RB´22: Det dissonante frontalangreb
Belgiske Wiegedood fremførte 'There's Always Blood at the End of the Road' – en hæsblæsende black metallisk tour de force på festivalens andendag.
I vores følges fælleschat havde vi flittigt vendt årets nøglepunkter, og Wiegedood var tydeligvis en del af fælles konsensus – ikke mindst på grund af det musikalske svar på orkanens øje, som er førstesinglen 'FN SCAR 16'. På trods af den nådesløse aggression en ualmindeligt catchy sag, som skulle vise sig at spøge for det indre øre flere gange, både før og efter koncerten. Det gør heller ikke noget, når det nu engang er så sjældent man hører black-bangere med reelt hit-potentiale i vore tider, og selvom resten af den nye skive ikke holder samme niveau på ørehænger-skalaen, så var der i hvert fald ingen tvivl om, at det ville blive en af fredagens mest aggressive indspark.
Coveret beklæder bagvæggen, trommeslageren slår an med ét slag på stortrommen, og så sætter 'FN SCAR 16' ellers koncerten i gang med militaristisk præcision og en lyssætning, der behændigt matcher musikkens infernalske intensitet. Fra start lige så imponerende og hæsblæsende live som på pladen, og med de relativt få lejligheder på Roadburn til at få dækket sine black-cravings, så er Wiegedood bestemt en spændende booking, som fortjener mere bevågenhed udover det belgiske nærområde. Tonalt er der næppe nogen tvivl om, at de har lyttet lidt til den svenske skole alá Necrophobic, Dark Funeral og deslige, men alligevel med et personligt touch, der her på 'There's Always Blood at the End of the Road' har bevæget sig mere udad mere atmosfærisk eksperimenterende afgreninger, og således perfekt til Roadburn-settingen.
Det stod desværre hurtigt tydeligt, at lyssætningen fremstod som et dække over, hvor lidt der reelt skete på scenen. Bassisten og guitaristen fastlåst i hver side af scenen, mens trommeslageren bag dem først og fremmest havde travlt med at finde ud af, hvilket tempo der var afkrævet af slagene på lilletrommen. Afsindigt hurtig trommeslager, uden tvivl, men efter at have set ffor eksemepl Russian Circles aftenen før, hvor trommeslageren smertefrit gjorde brug af hele arsenalet og netop hjalp til at udbrede lydbilledet for hele bandet, så virkede Wim Sreppocs spillestil hurtigt meget ensformig. Det til trods, så kræver det usvigeligt sit at fremføre værket så nådesløst hidsigt og intenst, uden at give køb på musikkens tekniske natur, og det var så absolut også dét, som var Wiegedoods stærkeste kvaliteter denne eftermiddag på Main Stage.
Selvom resten af pladen ikke matcher de samme catchy elementer, som den indledes med, og de snildt kunne gøre meget mere for at udnytte scenen, så er det en bedrift i sig selv at holde kadencen så ekstremt høj i 45 minutter uden at miste folks fokus undervejs – og de fleste blev der til det sidste, omend vi så måtte haste over til gendannede Warhorse efterfølgende, men sådan er livet jo på Roadburn.