Et skridt tilbage i vildnisset

Et skridt tilbage i vildnisset

Fra sin bjælkehytte i Minnesotas skove har Austin Lunn imponeret med en bizar fusion af black metal og bluegrass. Denne gang forsøger han over to timer at dele de to op, og resultatet skuffer.

Kunstner
Titel
The Scars of Man on the Once Nameless Wilderness (I & II)
Trackliste
Watch the Lights Fade
En Hvit Ravns Død
Blåtimen
Sheep in Wolves Clothing
A Ridge Where The Tall Pines Once Stood
En Generell Avsky
The Singing Wilderness
Snow Burdened Branches
The Moss Beneath the Snow
The Wandering Ghost
Four Walls of Bone
A Cross Abandoned
Beast Rider
Not Much Will Change When I'm Gone
Echoes in the Snow
The Itch
(Cowering) At the Foot of the Mountain
The Devil Walked the Woods
Karakter
2

Noget af det bedste metal, jeg har opdaget i de seneste år, er Panopticon. Det er selvfølgelig et hurtigt give away, at Austin Lunn ved siden af bandet driver bryghuset Hammerheart i Minnesota. Som det band, der har navngivet bryghuset, er også Panopticon et enmandsprojekt, omend det i de senere år ved lejlighed er blevet til enkeltstående koncerter med venners hjælp. Og som Bathory trækker Panopticon i sin episke black metal på folkemusikken; den væsentlige forskel er blot, at hans rødder er i USAs store landbrugsstater. Således har hans plader været en på papiret bizar kombination af bluegrass og black metal, som egentlig ikke burde virke, men som er endt med at lyde som en lo-fi-blanding af 16 Horsepower og Enslaved.

Hvis det ikke alt sammen lyder tiltalende, ved jeg snart ikke, hvad der skulle gøre det. Nåh ja, han er så også venstresnoet liberal og et friluftsmenneske, hvis sange kredser om naturen og menneskets spirituelle forbindelse med den. Således lyder lyttevejledningen til ‘The Scars of Man on the Once Nameless Wilderness’ da også på at tage den i ørerne på en lang travetur i naturen. Problemet er bare, at der er god risiko for, at man går sukkerkold midt i den to timer lange travetur, som dobbeltudgivelsen fordrer. 

Tidligere har Panopticon ladet folkelementerne løbe ind og ud af black metallen. Hør bare den kækt afsindige fløjte på ‘Bodies Under the Fall’ på pladen ‘Kentucky’, som udgjorde første del af en trilogi, hvor folkemusikken for alvor slog igennem i såvel instrumentering som sangskrivning. Nu, hvor han både har færdiggjort trilogien og restaureret to tidlige udgivelser, har han besluttet sig for at anvende en anden arbejdsmetode på ‘The Scars of Man’. Her er den første time sat af til episk black metal af den skandinaviske skole, mens han på anden halvdel giver sig helt hen til den bluegrass, der på trilogien lå som mellemstykker, og rootsrock.

Problematisk segregering
Det er et kæmpe problem af flere grunde. Det første er, at en del af spændingen og variationen på første del af pladen, selvom der stadig er lidt violiner og nogle kortere pauser, hvor der læses op af miljøforkæmperen Sigurd F. Olsons skrifter. Der er principielt intet i vejen for, at Panopticon skal følge et mere rendyrket black metal-spor, men når musikken mister noget af sit særkende, bliver den også noget mere anonym, og flere af Panopticons svagheder træder tydeligere frem. Det bliver sværere at undgå at bemærke, at trommerne fortsat lyder lidt ad helvede til, selvom det er som trommeslager, Austin Lunn har indgået i det beslægtede band Falls of Rauros. Panopticons plader er indspillet hjemme i hytten, hvor han bor med sin familie, og det rustikke lydbillede har altid været en del af deres charme. Denne gang er vokalen på første del af pladen mikset så langt ned, at den ikke er meget mere end et ekko under de kaskadiske guitarer. 

De er også en del af problemet. Hvor Panopticon på de foregående plader dyrkede melodier og temposkift, kører første halvdel af ‘The Scars of Man’ i lange stræk afsted i lange, monotone kaskader. Det er slet ikke dårligt, og der gemmer sig stadig smukke harmonier og gode detaljer inde i det jordskred af lyd, man bliver udsat for. I ‘Blåtimen’ og ‘En generell avsky’ gemmer der sig sågar lidt af de temaer, der løftede en sang som ‘Where Mountains Pierce the Sky’ på ‘Roads to the North’ helt op i de højeste luftlag. Det tema får også en lille reprise i ‘Sheep in Wolves Clothing’, og der er endda ret solid Enslaved-riffing i starten af ‘The Singing Wilderness’ og ‘En generell avsky’ – og undrer man sig i øvrigt over de svenske sangtitler på en amerikansk plade, skyldes det Austin Lunns tætte samarbejde med såvel det svenske black metal-label Nordvis som en række svenske og norske mikrobryggerier.

Første del af ‘The Scars of Man’ er altså langt fra kedelig. Det er god, episk black metal med atmosfæriske elementer, og det egentligt skuffende ved den er først og fremmest, at den ikke helt lever op til trilogiens afsluttende plade, ‘Autumn Eternal’. Det andet og langt større problem er pladens anden halvdel, hvor Panopticon går planken ud med americana.

Autenticitetsdyrkelse
Det begynder ellers helt fint på ‘The Moss Beneath the Snow’, der lægger ud med noget, der næsten lyder som de tyste postrockere i Labradford, inden sangen åbenbarer sig som en reflektion over temaet fra første halvdels åbner, ‘Watch the Lights Fade’. Så er det, at Panopticon viser sig at ville spille rock. Og det har Austin Lunn slet ikke evnerne til. Dels skriver han sine rocksange på samme måde, som han skriver black metal: Lange, repeterende rundgange, som han så bare i rootsrockens navn afholder sig fra at hælde alt for meget støj ovenpå. Det afpillede udtryk afslører for alvor, hvor sårbar han er som musiker og sangskriver. Det bliver alt for tydeligt i ‘Not Much Will Change When I'm Gone’, der ikke bare er en halvsløj traver, men også lider under et gumpetungt slæbende trommespil. Værst er dog vokalen, som bliver direkte pinagtig i sin grødede stræben efter autenticitet. Helt galt er det i banjosangen ‘The Wandering Ghost’, der handler om at drikke for meget whisky, hvor Austin Lunn prøver at gøre sin stemme så hærget og rå som muligt for at dække over, at han ikke ville kunne ramme en tone rent, om det så gjaldt hans bedste vandrestøvler.

Når del to af pladen er bedst, minder den en om, at Walkabouts egentlig var et ret godt band i deres storhedstid i 90’erne. Vel at mærke uden at nå bare i nærheden af deres niveau. Resten af tiden minder den en om, hvorfor man altid har haft et lidt anstrengt forhold til punkere og metallere, der autenticitetshungrende søger tilbage til rødderne og prøver at genskabe sig selv som singer/songwritere.

Alt i alt ender ‘The Scars of Man on the Once Nameless Wilderness’ som en grel skuffelse fra en mand, man med god ret kunne have forventet sig meget mere af. Alt er ikke tabt, hvad de mange fine stunder på pladens første halvdel vidner om. Panopticon kan sagtens vende tilbage med en ny kunstnerisk ambition, der kan overraske en positivt, som han gjorde med landvindingen ‘Kentucky’ og de efterfølgende to plader. Det kan man med al mulig ret håbe. Men indtil videre må det blive de plader, man falder tilbage på, for selvom Panopticon stadig kan skrive medrivende episk black metal, skiller det sig denne gang ikke nævneværdigt ud fra den støtte strøm af US black, der fortsat vælter ind over os.