Nedsænket i uendeligheden

81wJT4uZc4L._SS500_

Morild albumdebuterer med et enormt ambitiøst projekt, der desværre savner variation og et par ekstra ideer hist og her for at være rigtig godt.

Kunstner
Titel
Så kom mørket...
Dato
01-02-2019
Trackliste
1. Så kom mørket og tog mig på ordet
2. En sort sky af minder
3. I afgørende stunder
4. Frosset fast til mit indre
5. Jeg håber det forsvinder med lyset
6. At dø eller blive fri
Forfatter
Karakter
3

Lad os starte med at håndtere elefanten i rummet. Eller blåhvalen, om man vil, når nu vi skal til at begive os ud i Morilds oceaniske univers. Nærværende debutalbum hedder ’Så kom mørket og tog mig på ordet En sort sky af minder I afgørende stunder Frosset fast til mit indre Jeg håber det forsvinder med lyset At dø eller blive fri’. For de få, der endnu ikke har luret den, er det titlerne på pladens numre sat i forlængelse af hinanden. Og hvor mundret og fængende det end måtte være, vil pladen fra nu af blive omtalt som ’Så kom mørket …’. Og lad os så komme i gang.

Morild har, med rette, fået en del omtale for denne deres debutplade, ikke mindst grundet den totalteatralske releasekoncert på Den Blå Planet i København, hvor bandet optrådte foran akvariets store tank med hajer, rokker og deslige som bagtæppe. En oplevelse, der uden tvivl har tilføjet en ekstra facet til Morilds musikalske univers, hvor rungende og uendelige klangflader udgør en væsentlig del af lytteoplevelsen. Og det i en grad, hvor stemplet ”black metal” på Morilds musik er lidt af en tilsnigelse. Pladens første nummer er atmosfærisk og luftigt, og store buldrende trommer understøtter fint guitarernes harmonier, der vælder ud i rummet. Det slår mig i langt højere grad som ambient- eller drone-inspireret end egentlig black metal, hvis man ser bort fra de skrigende, desperate vokaler, der ligger gemt bag Morilds tæppe af lyd.

’En sort sky af minder’ retfærdiggør i højere grad det sortmetalliske stempel. En let post-rocket guitarintro bryder ud i et inferno af god gammeldags norsk black metal, som hvor mor lavede den, lige efter hun havde ofret katten ude i skuret. Og i selvsamme nummer går én af Morilds svagheder op for en. De vil gerne lave lange episke numre, der når ud i 8-9 minutters varighed, og dertil er variationen i deres musik ikke stor nok. Man begynder, i hvert fald når man lytter til pladen, efterhånden at blive træt af repetitioner i musikken, om end jeg gerne medgiver, at det formentlig er en helt anden oplevelse under de ideelle live-forhold, således som de eksempelvis var på Den Blå Planet.

Hvis man fordyber sig i tankegangen, at man er nedsunket i havet, vægtløs i det altomsluttende vand og magtesløs, virker Morilds musik sådan set fint. Det er lyden af det desperate og hjælpeløse menneske, fanget i uendeligheden. For bandet har udviklet en helt egen lyd, der giver et særegent og kærkomment præg. Og bandet maler absolut store billeder med deres musik, ikke mindst i den otte minutter lange ’I afgørende stunder’, hvor det black metalliske input igen synker ned i horisonten. Men de altomsluttende ambient-klange bliver trættende hen ad vejen. Man savner måske flere ideer i kortere sange, om end det muligvis ikke går hånd i hånd med bandets vision for ’Så kom mørket …’. Mens man nærmer sig slutningen af pladen, er man både forpustet og imponeret af helhedsindtrykket men også, i denne anmelders øjne, en smule irriteret over de mange, lange gentagelser, som uden tvivl fungerer bedre med en visuel stimulans til at underbygge dem, end de gør på plade.

’Så kom mørket …’ er et forbandet ambitiøst pladeprojekt. Man fornemmer, at Morild har en klar ide om, hvilket produkt de vil skabe, og hvilket indtryk det skal give. Og det lykkes et godt stykke hen ad vejen med bandets selvskabte, atmosfæriske produktion som en vigtig medspiller. Men ensformigheden sætter ind undervejs, og man ville ønske, at der var blevet plads til bare et par melodilinjer, riffs eller ideer mere på albummet, hvilket kunne have givet en smule mere afveksling i det store, endeløse helhedsbillede.