Barrikadeblack

Uprising II

Hvis venstrefløjens sorte blok gik en tur i skoven, så ville de høre Uprising.

Kunstner
Titel
II
Dato
15-05-2020
Trackliste
1. - Introduction
2. - There's No Such Thing as Hope
3. - Uprise Part II
4. - A Lesson in Basic Human Empathy
5. - Monuments
6. - The Iron Eagles Still Fly
7. - Radical Decency
Forfatter
Karakter
4

Et af mine yndlingsnavne fra sidste år var tyske Waldgeflüster, der formåede at skabe et stemnings- og temperamentsfuldt og gennemeuropæisk take på den såkaldte cascadian black metal og brugte deres taletid på at udforske forholdet mellem menneske og natur, bl.a. igennem en genfortælling af Herman Hesses klassiker ‘Der Steppenwolf’. Alt dette gjorde de på tysk, hvilket kun gjorde den mystiske stemning dybere.

Frotnmand “W” har også et soloprojekt i Uprising, hvor han selv bemander alle poster og har mulighed for at kigge i en anden retning, end han gør i sit hovedprojekt. Og det må man sige han gør. ‘II’ er en enormt varieret plade, og vi kommer igennem en pæn sjat af black metallens undergenrer, nogle dog med bedre resultat end andre.

En anden ting, der gør sig gældende for Uprising, er, at musikken er eksplicit venstreorienteret og antifascistisk. Nogle gange i næsten komisk grad. En sangtitel som 'Radical Decency' får mig i højere grad til at tænke på en Red Bull-dopet Angela Merkel end aggressiv black metal. Men W er nu alligevel mere typen, der laver djævlehorn fremfor illuminatidiamanter med sine fingerspidser

W Merkel

Efter en kort intro bliver vi mødt af den glimrende old school melo-black-sang 'There’s No Such Thing as Hope', der giver os en rullende melodi, som banker imod lytterens ører som insisterende bølger, akkompagneret af en skiftevis Bathory- og Abbath-inspireret hæs vokal, der stadig er tilpas menneskelig, til at gøre teksten hørlig og det ofte gentagne budskab forståeligt. Riffet ligger på toppen af rytmen som skumsprøjt på føromtalte bølger og tilføjer en lys tone til de ellers mørkstemte toner.

Hvis åbneren havde sine episke øjeblikke, går ‘Uprise pt II’ helt til stålet. Det er intet mindre end en Primordial-inspireret black metal-stadionbanger. Eller demobanger, hvis der er noget, der hedder det. For i dette energiske mesterstykke af en sang er der i den grad lagt op til skråle-med-omkvæd og række på række af knytnæver, der truer mod himlene, som W også synger i allerførste linje.

Jovist, man kan kalde det cheesy, men så er man en reaktionær konservativ. Hvor tit er det lige, man får lov til at synge med på black metal og have mulighed for både at danse og headbange, når man er til koncert med de mørke bands? At det samtidig er pladens bedste nummer, med eminent samklang mellem melodi, riffs, blastbeats, og den her vidunderlige, snerrende tyske accent, der råber til os.
Spitzenklasse.

Affind dig med det
Vi bevæger os som sagt vidt omkring på denne plade, og vi skal både op og ned i tempo, før vi når til vejs ende, ‘A Lesson in Basic Human Decency’ kører på med fuld smadder og hårde trommer. ‘Monuments’ drysser doom i sine sorte riffs og blander epikken med sorg, inden ‘The Iron Eagles Still Fly’ kører på med war metal-aggression, og ‘Radical Decency’ tager os på en rejse udi blasts og tremolo picking og gammelskole midttempo-black.

Når W vil opdrage på sine politiske modstandere, er det hverken subtilt eller sagtmodigt. So much for the tolerant left, ville nogen sikkert sige. Og overordnet set vil det make eller breake den her plade for mange lyttere. Hvis man enten kan acceptere, håndtere eller abstrahere fra teksternes indhold, er der meget at komme efter. Særligt ‘Uprise part II’ smider noget nyt og interessant på bordet, når det handler om black metal, der både er bedre og mere catchy end noget, Dimmu Borgir nogensinde har lavet. Melodisk black metal er åbenbart ikke dødt alligevel. Det trængte bare til et los i røven.