Støvletrampende agitprop-black

a0374850943_10

Dawn Ray’d vil hellere brænde politibiler end kirker, men de koncertaktuelle anarkister er også værd at høre alene for deres post-black.

Kunstner
Titel
Behold Sedition Plainsong
Trackliste
Raise The Flails
The Smell Of Ancient Dust
Like Smoke Into Fog
To All, To All, To All!
A Time For Courage At The Borderlands
Songs In The Key Of Compromise
Until The Forge Goes Cold
A Stone's Throw
Soon Will Be The Age Of Lessons Learnt
Salvation Rite
The Curse, The Dappled Light
Forfatter
Karakter
5

Vi kan lige så godt starte med det indlysende: Dawn Ray’d er et politisk band. Et meget politisk band endda. De er overbeviste anarkister, spiller kun shows i besatte huse, uddeler flyers om, hvordan man kan blive anarkist, til koncerterne og har taget navn efter et digt af den amerikanske anarkofeminist Voltairine de Cleyre.

Det er jo alt sammen meget fint, hvis man er til det, men selv hvis ens politiske interesse ikke rækker så langt ud på fløjen, hvilket nok er tilfældet for de fleste, er der masser at komme efter hos Dawn Ray’d. Bandet er nemlig ikke kun et politisk projekt, men har i dén grad noget musikalsk at byde på.

Fra fusionsscreamo til black metal
Dawn Ray’d opstod af Liverpoolpunkerne We Came Out Like Tigers’ ruiner. De blandede den på én gang følsomme og aggressive screamo med post-rock- og post-black-elementer, herunder Simon Barrs elektriske violin, der i den grad er med til at adskille Dawn Ray’d fra så mange andre moderne black metal-bands. Dawn Ray’d er ikke, som man ellers kunne tro ud fra post-black-rubriceringen, hverken æterisk, shoegazende eller drømmende: Det er en stærkt politisk Doc Martens plantet lige i fjæset.

Åbningsnummeret ’Raise the Flails’ lægger ud med akustisk guitar og violin og bygger langsomt op til ’Fabian Devlin’, der går fra folkede toner til brændende skarp black metal-guitar, mens Simon Barr kalder til revolution og optøjer. Efter knap halvandet minut går den over i ’The Smell of Ancient Dust’, hvor Matthew Broadlys trommer buldrer som støvletramp i gaderne, og hurtige riffs sparker os i gang.

Kort efter kommer albummets første single ’To All! To All! To All!’, der er en værdig arvtager til bandets store singalongtrack ’Emptiness Beneath the Great Emptiness’ fra forgængeren, der kalder til løftede næver og bangende hoveder. Nummeret indkapsler essensen af Dawn Ray’d og viser både imponerende vokalarbejde fra Simon Barr, imponerende overgange mellem aggressiv black metal og en nedtonet folkpassage for igen at køre op med Broadlys blastbeats. Der er ingen tvivl, ’To All! To All! To All!’ er en sand hymne, og den bliver et genialt indslag til bandets fremtidige koncerter.



Hvis Satyricon gad spille ordentligt
Det, der adskiller Dawn Ray’d fra andre post-black-bands, er deres melodiske side. Dawn Ray’d er ikke sørgmodigt som Mizmor eller Woe og heller ikke et uafbrudt angreb som Ancst. De har melodien med i deres sangskrivning, og Barrs vekslen mellem råbende agitator og indlevende violinist er i særklasse. 

Melodien ligger bag de skarpe riffs fra først til sidst, og især på ’Until the Forge Goes Cold’ får man mindelser om de gode numre. Satyricon spillede, dengang de stadig lavede noget, der var værd at lytte til. Det er store riffs med jordbunden undertone, og de giver os en helt særlig blanding af aggression og harmoni.

’Behold Sedition Plainsong’ viser et band, der tør eksperimentere med lyden. På ’Soon Will Be the Age of Lessons Learnt’ er guitaren stemt ned og tempoet i bund, og det minder nærmest om doom metal, inden tempoet sættes op midtvejs. Dawn Ray’d behersker i imponerende grad både harmoni og dissonans og lader deres politiske energi omsættes til ren musikalitet.

Om man er enig med dem politisk eller ej, er Dawn Ray’d værd at lytte til. Ligesom det kan være værd at lytte til black metal fra den modsatte ende af det politiske spektrum. Black metal har altid været en genre på kant med systemet, og i 2019 er det bare mere farligt at brænde politibiler end kirker.

Dawn Ray’d spiller sammen med False i Ungdomshuset 8. november.