Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På de varme breddegrader

Populær
Updated
På de varme breddegrader

Tysk black metal-duo trækker en varm dyne henover harskheden på 'Dis Manibvs'.

Titel
Dis Manibvs
Dato
26-08-2016
Trackliste
01. In Todesbanden
02. Only Fragments Of Light
03. Still I Rise
04. Dis Manibvs
05. Pantheon Spells
06. Vae Victis
07. Volcano
08. Somnia
09. Pure Nocturnal Rome
10. Seikilos
Karakter
3

Listen over bøvede bandnavne er med garanti længere inden for metal end nogen andre genrer. På godt og ondt! I forlængelse af det sikkert tilsvarende tvivlsomme faktum, ville ingen blive korsfæstet for at tro, at Imperium Dekadenz er en glemt 90'er-hiphop-gruppe. Alligevel er det heller ikke så overraskende, at der i stedet gemmer sig to mørke tyskere bag navnet, som spiller black metal.

'Dis Manibvs' er duoens fjerde fuldlængde – og én af de mange udgivelser, som blev overset i løbet af 2016. Overset, fordi det er en af de bedre ekskursioner udi atmosfærisk black metal.

Stillmæssigt placerer Imperium Dekadenz sig et sted mellem de klassiske norske dyder og Deafheaven, uden ellers på nogen som helst måde at tænke noget, der ligner en original tanke. I stedet bliver den givet op med typisk intetsigende æstetik, der sikrer, at ingen bliver hverken udfordret eller dét, der er værre: trådt over tæerne.

Fred være med det. For Imperium Dekadenz har noget, som løfter dem op. For det første er de slet, slet ikke onde. Albummet er derimod spækket med opløftende ord. Især i det overvældende flotte afslutningsnummer 'Seikilos', hvor den snerrende vokal på en messende måde gentager at 'Death is certain, life is not'. Altså en ret direkte opfordring til at gribe livet.

For det andet har de melodierne med sig, som undervejs er så stærke, at det glemmes, hvor kønsløse trommerne rent faktisk er. Ulempen ved ikke at have en decideret trommeslager. Et problem for variationen på pladen, men er det rigtige humør til stede, så kilder skæringer som 'Only Fragments of Light' og 'Vae Victis' de helt rigtige steder.

Andre numre på pladen synker dog også til jorden i den barske hvirvelvind, hvor gruppens black metal går på autopilot og bliver for anonym. 'Dis Manibvs' behager dog for det meste, selv når musikken går i tomgang. En lille bedrift i sig selv.