Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et tyndt, sort lag fernis

Populær
Updated
satans sorte vinyler

DR har undersøgt den sorte metal, og det er der kommet en interessant, psykologisk fortælling ud af, der blotlægger genrens styrker og svagheder.

Kunstner
Titel
Satans sorte Vinyler
Karakter
3

Når DR med serien 'Satans sorte vinyler' dykker ned i genren black metal over fire afsnit på hver cirka 30 minutter, så siger det sig selv, at de aldrig kommer helt i bund. Men trods dramaturgiske ligegyldigheder, så lykkes det alligevel at lave et interessant portræt af en genre med rigelige selvmodsigelser og psykologiske udfordringer, der efter 30 år endnu ikke er blevet håndteret professionelt.

Den noget tænkte præmis for serien er, som vi også beskriver det i vores interview med vært, Jonas Visti, at han finder en kasse vinyler, der skal til storskrald. Pudsigt nok er det nogle ret vigtige plader for black metal genren, og Visti ringer til sine kammerater, der heldigvis kan hjælpe ham med at forstå de her vinyler, musikken derpå og dem, der står bag det hele.

Listen af eksperter er lang og Visti og DR har fået fat i folk, der ved, hvad de snakker om. Forfatter Benni Bødker, vores egen Mads Peder Lau Petersen, Gaffas Keld Rud, Peter Béliath, filosof Tore Tvarnø Lind og et hav af musikere og branchefolk i genren er med til at give serien den faglige tyngde, der gør, at man som indforstået ikke føler sig talt ned til.

Serien tager derimod de mest kontroversielle personer og hændelser op. Selvfølgelig. Det var det, der solgte black metal og gjorde den populær i halvfemserne og det er stadig det, journalister og udefrakommende vil og skal høre som det første. Sådan må og skal det være. DR og Visti jagter de notoriske personligheder i Norge og Tyskland. Desværre får de ikke held til at få Varg Vikernes i tale, som vi gjorde for 10 år siden, da vi interviewede ham i forbindelse med udgivelsen af pladen 'Umskiptar'. Men i stedet sikrer de sig interview med blandt andre Gorgoroths Gaahl, der taler om de ting, han er blevet berømt og berygtet for og det vil vi ikke spoile her.

Udover de to nordmænd, Varg Vikernes og Gaahl, så er der også Niklas Kvarforth fra Shining, der giver et aparte interview og sammenlagt giver det indtrykket af, at black metal er en klub af og for psykologiske afvigere. For Kvarforth konfronteres med den depressive black metal, der opfordrer til selvmord. Det bliver ikke bedre af, at Hendrik Möbus også forsøges interviewet i forbindelse med hans pladeselskab, der udgiver nationalsocialistisk black metal. Serien får en vaskeægte nazist i tale og sammen med de blodige spor fra halvfemsernes Norge tegner der sig præcis det billede, som fans af genren både elsker og hader.

For kan black metal reduceres til Varg Vikernes, Möbus og Gaahl?

Selvfølgelig kan den ikke det. Hvilket flere af de danske bands, såsom Denial of God, Horned Almighty, Afsky og Nyredolk jo også bekræfter i serien. Men der er en dualitet i både at ville være så fjendsk i sit udtryk som muligt, og samtidig gerne ville blive anerkendt for sin musik og genre.

Sort med sort på

Det kræver ikke den helt store psykologiske eksamen at se den indbyggede modsætning. Black metal er blevet kendt for at klæde sig ud, pynte sig med make-up, gå med masker og samtidig jagter og myrder man homoseksuelle. Debatten om, hvorvidt man er "true" (ægte, red.) nok er lige så interessant. Er jeg god nok? Er jeg ond nok? Kan jeg med min musik, mine tekster og mine handlinger gøre mig fortjent til at være med i klubben? Begrebet "true" er black metals svar på et modeblad. Et begreb, der i sin ånd udelukkende tjener det formål at give mindreværd, så segmentet tvinges ud i yderligheder for at være med i klubben. En facade, der er lige så tynd, som hårpragten hos dem, der i modeverdenen såvel som i  black metal gerne stadig vil være ung med de unge, selvom de forlængst burde have indset, at det løb er kørt.

Læg dertil chokværdien i den ekstremisme, det naturligt nok afføder og det bliver pludselig svært at finde noget som helst formildende i genren. Vold, nazisme, mord, kirkeafbrændinger. Sort med sort på. Og at modvægten til alt det her skal komme fra en personlig tragedie gør det kun desto mere udpenslet. Det danske band Nyredolk fortæller om hvorfor, de har valgt at lave en specifik sang, som de har gjort. Igen vil vi lade seeren selv få oplevelsen. Men det er både terapeutisk, smukt og sørgeligt på samme tid.

Det samme med serien som helhed. Selvfølgelig skal det være én udefra, der stiller spørgsmålene. På den måde kan folk, der ikke har et indgående kendskab til genren være med på rejsen. Lidt ærgerligt, at fortællingen er sovset til med en overdramatiseret voice-over af Steen Jørgensen, ligesom Myrkurs rolle som en slags tegneserie-julekalender-figur kun gør de dramaturgiske greb desto mere pinlige at stå igennem. 

Til sidst reflekterer redaktionen over deres rejse ind i black metal. De spørger sig selv om ikke de bare har kradset i overfladen. Præcis samme konklusion, vi kom til, da DR tog livtag med dansk rock i en serie med Jesper Binzer som vært. For jo, det har DR med 'Satans sorte vinyler'. Black metal er uendeligt meget mere og andet end bare Burzum, Mayhem, Möbus, Gaahl, NSBM og DSBM. Man kan som fan af genren lytte til så meget black metal, at man ikke behøver nå forbi de emner og bands, og alligevel have nok musik til et helt liv eller ti. 

Det sagt, så fungerer serien faktisk. Selvom de netop kun får kradset i overfladen, så er det et interessant, psykologisk rids i den tynde fernis, der udgør black metals selvforståelse og den udstiller hvor mange uafklarede problemstillinger, der stadig er at finde. Både i musikken, hos nogle af de udøvende, der i den grad har nogle personlige mentale udfordringer, samt genrens mange fans, der ofte i starten af deres rejse med black metal, har svært ved at finde ud af hvad der er godt eller ondt nok. 

'Satans sorte vinyler' er reelt trve kvlt nok. Man bliver hverken nazist eller poser af at se den. 

Så gør det.

Menu