Nedstemt i Vanløse
Hvor mange ekstremmetalbands lyder egentlig ekstreme? Ikke ret mange. Men Black Curse gør.
Man kan søreme spille højt herinde på Stairway. Det er min første tanke, da jeg ankommer et par minutter inde i Undergangs opvarmningssæt. Egentlig skulle koncerten have fundet sted på Beta, men grundet ombygning er spillestedet flyttet til Stairway i Vanløse, ligesom nørrebroske Alice i en periode overtog Stairway, da de var under ombygning. Det er åbenbart Stairways skæbne at være det evige aflastningsspillested. Jeg klager ikke: Den brede scene kan give en særlig effekt hos de bands, der forstår at udnytte den, og den giver også et ret godt udsyn, selv når stedet er pænt fyldt op. Det er der denne onsdag.
Mellem numrene kommer Undergang med så mange kække bemærkninger, at man skulle tro, at de spillede jydedød. Det gør de ikke. Stilen er den samme rådne som altid, og det er populært hos det trofaste publikum – der er flere end til Black Curse. "Hvorfor gider I se det samme gamle lort igen og igen?" spørges der fra scenen. Fordi Undergang stort set altid leverer gode koncerter, og fordi deres punkede, nedstemte death metal er charmerende som få. Eli Wendler fra Black Curse spiller trommer på de to sidste numre, og stemningen helt hyggelig.
Ned i grotten
Amerikanske Black Curse vil jeg ikke ligefrem kalde hverken charmerende eller hyggelig. Til gengæld er de så meget andet. Deres to album, 'Black Wound' og 'Burning in Celestial Poison' er plader, der ikke vil nogen det godt. Alene lyssætning markerer, at det her er noget lidt andet. Hvor Undergangs scenelys er forholdsvis traditionelt, er Black Curse lyst op nedefra af at statisk, grumset lys, der kastes op mod det kulsorte bagtæppe. Det virker næsten som en grotte, og det klæder de rustne jernkæder, amerikanerne bærer. Her kommer den brede scene virkelig til sin ret.
Hvor Undergang har stemt instrumenterne langt ned, er Black Curses instrumenter stemt ned dybt under jorden. Det meste er badet i reverb og delay, og det giver et særegent udtryk til gruppens tremoloriff og deres mere doomy passager. Det er ikke rigtig catchy eller specielt headbangervenligt, bortset fra mod slutningen af sættet, hvor vi nærmer os et larmende krydsfelt mellem tidlig Bathory og Hellhammer-demoer. Men det virker ondt og voldsomt og menneskefjendsk, mens Black Curse påkalder sig kaoskræfterne.
Er ekstemmetal ekstremt? Black Curse er
Da vi anmeldte dem på Roadburn, skrev vi, at der ikke er nogen ny retning i Black Curse. Jeg er ikke helt sikker på det. Det er svært helt at sætte en finger på referencerne, de lyder ikke helt som noget andet. Måske lidt hen ad war metal, men de er for psykedeliske og for kvikke til det. Nogen udenfor nævner tyske Katharsis, jeg tænker af og til på, at oplevelsen må være analog med at høre Hellhammer dengang i 80'erne. Det er meget sjældent, at såkaldt ekstremmetal egentlig lyder ekstremt i dag. Gør Behemoth? Gør Napalm Death? Black Curse lyder, som om de stadig er på jagt efter det mest ekstreme musikalske udtryk, og jeg er imponeret over, at det stadig kan lade sig gøre.
I et interview sagde Mike Scalzi fra The Lord Weird Slough Feg engang, at for ham var black, death og andre ekstremmetalgenrer tættere på den eksperimenterende noise-musik og industrial end på metal. Det er en sandhed med så mange modifikationer, at jeg ikke er sikker på, at det er en sandhed. For Black Curses vedkommende er der noget om snakken. Noget af en kontrast til de villakvarterer i Vanløse, jeg cykler igennem på vej hjem med rungende ører.