Hårdtarbejdende hardcore og metal uden momentum

_XTJ0309
_XTJ0348
_XTJ0005
_XTJ9675
_XTJ9737
_XTJ9863
_XTJ9919
_XTJ0092

Thou og Moloch bragte sludgen til en genåbnet betonkælder på Vesterbro, hvor også Danmarks mest hårdtarbejdende band startede deres massive nye turné.

Kunstner
Titel
+ Moloch + Hexis + The Arson Project
Spillested
Dato
24-07-2019
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Lige ved siden af VEGA, på Enghavevej 42 i København, ligger en kælder. Stedet har belejligt fået navnet Basement, og det har igennem årene lagt lokaler til koncerter, dj-aftener, generalforsamlinger og andet, men det er ikke, fordi rummet hører til spillestedet. Det styres derimod i samdrift med og af det lokale kulturhus og bibliotek, der ligger lige rundt om hjørnet.

Grundet renovering har den kommunale kælder været lukket i en længere periode, men sent sidste år kunne de genåbne, og siden har kompetente bookere og arrangører lejet sig ind. For dem, der ikke har besøgt stedet endnu, er det et omtrent 300 kvadratmeter stort kælderlokale støbt i beton. Der er højt til loftet, væggene er koksgrå, rørsystemer og ventilationsskakter stikker ud fra væggene, og over henholdsvis bar og merchområde i den ene ende krydses lokalet af en gangbro, der også fungerer som en balkon med udsyn til scenen i den anden ende.

Man træder ind fra baggården og ser som det første en kæmpe discokugle, der hænger ned fra loftet i midten af lokalet og giver det rå og urbane udtryk et mere skinnende flair, før man går ned af ståltrappen. Det er en oplagt setting for undergrundsmusik, og hvis man ligefrem går og savner KB18, så kan man få samme vibe her men i dobbeltstørrelse og uden de irriterende søljer, der oftest blokerede ens udsyn.

Forsvarere af d-beaten
Så kan man altid diskutere akustikken, særligt når der bliver spillet så højt, som der gjorde denne aften. Lyden kastes frem og tilbage mellem betonvæggene, og står man skævt i forhold til de to store stacks af højttalere, der er placeret i hver sin side af scenen, eller står man tilpas langt tilbage, får man ekkoet fra bagerst i lokalet smidt efter sig som en forskudt efterklang.

Det kan være en fordel eller en ulempe alt efter hvilket udtryk, man bevæger sig inden for. Hos aftenens første gruppe The Arson Project, en trio fra Malmø, kunne man i fraværet af en bassist savne en mere klar guitar, men med så habil en trommeslager som Oscar Lindberg, der gnidningsfrit vekslede mellem d-beat, hidsige grind-blasts og stramme beatdowns, var der stadig nok skallesmæk til publikum i de små 30 minutter, det varede.

”Defenders of the d-beat” stod der på forsangerens Disfear-shirt, og The Arson Project var da også det hurtigste og mest kontante indslag på aftenen, selvom der også var plads til doomede passager, som de primært spillede sig igennem med numre fra ’Disgust’-pladen med enkelte afstikkere til ældre materiale som ’God of War’ og ’Forsaken’.

Tungt tordenvejr
Lyden skulle lige justeres og lyset slukkes før Danmarks mest hårdtarbejdende band, Hexis, for alvor kunne gå i gang. Men så var det også, som om alt var glimrende afstemt: Med en trampende og skrigende Filip Andersen i front og med stroboskoplys bag sig lød Hexis som et ubønhørligt tordenvejr, der bølgede sig afsted, byggede op, droslede ned og eksploderede i voldsomme udbrud. Selvom inspirationen fra franske Celestes blackede hardcore er altoverskyggende, så spiller Hexis som én samlet mekanisme. De riffer ikke, men skaber en mørk, tung og indesluttet stemning. I lange sektioner rører trommeslageren ikke lilletrommen for at bygge intensiteten op, før endnu et frontalangreb sættes ind, enten i form af et breakdown eller et stramtsiddende groove.

Aftenens koncert var den første på en europaturné, der strækker sig over 109 dage med 111 koncerter. Det aktivitetsniveau og den arbejdsmoral kan man kun have respekt for, særligt hvis Hexis kan holde niveauet hele vejen igennem. Det her var i hvert fald en fremragende start.

Ned i tempo og niveau
Bunden blev til gengæld taget ud af aftenen med den britiske sludgegruppe Moloch, der angiveligt også bad om ændret belysning, hvilket ikke blev imødekommet. Om det var forklaring på den lettere lade attitude fra kvartetten er lidt svært at sige, men voldsomt engagerende var de fire briter, der næsten alle havde runde farmaver omringet af sorte t-shirts, ikke. Den rødmossede frontmand med fuldskæg og Nike-kasket sang ikke altid lige ind i mikrofonen, og hans raspende vræl lod da også til at miste sin kraft kort tid inde i koncerten.

Baslyden var til gengæld den ondeste og tungeste, jeg har hørt i umindelige tider, og det var så skelettet skælvede, når hvert anslag blev kastet rundt mellem betonvæggene. At bassisten til gengæld følte behov for at kigge ind i sin forstærker under hele koncerten gjorde dog distancen større, og så hjalp det heller ikke, at bandet ikke havde de riff, der skulle løfte sludgen op over det punkt, hvor man siger ”novra, hvor er det bare tungt, hva’?”.

Afbrudt flow
Riff havde aftenens hovednavn, sludgegruppen Thou fra Louisiana, USA, til gengæld, men lydproblemer og lange pauser mellem numre som ’Inward’ og ’Restless River’ afbrød flowet og gjorde, at bandet mistede momentum, ligesom at frontmanden Bryan Funck imellem numrene stod og tjekkede sin telefon og jokede om ’Friends’ og sin søster, som han også sendte en crowd-selfie.

Selvom det ikke var helt så sjovt som intenderet, er Thou et sjovt band at se på inden for genren. Der er ingen læderveste og denimjakker, ikke noget langt, fedtet hår, ingen store fingerringe og store maver. Derimod er der en forsanger, der kunne være 30, men ligner en på 55, spinkel af natur og gemt væk under armycappen med indsunkne kinder. Tre guitarister, hvoraf den ene er en ung kvinde, der kunne arbejde i en boghandel og en fyr på bas med kort hår, tatoveringer på benene, fuldskæg og hornbriller, som kunne indfri fordommene om storbyhipsteren, der regerede som kulturel stereotyp for et årti siden.

Når musikken spillede, var det helt godt, og selvom en lang pause, hvor en forvirret lydmand ikke kunne få hul igennem til den ene guitarists mikrofon, tog luften ud af koncerten, virkede bandet til at live op, som de fandt ud af, at der var et publikum, som virkelig gerne ville dem. Spontan moshen opstod, og under den hidsige afslutter ’Smoke Pigs’, blev scenen delvist invaderet af folk fra Moloch, Hexis-Filip tog mikrofonen, og der blev væltet rundt foran scenen, hvor et halvt mikrofonstativ også endte.

Det var dog et sejt træk, der skulle til for at gøre koncerten reelt medrivende, før det sluttede lidt over midnat. Den største overraskelse viste sig dermed egentlig at være betonkælderen Basement, der trods den tvivlsomme akustik ikke desto mindre fremstod som et habilt spillested, der er værd at besøge igen. Og når man tager i betragtning, at de allerede i næste måned har crossover-legenderne D.R.I. på programmet og noise-hiphopgruppen Dälek senere på året, så er der al mulig grund til at komme igen.