Agalloch og Bathory er døde

Waldgefluester_Dahoam

Som det lakonisk fortaltes Horatio, at Rosenkrands og Gyldenstjerne er døde, ligeledes må vi sande, at Agalloch og Bathory ikke er her, og de har efterladt sig et hul i den folk-inspirerede black metal som ikke hundrede trolde- og vikingetyper kan fylde. Men Waldgeflüster kan.

Titel
Dahoam
Dato
24-09-2021
Trackliste
1. A Taglachinger Morgen
2. Im Ebersberger Forst
3. Am Stoa
4. Am Tatzlwurm
5. In da Fuizn
6. Mim Blick aufn Kaiser
7. Am Wendelstoa
Forfatter
Karakter
5

Tilbage i 2019 udkom Waldgeflüsters fjerde LP ‘Mondscheinsonaten’, og det var første gang, de fleste hørte om dem, inklusiv os på Devilution. ‘Mondscheinsonaten’ var til gengæld så solid en oplevelse, at vi også måtte tage fat i forsanger Jan von Berlekom aka. Winterherz’ soloprojekt Uprising, hvor han dog går under navnet “W”. Konklusionen hos de fleste, særligt ved endt læsning af denne anmeldelse, må efterhånden være, at von Berlekom har bedre fat om black metallen end folk flest.

Naturromantik
Et stort savn i metalscenen siden 2014 har været Agalloch. Deres særegne postrockede version af black metal iblandet en stor portion naturromantik har været uovertruffen og en stor inspiration for mange, frontmand John Haughms tåbeligheder efterfølgende fraregnet, og deres opløsning efterlod et særligt hul i metalmusikken, som mange sidenhen har forsøgt at fylde uden helt at passe i konturerne.

Musikken er en naturlig udvikling fra grand old man Bathorys vikingehymner over den todelte Nordland-udgivelse, og denne rammer en særlig nerve, på trods, eller måske netop på grund af, den naivistiske tilgang til for eksempel emner som ren sang og akustisk guitar. Ikke desto mindre har det dannet skole, og det er nemt at høre hans indflydelse på såvel Agalloch og her Waldgeflüster.



Det er dog ikke den eneste sammenligning, man kan drage på ‘Dahoam’, Waldgeflüsters femte LP. Først og fremmest er det naturligt at fremhæve Winterherz’ vokal. Han spænder vidt og fremviser en stor rækkevidde på pladen, fra den klassiske black metal-vokal, som vi vender tilbage til om lidt, men i rigtig høj grad den rene vokal, der bærer en stor del af det atmosfæriske præg. Og netop denne rene vokal sidder hundrede procent lige i skabet. Kombination af den dybe melodiske røst og den særlige rytme, det tyske sprog bibringer, er ikke mindre end sublim. Når han synger rent, lyder det nærmest fuldstændig som Peter Heppner, fra den desværre nu hedegangne darkwaveduo Wolfsheim. Det er mørkt og blødt og enormt dragende.

Andre steder kanaliserer Winterherz i højere grad Eviga fra østrigske Dornenreich, både når han lægger mere kraft i vokalerne men også i den stille hvisken, vi for eksempel hører på ‘Am Stoa’, inden han går over i en ligeledes fremragende black metal-sang.

Alpernes mørke
I Bayern findes et væsen, der kaldes en “Percht”. Det er en vinterånd, der, ligesom Italiens La Befana eller den østrigske Krampus, holder øje med, om regler og tabuer overholdes og uddeler belønninger og straf til dem, der fortjener det.

I Alperne mødes også den frygtelige katte-slange-firbensamalgam, “der Tatzlwurm”, der huserer i bjergene og siges at kunne forgifte dem, den møder, på samme måde som Fafner og andre lindorme i den nordiske mytologi.

Fælles for disse væsener, og adskillige andre er, at vi møder dem i dette mytologiske konceptalbum koncentreret omkring alperegionen i Bayern, hvis særlige dialekt også opretholdes på pladen. Der synges om farerne i de mørke alpine skove og jagten efter at finde hjem, og denne særlige nærhed til det overnaturlige trækker naturligvis tankerne i retning af Brødrene Grimms eventyr, og på samme måde som deres eventyr er noget mere gruopvækkende end H. C. Andersens ditto, formår Waldgeflüster, der i øvrigt betyder “hvisken i skoven”, at fange den isnende stemning, børn får, når det går op for dem, at den gamle kone i skoven har til hensigt at fange dem, og at ulven, der lokkede dig væk fra stien ikke bare vil vise dig en genvej.



For at opnå dette har Waldgeflüster kreeret en helt skarp lyd, der balancerer mellem det mørke og dystre og det desperate og hurtige, der fanger spændingen fuldstændig. Særligt skal fremhæves den akustiske guitarlyd, der er varmere og mere sprød end næsten noget som helst andet, man har hørt. Pladen er intet mindre end episk.

‘Im Ebersberger Forst’ byder på et sublimt overdrev, ‘Am Tatzlwurm’ bliver nærmest grand-prix-dramatisk, når Winterherz går en oktav op på allermest dramatiske sted over et tydeligt Bathory-inspireret kor, og ‘Mim Blick aufn Kaiser’ åbner med en helt perfekt kombination af distortet bas og tunge trommer, så man ikke er i tvivl om, at det bliver storladent.

Waldgeflüster løfter faklen fra tidligere tiders storhed og gør det med kærlighed til både musikken, sproget og deres hjemstavn.