Copenhell '22: Ave, Cæsar
Populær
Mesterlig debut på dansk jord.
2) Thus Spake The Nightspirit
3) The Loss And Curse Of Reverence
4) The Acclamation Of Bonds
5) With Strength I Burn
6) Curse All Men
7) The Majesty Of The Night Sky
8) I Am The Black Wizards
9) Inno A Satana
10) Ye Entrancemperium
For fire år siden fik jeg chancen for at spørge Vegard Sverre Tveitan, om hvorfor Emperor aldrig har besøgt Danmark. Han skyndte sig at skyde skylden på sit bookingagentur, men forsøgte også ihærdigt at fortælle mig, uden at fortælle mig, at der var noget på færde. Ti-øren faldt endelig i aftes, efter deres længe ventede debutkoncert på dansk jord var slut alt, alt for tidligt.
Det er ikke så længe siden han sidst gæstede disse breddegrader, men da ankom han som solokunstner. Hans karriere som netop dette er lige så beundringsværdig som hans ditto i Emperor, selvom hans seneste album ikke helt levede op til sine egne standarder.
Der var dog ingen ridser i lakken denne fredag aften, hvor vi langt om længe kunne sætte hak ud for Emperor. Ihsahn og vennerne i Emperor mødes jævnligt, og spiller sammen, hvilket godt kunne mærkes på kvaliteten. Samspillet var eminent under hele koncerten, og allerede under første nummer, ‘In The Wordless Chamber’, stod det klart, at der er mange års opsparet begejstring, der skulle slippes ud — på begge sider af scenekanten.
Der var engang...
De epilepsifremkaldende stroboskoplys matchede energien i ‘Thus Spake The Nightspirit’ og mindede alle om, at bare fordi ‘Anthems To The Welkin At Dusk’ fylder 25 i år, er den bestemt ikke ved at blive gammel. Det blev til fire numre fra et album, der i den grad har modstået tidens tand. Lyden mudrede undervejs i nummeret og gjorde det svært at høre Ihsahn, når alle spillede på samme tid; ikke en ukendt problematik forbundet med livemusik. Det føltes ekstra bittert, når nu deres musik i sådan en grad fortjener at blive oplevet under åben himmel.
Af vertikale årsager var jeg forhindret i at se om dem med de gode pladser, gjorde ordentlig brug af dem, for både ‘The Loss And Curse Of Reverence’, samt ‘The Acclamation Of Bonds’ stod højt hævet over mange andre af Emperors ellers også fortræffelige sange. Mine nærmeste naboer virkede mest optagede af at skylle støvet ned med rigelige mængder alkohol, men ingen var upåvirkede af være i selskab med eliten.
Men vi skal lige lægge pen, papir og ethvert antræk til professionel distance til side et øjeblik, se hinanden i øjnene, og tale om kærlighed. For 25 år siden stod stjernerne på række. En håndfuld dygtige nordmænd udgav deres andet album. Samme år blev jeg, en ung og uprøvet metalfan, introduceret til black metal ved et tilfælde. ‘With Strength I Burn’ var en del af den pakkeløsning, der senere hen skulle vise sig at være særdeles langtidsholdbar. Der er i hvert fald gået et kvart århundrede med Emperor, og selvom alle for længst er videre, var der alligevel for en stund en følelse af, at alle omkring mig var på samme rejse.
Crowdsvrf
Selvom jeg af helbredsmæssige årsager stod langt fra ground zero, kunne jeg stadig sole mig i den misantropiske stråleglans fra ‘Curse You All Men!’, før jeg kunne lade superlativerne regne ned over den ligeså veludførte ‘The Majesty Of The Night Sky’. På dette tidspunkt havde selv de mest overfladisk interesserede forbipasserende, taget sig tid til at stå og nikke henført med på de mere brugervenlige passager, som satte brutaliteten til vægs.
Hvor jeg i går beklagede manglende momentum til Opeth, forholdt det sig anderledes med Emperor. De indbyggede pusterum lod nemlig de aggressive og hektiske toner, komme til deres ret. Der gik masser af tid med at lade sig benove over tanken om den majestætiske nattehimmel - vores egen var knap så inspirerende – og fortryllet af de sorte troldmænd. Men fællesnævneren for hele koncerten, må siges at være den mængde talent og professionalisme, vi var vidne til.
Emperor holdt os i deres hule hånd, og hele bundtet knoklede for at opveje de mange års venten. Ihsahn brugte en passende mængde krudt på at interagere med de tilbedende masser og kom med opfordringer til både mosh og larm, hvilket naturligvis blev efterkommet øjeblikkeligt. For kejseren befaler, og kejseren belønner. Som et sidste lille kærligt klap på skulderen blev vi trakteret med ‘Inno a Satana’ og ‘Ye Entrancemperium’, hvor især sidstnævnte brillerede ved at have så god lyd, at det melodiske aspekt af Emperors iskolde black metal blev fremhævet ordentligt.
Og således blev klicheen om den evigt mavesure anmelder endegyldigt lagt i graven, til tonerne af en svunden tid, der for en stund overlappede og overtog de sorte hjerter, der bankede ekstra hårdt i aften.