Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Hold første maj derhjemme!

Updated
1majAflyst2020 FOTO: Natur i Byen

Ingen international kampdag i Fælledparken i år. Her kommer ingredienserne til en hjemmefejring.

Kunstner
Titel
+ Dawn Ray'd + Ashbringer + Ancst + KYPCK
Dato
01-05-2020
Forfatter

Ligesom alt andet i 2020 blev arbejdernes internationale kampdag aflyst. I modsætning til så meget andet er det dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Ingen af os skal således udsættes for forlorne taler eller endnu værre: Ska og reggae spillet af hvide mennesker i en os af røde pølser og karnevalstemning i Fælledparken.

Det betyder dog ikke, at vi ikke skal kigge lidt på den røde side af metallen, og derfor har vi samlet fem gode bud på musik, du kan svinge fanen til derhjemme.

Hvis du er typen, der ikke svinger faner, så kan du bare nøjes med at lytte til musikken. Den er nemlig god – det er derfor vi har valgt den.

1. Panopticon  Black Soot and Red Blood
Snakker vi røde black metal bands, kommer vi ikke uden om Panopticon. Den yderst produktive Austin Lunns allerbedste plade, den brillante 'Kentucky', tager udgangspunkt i hjemstavnens historie som kulminestat. Ved at blande black metal og bluegrass udforsker Lunn arbejdsvilkår, arbejderkampe og livet og døden som ægte arbejder. Det var ikke for sjov, kan man tydeligt forstå. For kulminearbejderne var den lokale fagforening det eneste, de kunne stole på, når politik, politikere og fagbosser gik sammen om at tjene så mange penge som muligt på de sortsmudskede mænds arbejde.



2. Dawn Ray’d  To All, to All, to All!
Liverpool-anarkisterne i Dawn Ray’d er mere rasende i deres samfundskritik og nok også mere kampberedte end Panopticon. Deres melodiske black metal, der er inspireret af både folkemusik, eksemplificeret ved frontmand Simon Barrs elektriske violin, og deres fortid i crust-scenen, drager publikum ind og taler til knytnæver. I ‘To All, to All, to All!’ er temaet udbytning, som det er ofte er på venstrefløjen. Det er raseri over at skulle bruge livet på at slide og slæbe og få utroligt lidt tilbage.



3. Ashbringer  Dreamscape
Fra Minnesota stammer de kriminelt oversete Ashbringer. De spiller atmosfærisk black metal krydret med melodødsriffs og fremkalder en helt særlig stemning. I modsætning til de andre tracks her på listen er ‘Dreamscape’ positiv i sin tilgang og handler om den verden, bandet ønsker at se, hvor solidaritet, frihed og lykke er i højsædet. Lige til at blive i godt humør af.



4. Ancst  Unmasking the Impostors
Hvor ville første maj dog være, uden nogle crusty punktyper i den beskidte ende af Fælledparken? Så dem må vi bestemt også have med her. Tyske Ancst skifter mellem at være et ambient soloprojekt for frontmand Tom (intet efternavn) og så at være et frådende crust-black metal projekt, der optræder med både sved og spyt til alle sider.

På dette fremragende track råber Tom af regler, regulering og falskhed. Det er beskidt.



5. KYPCK  Stalingrad
Nu har vi været forbi fagforeningerne, hippier og punkere. Det betyder altså, at vi stadig mangler en vigtig gruppe, for at få vores første maj til at blive helt autentisk. Vi skal have os lidt betonkommunisme. Selvom der kan sås tvivl om, hvorvidt finske KYPCK reelt er tilhængere af det gamle Sovjet, så er symbolikken og fremstillingen helt i top.

Vi skal høre lidt om Stalingrad og den sovjetiske stats fortræffeligheder i denne sang om paranoia, overvågning og flugt fra diktaturet, efter at være blevet angivet af sin egen søn, der elsker staten mere, end han elsker dig.



God kampdag!