjerde album er ni numre og 44 minutter lang, så det er altså en hurtig og intens omgang, vi har med at gøre. Jeg får lyst til at kaste rundt med genrer som eksperimenterende post-black, dødsjazz og jeg ved snart ikke hvad, men ret skal være ret: Det er et absolut fremragende og unikt stykke med nytænkende black metal.

En æra er slut, men en ny og spændende er begyndt

”There’s Always Blood At The End Of The Road” er nemlig ikke et typisk black metal album, og det afviger i høj grad fra Wiegedoods tidligere tre albums: ”De Doden Hebben Het Goed I, II & III” med deres melankolske og sorgfyldte univers. Nu er det rendyrket vrede og kaotisk raseri, der regerer. Hvilket får mig til at tænke, om vi mon skal alle sorgfaserne igennem? For så har vi jo heldigvis masser af faser til gode endnu. Der er tale om en langt mere intens og progressiv aggression i Wiegedoods lyd i denne omgang, som i løbet af pladen giver min indre nihilist blod på tanden. Og det kan helt bestemt noget nyt og meget spændende. 

Det tog mig et stykke tid, før jeg fandt min vej i pladen, det må jeg indrømme. Jeg havde en stærk forudindtaget mening om, hvad Wiegedood var skåret af, men jeg tog grueligt fejl. Åbningsnummeret ’FN SCAR 16’ begyndte med gispende dødsrallen og gik derefter så intenst og massivt i gang, at jeg ved første gennemhøring fandt det nærmest rodet, stressende og en anelse irriterende for øregangen. Hvilket i virkeligheden passer meget godt, når nu FN SCAR 16 er et massivt belgisk automatvåben, som det amerikanske militær bruger i kamp. Ved anden gennemhøring kunne jeg dog slet ikke slippe ’FN SCAR 16’ igen, da det består af så mange smukke og fuldstændigt kaotiske øjeblikke, som bedst beskrives som at blive fuldstændig gennemhullet af selvsamme våben, som titlen bærer. 

’And in Old Salamano’s Room, The Dog Whimpered Softly” følger efter i samme intense tempo indtil ca. 1.50, hvor der bliver skruet helt ned for tempoet i en tung dødedans, der kommer til at give massive menneskebølger i en live-udgave. Her er det de insisterende tremolo-riffs, der kommer faretruende mod os, som var de ude på at slå os ihjel. Nummeret bliver afsluttet af en uhyggelig spoken-word passage, der mest af alt lyder som sårede krigere med granatchok i skyttegraven. Ved ’Noblesse Oblige Richesse Oblige’ får vi smæk igen, og nummeret slutter af med noget, der lyder som bomber i det fjerne. Wiegedood er altså i rasende krig med alt, hvad der rører sig, på denne plade. Min personlige favorit og et af de essentielle numre, som er med til at gøre denne plade så speciel, er nummeret ’… Now Will Always Be’, der byder på nærmest depressive begravelses-harmonier, som jeg aldrig har hørt dem før, inden det slår over i blast beat og en vokal, der minder mere om strubesang end den klassiske black metal vokal. Det er lige før jeg vil kalde det for kunst. Det samme skæve og depressive univers gælder også for det kun et minut og 44 sekunder korte mellemspil ’Wade’, der både indeholder eksperimenterende og disharmoniske passager og et stykke af Django Reinhardts klassiske ’Nuages’, som også er titlen på Wiegedoods næste nummer.
’Nuages’ lyder hverken som hot club jazz eller belgisk folkemusik, men nummeret har en nærmest barbarisk indvirkning på sjælen, og jeg kan mærke, at Wiegedood har fundet noget smukt i alt det rasende grimme og i deres guitarspil, der gennem hele pladen har været eksperimenterende, som jazzen også er og kan være, om vi vil være ved det eller ej. 

Dødsjazz og modig magtdemonstration
Som et direkte lydspor af alt det, der får vores indmad til at vende sig, når vi begår os på må og få i et samfund – og en verden –  på randen af et kollektivt og nervøst sammenbrud, står dette album med fanen højt for lidelsen i vores bryst. For slet ikke at tale om den misantropiske afsky og væmmelse, som mange af os bærer rundt på til daglig - selvom vi ikke nødvendigvis går og gør andre opmærksomme på det - står vi her med et album, der fremstår som en kompromisløs og eksperimenterende magtdemonstration. ”There’s Always Blood At The End Of The Road” markerer et skift skåret i sten for Wiegedood og deres lyd - og et modigt et af slagsen. Hvis du lider af ovennævnte misantropiske afsky og væmmelse og ellers generelt bare er et lidende menneske med en vovet musikalsk nysgerrighed, får du hermed en reelt truende opfordring; Du skal lytte til dette album. Nu. Jeg vil ligefrem vove at påstå, at det vil blive en befrielse for dig at lytte til Wiegedoods fjerde album, som jeg personligt allerede oplever som en stærk kandidat til at være et af årets mest betydningsfulde udgivelser. Let's fucking go.