Saloonfähig black
Krydsbestøvning mellem black metal og andre genrer har ofte været en farbar vej. I Wayfarers tilfælde føles det mere som en prærievandring.
The Cattle Thief
Reaper on the Oilfields
To Enter My House Justified
A High Plains Eulogy
1934
Black Plumes over God's Country
False Constellation
Der er ellers ikke noget i vejen med de fire autentisk Colorado-bosatte amerikaneres musikalske tæft. De spiller black med den for genren nødvendige intensitet, og de gør det med et overskud, der er rart at høre på, og de kan også godt finde ud af at skrive sange, der fascinerer og fænger, og hvor der er godt styr på de dynamiske virkemidler. ‘American Gothic’ udpensler på brutal vis den amerikanske drøms død på en blodtilsølet prærie:
"What we have now is a world full of oil drillers, and railroad barons. Cattle thieves and company men.”
På den smukt betitlede ‘The Thousand Tombs of Western Promise’ spiddes dette på behørig vis. Og black metal-delen af Wayfarers musik fungerer virkelig fint, men cowboyelementerne føles desværre for mig som slidte klicheer, der hives ind. Hvor genrefusioner i black metal ellers har været utroligt vellykkede – Panopticons blanding af bjerg-folkesange og black, Zeal 8& Ardors fusioner med amerikanske spirituals eller sørgeligt hedengangne Dawn Ray’ds vink med en anarkistisk arbejdersangs-vognstang føles alle ubesværede og autentiske – mens det flere steder på ‘American Gothic’ føles … lidt forslidt og kitchet. Lidt mere som en gimmick, og det tror jeg faktisk ikke er Wayfarers intention eller skyld.
Det er ikke jer, det er kulturen
Elementer som slideguitaren, der indleder dette album, er simpelthen blevet brugt som stemnings- og sted-markør i et utal af film af mere eller mindre tvivlsom kvalitet gennem årene. Ligesom Wilhelm-skriget eller ørneskriget, når man ser et vidtstrakt landskab, så er cowboyelementerne af Wayfarers musik blevet udnyttet så hårdt i film, at de er blevet til klichéer, til musikalske memes, og det er skide ærgerligt, når Wayfarer ellers kommer med gode og interessante sange og håndværksmæssigt fin musik. Indimellem er præriereferencerne også lige vel bogstavelige, som når trommeslager Isaac Faulk spiller futtogspercussion på ‘Black Plumes over God’s Country’.
Det er ikke kun kulturen, det er også mig
Miseren kan også skyldes, at jeg bedre kan lide det kildemateriale, de ovennævnte bands trækker på, og jeg simpelthen ikke er vild med cinematisk slideguitar med præriestøv på cowboystøvlerne – for det er jeg ikke. Jeg synes ikke, at det lyder fedt på nogen måde, men hvis man er i den heldige position, at man faktisk godt kan lide musik, der går med Stetson-hat, så kan man snildt lægge en kasse eller to til karakteren.
Og det er heller ikke helt elendigt med de der seksløber-tendenser hos Wayfarer. På afslutteren ‘False Constellations’, som er et af pladens bedste numre, får vi et ekspressivt og forstemt klingende saloon-klaver, som faktisk fungerer fint. Måske især i kraft af, at det ikke lyder som et af de der automatiske hulkortsklaverer fra Lucky Luke-albummene, men faktisk har et mere håndspillet feel.
Et andet stort plus er den rene vokal, som Shane McCarthy ind imellem benytter sig af. Sine steder giver det næsten et let psykedelisk præg, eksempelvis på den skønne ‘High Plains Eulogy’ eller på den førnævnte albumafslutter.
Der er altså masser at holde af på denne plade, men den smagsmæssige og kulturelt udpinte anstødssten er desværre netop så anstødelig, at det trækker ned i bedømmelsen af et band, der ellers er virkelig meget godt at sige om.