Vildnissets kald
Blackbraids debut er overlegen, storladen, skøn og velspillet black metal, der bringer mere med sig fra Adirondackbjergene, end vi overhovedet kunne forvente.
2. As The Creek Flows Softly By
3. Sacandaga
4. Barefoot Ghost Dance on Bloodsoaked Soil
5. Warm Wind Whispering Softly Through Hemlock at Dusk
6. Prying Open The Jaws of Eternity
Blackbraids første album er længe ventet af mange, og som få har musikeren Jon Krieger formået at skabe hype om et projekt, der indtil videre kun har hvilet på to sange.
Hypen kommer dog ikke kun fra det gennemførte tema og Kriegers forståelse for sociale medier, men også fra kvaliteten af disse to.
Det er ekstremt sjældent, at undertegnede køber et enkelt track på bandcamp, men da ‘Barefoot Ghost Dance on Bloodsoaked Soil’ udkom tilbage i januar, krævede det kun et enkelt lyt før dankortet skulle svinges.
Blackbraid er nemlig gennemført genial black metal, der i den grad både forstærker, rodfæster og udvikler genren.
Ikke dermed sagt, at Blackbraid genopfinder black metal. Langt fra faktisk, for ‘Blackbraid I’ er i højere grad en kærlighedserklæring til en genre, der som få formår at være fartøj for musikernes egen kultur.
Som Ulver gjorde det på ‘Bergtatt’, ‘Kveldssanger’ og ‘Nattens Madrigal’, som Bathory gjorde det på ‘Hammerheart’, som Panopticon gjorde det på ‘Kentucky’, som Waldgeflüster gjorde det det på 'Dahoam', som Zalaam gjorde det på ‘Bottomless Black Hole’ og som adskillige andre efterhånden har gjort, gør Blackbraid black metallen – en genre, der spontant opstod verden over med udgangspunkt i det nordiske – til sin helt egen og et umiskendeligt billede på den kultur, han er formet af, og den verden han elsker.
For nogle bands bliver det en gimmick at have sin kultur med i musikken. Der spilles mere på bongo end på stortromme, eller hvert eneste track skal have et stykke på jødeharpe, og disse tilfælde bliver tit mere fjollede end fede, og minder mere om vikingeafdelingen af Copenhell end de minder os om skibsfarende bersærker. En slags fisher price-model, om man vil. Amon Amarth med oppustelige hopppeborge formet som vikingehjelme.
Det er der ikke noget af hos Blackbraid. Her er black metallen i højsædet, og der bliver trukket tydelige paralleller til nogle af de helt store – nemlig svenskerne i Dissection.
Indflydelsen herfra er tydelig at mærke, særligt på det afsluttende nummer ‘Prying Open the Jaws of Eternity’, der også byder på en mere dødsmetalorienteret vokalpræstation fra Jon Krieger.
På denne viser Krieger også, at han er i stand til andet og mere end blot tremoloriffs, hvilket ellers er det primære udtryk. Skarpe og melankolske guitarharmonier skærer igennem lydbilledet og komplimenterer Neil Schneiders mere end imponerede trommespil.
Et trommespil, der i øvrigt optræder i forbavsende solid karakter hele vejen gennem plade, men særligt brillerer på ‘The River of Time Flows Through Me’.
Da vi talte med Blackbraid for ikke så længe siden, forklarede Krieger os, at han var meget forsigtig med anvendelsen af de traditionelle instrumenter, for at det netop ikke skulle blive til en gimmick, som visse andre bands desværre har oplevet.
– Da ‘Barefoot Ghost Dance on Bloodsoaked Soil’ kom ud, var mange begejstrede, men mange var også helt fornærmede over, at det “bare var black metal og ikke lød indfødt”. Der har jeg det sådan, at jeg ikke bliver hvid af at lade være med at spille på fløjte, forklarede Krieger os.
Han fortalte også, at de håndlavede, traditionelle instrumenter – for eksempel den knogleskralde, han har lavet af kæbebenet fra en virginiahjort eller den håndskårne cedertræsfløjte faktisk optræder på nærmest alle pladens numre, men i højere grad tjener til at opbygge stemningen end at være fokuspunkt.
– Mange har forudindtagede holdninger til hvad en “indfødt lyd” er, men jeg ved det. Og selvom jeg godt kunne være gået dybere ind i dem, ville jeg ikke være afhængig af dem. Jeg ville først og fremmest spille black metal.
Kriegers tekster fokuserer først og fremmest på naturen omkring ham. Storheden og åndeligheden skinner tydeligt igennem og præsenterer den ældgamle religion og kultur på en måde, der skaber håb for fremtiden, og som netop lykkes med at trække de dele af verden, vi tager for givet, men aldrig ser, frem i lyset. Præcis som Krieger forklarede, var hans hensigt i vores interview.
Det er, musikkens energi til trods, fredfyldte tekster, der retter sig indad og forklarer om det liv og den verden, de indfødte amerikanere havde inden koloniseringen, invasionen og folkedrabet.
Et nummer skiller sig dog ud.
‘Barefoot Ghost Dance on Bloodsoaked Soil’ åbner sluserne for al den smerte, al den vrede og alt det raseri, der også er en enorm del af det at være indfødt amerikaner.
Krieger forklarede, at sangen oprindeligt havde handlet om massakren ved Wounded Knee i 1890, hvor mere end 300 Lakotaer – mænd, kvinder og børn – blev nedslagtet af den amerikanske hær, og som har stået som et åbent sår for de indfødte lige siden, på linje med Andrew Jacksons trail of tears.
Sangen udviklede sig dog til at handle om den kombination af raseri og afmagt, Krieger føler som indfødt amerikaner og, som han forklarede, deles af mange af hans fæller.
Selv i denne frygtindgydende hymne om massakre og uretfærdighed, rettes hans fokus dog mod selve landet:
“taken against her will / made to suffer / rape and defilement
of our sacred mother / who will stand / against her desecration
a blood dawn rises / spears in hand / today is a beautiful day to die”
For mange indfødte amerikanere er landet en lige så vigtig del af dem, som de er af det, og der kan ikke skelnes mellem dem. Det skildrer Blackbraid vægtigt på denne sang, og selv kampråbet til sidst er druknet i den melankoli, der farver hele udgivelsen.
‘Blackbraid I’ er på mange måder en bemærkelsesværdig udgivelse. Den skuffer ikke på en eneste front og viser med al tydelighed hvorfor black metal er en af de vigtigste genrer vi har i hele spektret. Meget lidt ville ellers kunne give os denne blanding af had og kærlighed, stolthed og tab, fortid og fremtid og en forståelse for noget, vi kender så lidt til. Det er hvad black metal kan, når det er bedst.