En skefuld sort medicin får det søde til at glide ned
”Den, der vandrer alene, vandrer godt” er et mundheld, der faktisk ikke findes, men det er alligevel passende for Nechwochwens idiosynkratiske og egensindige traveture i Appalacherbjergene.
2. The Murky Deep
3. I Can Die But Once
4. A Cure for the Winter Plagues
5. Visions, Dreams, and Signs
6. Generations of War
7. Across the Divide
Igennem snart to årtier har Nechwochwen, som betyder ”den, der vandrer alene” på det oprindeligt amerikanske lenape-sprog, udforsket sanger Aaron Careys rødder i de to oprindelige folk Lenape og Shawnee, og har samtidig afdækket et stykke amerikansk historie, som ofte har været blodigt og skammeligt. Duoens seneste album, det første i syv år, dyrker fortsat dette udgangspunkt, og gruppen blander stadig 70’er-klingende prog, folk, NWBHM og inspiration fra klassisk musik i deres melodiske og eventyrlystne black metal, men det er, som om der skruet op for afstikkerne og eksperimenterne.
Det lyder umiddelbart positivt, og der er bestemt point for et højt ambitionsniveau, men ’Kanawha Black’ er som album en anelse sammentrykket af vægten af alt det, der skal nås i løbet af de syv numre. Der er hidsige, underholdende tremoloriffs, blastbeats, hvæsende goblinvokaler og så videre, men også højtsvævende, skolet sang, melodiske guitarforløb, proggede akkordspring, og indimellem virker skiftene en anelse abrupte. Men der er også masser af eksempler på vellykkede sammenstød, som for eksempel på det fine nummer ’A Cure for the Winter Plagues’, som mikser akustisk fingerspil, begravelsestung doom og tågede vokalharmonier.
Sort protest
Nechwochwen har tidligere begået en split-udgivelse med Panopticon, som er fra samme hjørne af Appalacherne, og som også deler Nechwochens socialt bevidste udgangspunkt, og det er virkelig frugtbar grund. Man aner måske ligefrem konturerne af en bølge af black metal-bands, som opdyrker en ny form for protestmusik, som det for eksempel også høres hos bands som Dawn Ray’d og Black Braid, begge interessante bands i min optik. Jeg kan virkelig godt lide, at der her bydes på et alternativ til nihilisme og hule ondskabsbravader. Lyt for eksempel til det medrivende ’Generations of War’. Man tror på det, når Aaron Carey brøler ”and every step is the last”.
En balancegang på osteknivens æg
En anden følgevirkning af den eklektiske eventyrlyst og den lokale forankring i Appalachernes oprindelige folks historie og traditioner, er, at Nechwochwen indimellem balancerer faretruende på kanten til noget lidt cheesy og småkikset. På førnævnte nummer høres en fin, lille fløjtemelodi, som passer godt ind i nummeret rent kompositorisk, men fløjtens klang sender desværre også tankerne i retning af kitschede opsamlings-cd’er, man kunne købe på TV-shop i halvfemserne. Ja, jeg ved godt, at det er mig, der er ødelagt af vores kulturs massive tendens til at stjæle oprindelig musik, fremelske de allerlaveste fællesnævnere ved det og markedsføre det, som var det mælkesnitter. Jeg ved godt, at det er et mig-problem, ikke et Newchwochwen-problem, men det er og bliver et problem. Det fungerer klart bedre med et violinindslag andetsteds, og er det en jødeharpe i slutningen af ’Visions, Dreams and Signs’?
På samme måde er de passager, hvor Aaron Carey synger rent, til tider lidt svære at sluge. Der er ingen tvivl om, at kærligheden til 70’er-rock og NWBHM er ægte, og det er bestemt også veludført, men for mig er det en sød bismag, som skal indtages i ret små doser. Nyder man derimod den slags, kan man roligt lægge et ekstra point oven i bedømmelsen af ’Kanawha Black’, for det er bestemt ikke dårligt lavet.
’Kanawha Black’ er en velspillet og underholdende plade, som svinger vildt og nogle gange lidt vel abrupt mellem sine enkelte bestanddele, men det er medrivende og charmerende (hvis man da kan sige det om en black metal-plade) sange, duoen fra West Virginia har begået. Produktionen er kapabel og nærværende uden at miste for meget kant i de sortmetalliske stykker. En klar anbefaling, hvis du kan lide din black metal med noget på hjerte og ikke har noget imod, at bandet vover sig ud af kælderen og op i nogle højere luftlag over de trædækkede nordøstamerikanske bjerge.