RF '22: Skammen tilhører voldtægtsmanden
Modige Gggolddd delte ud af sit inderste på Gloria med en skøn blanding af bekendelsessang, gotisk guitar og elektroniske nyrestød til følelsesapparatet.
Strawberry Supper
Like Magic
Spring
Invisible
I Won’t Let You Down
Notes on How to Trust
This Shame Should Not Be Mine
On You
Beat by Beat
Det hollandske band, hvis centrale anker er sanger Milena Eva, er aktuel med et rystende og rystende godt album, som handler om traumet fra, da hun som 19-årig blev udsat for et seksuelt overgreb, og processen med at læges igen efter det. På Gloria fik vi albummet som helhed, og det var så utroligt langt fra easy listening, som man næsten kan komme. Ikke fordi bandets musik nødvendigvis skærer i ørerne. Milena Ewa har en smuk sangstemme, og det forbilledligt velspillende band gav os en fascinerende appetitlig blanding af gotisk rock med black metal-undertoner og filmscore-inspirerede elektroniske elementer. Det, der gav mig kuldegysninger og rystede mig i min grundvold, var, at Milena Ewa så modigt afdækkede og tog os med ned i hendes voldsomme traume.
Som på det tredje nummer, ’Strawberry Supper’, hvor Milena Ewas klare stemme nøgternt udlagde, hvordan overgrebsmanden først lokkede hende ind i en relation og så grusomt misbrugte hendes tillid, over en bund af tremoloriffende guitar: ”Did you ever think about the receipts I kept? /All the shit you left me with / Boys will be boys, that's what everybody says / But it was you who put me on that ledge”. Et knugende vidnesbyrd og en harmdirrende pegefinger rettet mod den patriarkalske kultur, der er voldtægtens grundfjeld. Inden vi fik ’Invisible’, forklarede den tydeligt berørte sanger om baggrunden for pladen, og koncerten, vi så, og det var umuligt ikke at engagere sig følelsesmæssigt i hendes beskrivelse af følelsen af at være usynlig i kølvandet på overgrebet. Det her var en af de koncerter, der bliver siddende i sindet længe efter.
Udsigten fra privilegiebjerget blev klarere
Som hvid, velbjærget, vestlig cishetero-mand er jeg pinligt bevidst om den enorme bunke af privilegier, der konstant holder mig oppe i det her helvedes samfund, og jeg har forsøgt at bevidstgøre mig selv om, hvordan voldtægtskuturen gennemsyrer vores samfund, men alligevel følte jeg, at Gggolddd formåede at bringe mig tættere på en forståelse af overgrebets dynamik og voldsomme eftervirkninger, og det var for mig det allerstærkeste ved en koncert, hvor musikken på fremragende vis understøttede Milena Ewas kompostioner og lyrik. Jeg tror ikke, at jeg før har grædt foran scenen på Gloria, men det gjorde jeg under ’On You’, hvor Milena Ewa sang alene, udelukkende flankeret af en let vocodereffekt på hendes stemme. "Du kastede skidt på mig, og jeg rystede det af mig", erklærede hun. Et stærkt øjeblik, som førte frem til koncertens zenit, det afsluttende nummer ’Beat by Beat’, som bød på højtsvævende blackguitar og intenst pulserende synthbas.
Under hele koncerten havde bandet et vidunderligt greb om publikum, og Glorias lukkede, huleagtige rum dannede en fin ramme om en koncert, hvor følelserne, traumerne og nerveenderne var blottede, og musikken smukt understregede pointerne, så det også gjorde ondt på os. Og det er måske det, der skal til, hvis vi skal ændre den kultur, der på farligste vis kolporterer ideen om, at kvinders krop er mænds ejendom. Lad os få brændt patriarkatet ned til grunden.