Melodisk mytologisk black metal

799058

Black metal kan sagtens være både melodisk og folket uden partout at skulle handle om vikinger. Minnesotas Obsequiae leverer korsang, sværdslag, folkemusik, guitarsoloer og blastbeats på deres tredje album.

Kunstner
Titel
The Palms of Sorrowed Kings
Dato
22-11-2019
Trackliste
1. L'autrier m'en aloie
2. Ceres in Emerald Streams
3. In the Garden of Hyacinths
4. Palästinalied
5. The Palms of Sorrowed Kings
6. Morrígan
7. Per tropo fede
8. Lone Isle
9. Asleep in the Bracken
10. Quant voi la flor novele
11. Emanations Before the Pythia
12. In Hoc Anni Circulo
Forfatter
Karakter
4

Nogle black metal-fans slår næsten ud i allergi, så snart de hører ordet ”melodisk”. Det er der nu ingen grund til, når det drejer sig om Obsequiae fra det amerikanske midtvesten. Som flere af deres samtidige, eksempelvis Panopticon og Twilight Fauna, blander de en stor klat melodi og folkemusik i deres black metal, uden at det tager noget fra det oprindelige indhold. Obsequiae, der kan oversættes til noget i retning af ”massebegravelsesrite”, demonstrerer en eminent forståelse for genren og kan derfor tilføje den lille smule ekstra.

Folkemetallisk fusionskøkken
Obsequiae byder ind på folkemusikken med adskillige instrumenter, der ellers ofte forbindes med den mere birkegrenssvingende del af metallen. På 'The Palms of Sorrowed Kings' spiller de, foruden guitar, bas og trommer på både drejelire, middelalderharpe, tistrenget harpe, hakkebræt, mazhar og zill. Jeg måtte slå flere af instrumenterne op for at finde ud af, hvad det var, og de særprægede musikalske valg giver et ekstra lag til musikken.

Det er svært at definere, hvilken tradition 'The Palms of Sorrowed Kings' skriver sig ind i, da der både er europæisk, amerikansk og mellemøstlig inspiration at finde i instrumentaliseringen. Samtidig krydres der med svedige 80’er-hyldende guitarlicks og solide blastbeats. Særligt titelnummeret er leveringsdygtigt i dette og kører op og ned i tempo og intensitet, spændende fra en midttempo intro over hvirvlende guitar efterfulgt af et Bathory-agtigt mandekor, der fader ud i fuglekvidder.

">


Lidt lys stuebirk, lidt mørk granskov
'The Palms of Sorrowed Kings' skal følge op på Obsequiaes anden plade, 'Aria of Vernal Tombs', der mødtes af generel velvilje og gode anmeldelser, og man har derfor kunnet være bekymret for, om de kunne holde niveauet. Det gør de overordnet set, og bandet kan sagtens være tilfredse med indsatsen.
På trods af pladens mange niveauer og interessante instrumentvalg er det dog sket for mig et par gange, at den lidt er gledet i baggrunden, og jeg har glemt at høre efter. Det hænder, at jeg tænker på min ungdoms 'Celtic Circle'-opsamlingsplader undervejs i lytningen, og her spænder folkemusikken ben for bandet. For mig er det klart de metalliske elementer, der er mest interessante, og derfor kan de akustiske mellemspil give støj på linjen. Samtidig føler jeg lidt, at tiden er løbet fra sværdslag og naturlyde i metalmusik. Det er gjort mange gange før.

Hvis man vil have det fulde ud af musikken, kræver det fokuseret lytning. Og det forudsætter, at man kan holde koncentrationen. Det er en god plade, men Obsequiae kunne med fordel fokusere på deres styrker. Deres syntese af black metal og gammeldags instrumenter krydret med højtflyvende guitar er god, deres mellemspil er lidt mindre.