Årsliste 2019 – Tobias Holst

2019-04-27 15.47.19

Black metal, hardcore, sludge og stoner metal. Internationalt har 2019 været et fremragende metal-år, mens vi herhjemme kun har haft få gode udgivelser.

Forfatter

Årets danske album:

1. Morild: 'Så kom mørket og tog mig på ordet En sort sky af minder I afgørende stunder Frosset fast i mit indre Jeg håber det forsvinder med lyset At dø eller blive fri' Morild byder på dybfrossen atmosfærisk black metal med en enestående genreforståelse. Sjældent har jeg hørt en debut med mere potentiale, og de unge musikere står for mig som de bedste blandt Danmarks efterhånden mange black metal-bands.



2. Orm: 'Ir' De to numre, 'Ir' består af, er udtryk for et band, der i den grad har forstået betydningen af at gøre musikken til deres egen. Orm beskriver en mytologi, som de færreste danskere overhovedet kender til, og formår at lave en plade, der ikke kun er god black metal, men også er en vigtig udgivelse for hele landet.

3. Cartographs: 'Wilt & Blossom' – I den tunge ende har Danmark også noget at byde på. Cartographs finder inspiration i bands som Cult of Luna og Callisto, men gør genren til deres egen og demonstrerer, hvordan post-metal kan lyde i 2019.

Årets internationale album:

1. Green Lung: 'Woodland Rites' – At lytte til Woodland Rites er som at se 'The Wicker Man' (1973) med et soundtrack af Black Sabbath. Londonkvintetten tilføjede inden optagelserne en yderst effektiv organist, der gav deres hekse-stoner metal det sidste okkulte touch, de manglede for for at bryde igennem.



2. Dawn Ray'd: 'Behold Sedition Plainsong' Med store, sorte støvler marcherer Dawn Ray'd under lige så sorte flag, og serverer en genial plade, der forstår at bevæge sig på knivsæggen mellem melodi og aggression. Dawn Ray'd er eksemplariske i deres musikalske udtryk og har allerede inspireret en stor gruppe af ligesindede, oprørske black metal-bands.



3. Ithaca: 'The Language of Injury' – Det meste af mit liv som metalfan har jeg afskyet metalcore. Det er slut nu. Ithacas fræsende motorsavsguitarer, rasende vokal, sveddryppende breakdowns og dundrende blasts har langt om længe givet mig blod på tanden efter genren.



4. Mizmor: 'Cairn' – 'Cairn' er lyden af uendelig ensomhed. Det er en gennemført, stemningsmættet blackened doom-plade og den fortjener mere opmærksomhed, end den fik ved udgivelsen.

5. Brutus: 'Nest' – 'Nest' er en festplade. Med deres kombination af Smashing Pumpkins-agtige riffs sovset ind i distortion, 90'er-hardcore rytmik og en frontperson som Stefanie Mannaerts, der smadrer simultant igennem på både trommer og vokal, er det svært ikke at blive begejstret.

Boblere:
Astronoid lyder som Mew, der spiller post-metal, Waldgeflüster spiller på 'Mondscheinsonaten' folket black, der faktisk er interessant, Numenoreans 'Adore' er følelsesmættet og energisk post-black, Lingua Ignota fulgte op på sin debutsucces med 'Caligula', Redbaits 'Cages' er gennemført rasende, Yellow Eyes' 'Rare Field Ceiling' er sær og uhyggelig, Ashbringer synger om skovens dyb på 'Absolution', og 'Wishfield' er mærkelig og genial.

Jeg kunne blive ved med at opremse gode plader fra i år, men må begrænse mig.


Årets internationale hit:

Waldgeflüster: 'Der Steppenwolf' –
Jeg ved helt ærligt ikke, hvad der gør et "hit" i en metalkontekst. Jeg kommer ikke til at skrive om sange, jeg har hørt i radioen. Derimod vil jeg gerne tage fat i en sang jeg, ud over at have lyttet meget til, også har gået og tænkt lidt over. 'Der Steppenwolf' tager udgang i Herman Hesses roman af samme navn, som er kendt for at være rigtig interessant filosofisk, men ret kedelig litterært.

Kedelig er 'Der Steppenwolf' dog ikke. Det er derimod fremragende black metal, som fortjener større udbredelse.



Årets danske hit:

Konvent: 'Trust' –
Jeg var rimelig oppe at ringe over Konvents demo sidste år, og jeg gik længe med tilbageholdt åndedræt af forventning til deres debutalbum, der kommer i starten af næste år. Første single, 'Puritan Masochism' var god, men det var først med 'Trust', jeg blev blæst væk. Det er en genial single og lover godt for kvartetten i 2020.



Årets genfundne klassiker:

The Cranberries: 'No Need To Argue' –
Cranberries' ikoniske forsanger Dolores O'Riordan døde tragisk i januar 2018, og det er jeg faktisk ikke helt kommet mig over endnu. Som andre havde det med Prince, har jeg det med O'Riordan. Mage til genial sangskriver og sanger skal man lede længe efter. 'No Need to Argue' er et hovedværk, men sidste år lod jeg den glide lidt i baggrund til fordel for den oversete 'To The Faithful Departed'. I år den dog kommet tilbage, og pladen overrasker mig igen og igen. Cranberries skulle have været meget større, end de blev.



Årets opsamling:

'Riffs for Reproductive Justice' Tidligere i år skruede flere amerikanske politikere op for kampen mod fri abort, og det adstedkom store protester. Den bedste var denne compilation organiseret af Kim Kelly, der bl.a. organiserede den anarkistiske metal festival Black Flags over Brooklyn i januar. Opsamlingen her er en showcase over mange af de senere års mest interessante bands, og udover at al indtjening gik til abortcentre, er musikken værd at tjekke ud. Find den på blackflagsoverbrooklyn.bandcamp.com.

Årets koncerter:

1. Bismuth: Northern Discomfort, Ungdomshuset, 26-04-2019 – Helt ærligt. Det er det tungeste, jeg nogensinde har oplevet. Jo, jo, jeg har da set Sleep og Sunn O))) og sådan noget før, men det kunne på ingen måde måle sig med den engelske duo. Bevæbnet kun med trommesæt og bas spillede de så højt og så tungt, at jeg flere gange ikke kunne få vejret, og jeg kunne mærke min krop blive skubbet bagover.

2. Vile Creature: Underwerket, 05-04-2019 –
På trods af bøvl med effektmaskine og så videre var denne koncert et klart højdepunkt. At opleve to musikere rejse hele vejen fra Toronto for at spille i en kælder i Valby for 60 kroner er prisværdigt nok i sig selv, men her skinnede både kærligheden til musikken og den brændende passion for de emner, deres tekster behandler, soleklart igennem.

3. Moloch & Thou: Basement, 24-07-2019
Thou var fedt at se, fordi deres musik er så genialt, men herudover var det ikke en fremragende koncert, da der var alt for mange afbrydelser og udenomssnak. Anderledes så det dog ud med opvarmerne i crust-doom-sludge-bandet Moloch. Jeg var gennemblødt, forvirret og lykkelig, da deres sæt var overstået.

4. Brutus: Pumpehuset, 17-10-2019 –
Brutus var egentlig kun med som opvarmere for en af mit livs store forelskelser, Cult of Luna. Ikke desto mindre lykkedes det belgierne fuldstændig at stjæle showet for mit vedkommende.

5. Skraeckoedlan: Beta, 23-03-2019 –
God stoner metal er bare sjovt at se live. Svenske Skraeckoedlan holdt fest på Amager, og alle var inviterede. Festen gik helt amok, da de spillede deres ualmindeligt oplagte cover af landsmændene Kents hit 'Pärlor'.



Årets internationale navn:

Lingua Ignota – Kristin Hayters eksperimentelle støjprojekt er for vildt. Det er kaotisk, misantropisk, umådeholdent og overvældende. Hun formår ikke bare at flytte rammerne, men at sprænge dem fuldstændigt. En sådan kunstner ser man ikke hvert år. Royal Metal Fest var modige at booke hende i år, og jeg håber, hun besøger hovedstaden i 2020. Liveoptagelser lover et vildt show.



Årets danske navn:

Konvent – Konvent har virkelig gjort det stort i år. De har spillet på Roskilde og Copenhell og har supportet giganterne i Monolord gennem efteråret. Jeg kalder allerede nu, at de med deres debutplade får samme plads på min liste til næste år. Konvent er fremtiden for dansk metal.

Årets nye internationale navn:

Green Lung – Nok havde Green Lung udgivet en demo og en ep tidligere, men jeg tillader mig alligevel at kalde dem årets nye navn. Deres debutplade er så helstøbt og gennemført, at det ikke er til at høre, at man ikke har med veteraner at gøre. Pladen er spændende og rockende fra start til slut, og tematikken og de små samples får mig til at tænke på Agalloch's 'White EP', som også er en af mine yndlingsplader.

Årets comeback:

Cult of Luna – Cult of Luna har været lidt småkedelige de sidste ti år, når de ikke har haft Julie Christmas til at hjælpe, men det rettede de op på med 'A Dawn To Fear' i 2019. Det er ikke deres mest spændende plade, men den slår 'Vertikal I' og 'II' med flere længder.

Det overså jeg i 2018:

Colorado-black metallerne Wayfarer udgav sidste år et absolut mesterværk i 'World's Blood'. Den opdagede jeg ikke, men har til gengæld haft megen glæde af den i år.

Jeg overså ikke, at Emma Ruth Rundle spillede på Hotel Cecil, men jeg fattede tydeligvis ikke, hvor vigtigt det var at se koncerten. Jeg håber, hun vender tilbage til Danmark snart.



Årets optur:

Slayer
er endegyldigt gået på pension. Kan vi så ikke være færdige med at snakke om det dødkedelige band?

Nå ja, og så har jeg åbenbart været facebook-irriterende længe nok til, at Devilution tænkte, det var nemmere at invitere mig indenfor. Det er også meget fedt.

Årets største skuffelse:

Jeg lå med halsbetændelse og var halvdød, imens False og Dawn Ray'd spillede for ca. 27 mennesker i Ungdomshuset. Jeg er skuffet over to ting:
1. Jeg gik glip af, hvad der uden tvivl har været en af årets bedste koncerter.
2. Der er ikke nok, der bakker op om scenen. Hvis vi gerne vil have, at Danmark skal kunne lokke andre bands til end pensionister i læderkasketter, bliver vi nødt til at dukke op og støtte musikerne. Og i undergrunden koster en koncertbillet næsten ingenting.

Største ønske for 2020:

Jeg håber virkelig, det bliver nemmere for mig at skrive om danske bands på min næste årsliste. Jeg er godt klar over, at jeg har en snæver smag, men det kunne være fedt, hvis der var endnu flere unge danskere, der lavede musik, vi kunne anbefale i udlandet.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

For at være ærlig synes jeg, at den københavnske metalscene har det glimrende. Der er virkelig dygtige bookere på alle byens relevante spillesteder, og der bliver afholdt flere koncerter, end jeg har kunnet nå at gå til. Samtidig er der generelt god stemning, når der er livemusik. Jeg møder tit de samme mennesker, når jeg skal høre et band, og folk er åbne for en snak og en skål, imens man mødes om det fælles tredje – musikken. Jeg har også lagt mærke til, at publikumssammensætningen er blevet langt mere heterogen. Det jubler jeg over. Metal er for os alle sammen.

Herudover glæder jeg mig til at det musikalske geni og multikunstner Kristina Esfandiari udsender plader med både det hemmelighedsfulde projekt NGHTCRWLR og doombandet King Woman. Hun har også nævnt, at hun kommer forbi Danmark i starten af året.

Herudover er Bismuth og Vile Creature i studiet sammen, hvilket kun kan blive tungt og godt.

Konvent udsender deres debut og jeg glæder mig til at høre den.

Og så glæder jeg mig til Northern Discomfort. Jeg har måttet sande, at Copenhell nok ikke længere er noget for mig, og det i stedet er til lidt mindre events, jeg kan finde musik, jeg kan lide.

Til sidst vil jeg sige, at jeg glæder mig til at blive ved med at høre metal, opdage nye bands og være en del af scenen i det kommende år. Heavy metal står aldrig stille, og det bliver bedre hvert eneste år. Det er fedt at være med til.