Pest Fest ´22: Godt, bedre, pest
Sort metal for det sortklædte folk. Pest Fest blev afholdt for første gang og bød på fem slags black metal.
Bare fordi året går på hæld, så behøver koncerterne ikke gøre det samme.
Det kan man ellers nemt sidde med fornemmelsen af er tilfældet, når man ser, hvad resten af december har i ærmet, men så bør man da i det mindste værdsætte de enkelte aftener, vi har i vente fra scenekanten – særligt, når bookeren har gået den ekstra mil for at få stablet et habilt line-up på benene.
Oprindeligt var det meningen, at Pest Fest skulle indvies sidste år, men pandemi, restriktioner og yadda yadda, og her står vi så, et år senere. Med viljen i hjertet fik Ole Luks hjertensbarn lov at leve videre, og det blev da også hans eget Heltekvad, der åbnede ballet med middelaldergarderobe og lysshow på grænsen til stroboskop.
Pumpehusets store scene blev hurtigt indhyllet i tåge og en lyssætning så intens, at indsatsen med hjelme og ringbrynjehætte desværre virkede lidt omsons. Ligeledes omsonst var også Ole Luks skrig, der får en tand ekstra på vanvids-skalaen her i Heltekvads-regi, men som underligt nok var begravet så lavt i mixet, at den stort set ikke kunne høres hele koncerten igennem.
Simon Frenning (trommeslager i Morild) stod til gengæld knivskarpt i lydbilledet og hjalp til at holde lidt samling på de kradse toner, Heltekvad lægger for dagen. Stærkest i ’Eder og Hæder’, hvor lidt variationer sniger sig ind, mens både guitarist og bassist smed hjelmene og hamrede igennem på scenen, så vidt den nu fortsat var synlig. Lidt stemningsfulde passager sneg sig også ind i ’Fornægter din Æt’, mens fanfaren, der introducerer ’Du Skæbnesvangre Stund’, fungerede fremragende som springbræt til den eksplosion af diskante riffs, den fører over i.
Det er dog få elementer i det større lydbillede, og det er stadig svært at se, hvor meget middelalderidentitet, der reelt er tilbage, hvis man trækker påklædningen og de pekuliære introer og lyde af sværdklinger ud af ligningen. Der skal i hvert fald stadig mere til for musikalsk at kunne opfylde supergruppe-kriteriet, som ellers er oplagt, når nu både Afsky, Morild og Sunken er repræsenteret – men klinger de hinanden op til mere fælles, kunstnerisk fodslag fremover må vi håbe, at det berettiger til mere heltestatus, end vi har oplevet indtil nu. 
Dernæst stod den på ’Nordnorsk Svartmetall’, som Skaur benævnte sin stil på deres album fra 2011 af samme navn. En stil, der tilsyneladende ligger til den svajende, vikinge-inspirerede side, hvor sejlene er blevet trukket bredt op over de store have. At det i sig selv er så bærende en del af koncerten, er dog ikke Skaurs største problem, som derimod usvigeligt var lyden, der decideret skar i øregangene. Distortionen fra guitaristerne var så overdøvende, at de underliggende toner faktisk var umulige at dechifrere. Trommeslageren gjorde intet væsen af sig selv, og sangeren indledte hver sang med at skrige titlen så skingrende, at ingen havde en jordisk chance for at gennemskue hvad den ville hedde. Kun bassisten trådte ud med sin lettere jazzede tone, der bar præg af en umiskendelig inspiration fra Death, men hans alternative rundgange druknede i retningsløse stiløvelser og den skærende tone, der med god grund fik mange til at fortrække sig ned på stueetagen.
Så meget desto mere forfriskende var det, da Sarkrista overtog rampelyset med Satan-black og hidsige tremolo-rul på dagsordenen. Tyskerne fokuserede overvejende på deres foregående skive, 2017s ‘Summoners of the Serpents Wrath’, og deres ubønhørlige, aggressive stil og til tider næsten anarcho-punkede brutalitet smittede som bare fanden. Ikke mindst på grund af frontmand Revenants stærke fremtoning som bandets indlysende midtpunkt med corpse paint sprængt udover ansigtet.
Musikken gik op i en højere enhed både på godt og ondt – godt, fordi det fik helheden frem i deres blasfemiske udtryk, men på sin vis også ondt, fordi det samtidig var en udfordring at skille elementerne fra hinanden, i det mindste heldigvis uden decideret at tangere det mudrede. Det udviklede sig bare til en bastant lydmur, som kun sjældent brød med det forudsigelige under de 40 minutter, de havde fået til rådighed. En lydmur, der dog gled umiskendeligt meget bedre ned end forgængernes, for var der noget, vi trængte til ovenpå Skaur, så var det at blive mindet om, at der gudskelov også findes mere farlige måder at tilgå black metal-genren på. 
Mens vi ventede på næste skud fra den sorte stamme, kunne vi i stueetagen få et fascinerende indblik i en blodig subkultur, der ellers sjældent får taletid i disse, metalbaserede fora. Suspension bliver ofte sidelined i de mondæne kredse som en freaky verden, man bør holde sig fra (lidt ligesom black metal i øvrigt) , men hvordan man end vender og drejer det, så var der nu noget betagende over dedikationen til at strække kroppen til yderligheder og udfordre smertegrænserne, lige som den mørke metal søger grænserne i mere auditiv form. 
Grænsesøgningen antager dog en noget anden karakter, når det er Orm vi har med at gøre. Et band, som efterhånden er blevet lidt af en kritikerdarling herhjemme med de overdådigt storladne kompositioner, ‘Ir’ og ‘Intet - Altet’ usvigeligt er. Sidstnævnte en prætentiøs affære, som for undertegnede nærmest kan sidestilles med Yes’ dobbeltalbum, ‘Tales From Topographic Oceans’, som ligesom ‘Intet - Altet’ består af fire 20minutter lange værker, der i sine store ambitioner døjer med at holde det momentum de bygger op andet end i segmenterede bidder.
Som prognørd må jeg dog nødvendigvis anerkende deres vilje til at søge højt til loftet, mere end nogen andre på Pumpehuset i dag. Det er tydeligvis noget, der har fået taget på en stor del af black-publikummet herhjemme, og skulle man være i tvivl om det, så tjente den usædvanlige hvinen og hujen under ‘Fra Dyden’ da vist som en bekvem servicemeddelelse. Værket lagde eksplosivt fra start, indtil vi fik lov at trække vejret lidt under den dvælende guitar seks-syv minutter inde. ‘Fra Dyden’ stikker i det hele taget lidt i flere retninger, hvor særligt den lange, drømmende sektion i sidste halvdel af nummeret fik en Godspeed You Black Emperor’sk eftersmag, som klæder eksil-bornholmerne virkelig godt. De store armbevægelser blev dog i det store hele meget langhårede i længden, på trods af hele bandets skaldede hårpragt i øvrigt. Personligt ville jeg foretrække et Orm med mere jordforbindelse end den version, vi ser i øjeblikket. Jeg anerkender fuldt ud, at de er dygtige musikere, som har mere på hjerte end mange andre fra black metallens nabolag, og derfor kan jeg også bedre forene mig med deres overlegne spring fra kold tremolo-black til shoegaze-drømmerier. Jeg savner dog stadig de gode sange, og så må tiden vise, om de korte sange, frontmand Simon Sonne Andersen omtaler i vores seneste interview i.f.m. næste album, er et vink i den retning.
Hvis Orm var det danske hovednavn i aften, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at Wiegedood var aftenens internationale trækplaster. En belgisk trio, som tidligt i år udgav den hyldede, fjerde langspiller, ‘There’s Always Blood at the End of the Road’.
Selv blev jeg introduceret for dem kort inden Roadburn, hvor de bød på et af festivalens indiskutabelt mest hidsige indslag tidligt på dagen.
I dag taler vi så Pest Fests hovednavn kl 00:15, hvor alles fokus var rettet mod det spændende, fortsat lettere ukendte navn herhjemme. Det blev der så sandelig rådet bod på.
Som sidst åbnede de med ‘FN SCAR 16’, hvor de hypnotiske riffs blev skudt afsted med militaristisk præcision, efterfulgt af den ligeledes bindegale ‘And in Old Salamono’s Room, the Dog Whimpered Softly’. Selvom det stadig var med vægt på det seneste album blev der dog også gravet længere tilbage, hvor særligt ‘De Doden Hebben Het Goed II’ demonstrerede den tungere side af Wiegedood-paletten.
Det var dog stadig de transcenderende energier, der slog hårdest, og den kollektive hypnose slog ind sent på aftenen som en magisk afrunding på den første Pest Fest. At formlen måske bliver genbrugt lidt i nogen af sangene gør mindre i live-situationen, og vokalen ikke spillede den store rolle, hverken i volumen eller betydning, er et mindre aber-dabei, når energien smitter så stærkt som i aften. Vi må dog fortsat konstatere, at deres statiske tilstedeværelse på scenen, hvor deres tekniske greb krævede den fulde koncentration, gik lidt udover dynamikken rent visuelt.
En faktor, som Wiegedood forhåbentlig vil tage til efterretning, men med det sagt, så var belgiernes hidsige, musikalske stormløb stadig en dragende rejse ind i orkanens øje, hvor black metallen ofte fungerer bedst fra scenekanten, og blev et hårdkogt, afundende brag på et arrangement, der kun blev bedre og bedre, som aftenen skred frem.