Årsliste 2017 – Emil Hansen

2017 var et usædvanligt år. Fire måneder i Trumps USA bidrog med perspektiv og en ny værdsættelse af hardcore. Men mens undergrunden buldrede løs, var det Body Count og Natjager, der stod for årets højdepunkter med rap-metal og autotunevokal.

Årets danske udgivelser:



1. Natjager: 'Natjager' – Da Spotify lavede et wrap-up af mit 2017 på streamingportalen, var alle tre sange fra Natjagers debut-ep at finde på min liste. Selvom ikke alt i Spotifys årsopsamling var troværdigt (så meget Agnostic Front og Gucci Mane har jeg vist heller ikke hørt), så passer det nok meget godt: ’Tyler Durden’, ’Ingenting’ og ’Drøm hårdt’ har i særdeleshed været konstanter for mig i år. Deres autotunemetal er vokset ud af den boble, jeg så den befinde sig i til at starte med, og selvom nu metal-associationerne stadig er der, er Natjager også så meget andet og mere end det. De tilføjer en sensibel og poetisk dimension til dansk rock, sprogligt såvel som musikalsk, og giver det nye lag, effekter, betydninger og meninger. Nej, Natjager er ikke revivalister. De er fornyere.

2. Slægt: 'Domus Mysterium'– Slægt har igennem flere år været metaldarlings her på Devilution, og det med god grund. ’Domus Mysterium’ viser et band med en stærk identitet, og med verdensklassekoncerter på blandt andet Loppen og Copenhell i år viste Slægt, hvorfor de er Danmarks bedste metalband lige nu. Endnu bedre er det, at ’Domus Mysterium’ ikke bare peger tilbage, men også fremad. Slægt har tydeligvis så meget mere at bidrage med.

3. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Dansk dødsmetal er ikke død, selvom det ofte virker sådan. Med ’Desolate Enscape’ viser de erfarne medlemmer fra blandt andet Undergang i Phrenelith, at der stadig er liv i genren, og at ondskaben og brutaliteten stadig kan leveres med raffinementer og finesse.

4. Morild: 'VI' – Af de mange danske black metal-bands, der nyder succes i disse år, er Morild et spændende bidrag til scenen. Selvom deres storladne blackgazelyd i høj grad er hentet fra amerikanske forbilleder (og Alcest, selvfølgelig), har disse københavnere noget særligt kørende for sig med deres sprøde guitarlyd, de intrikate kompositioner og korvokalerne. Og det er ikke bare, fordi jeg kender enkelte af medlemmerne – Morild er så sandelig værd at høje op med.

5. HIRAKI: 'Modern Genes' – I udkanten af metalscenen finder vi det nye, aarhusianske band HIRAKI, hvis voldsomme noiserock med metal- og hardcore-elementer fortjener mere opmærksomhed. Vi fik den desværre ikke anmeldt ved udgivelsen, hvilket vi senere gjorde opmærksom på i en top 5 om plader, vi har overset. Men med koncerter på kalenderen allerede i januar kan HIRAKI meget vel gå hen og blive et af de bands, som de seje mennesker snakker om i hjørnerne i 2018.

Årets internationale udgivelser:



1. Body Count: 'Bloodlust' – Hvem havde lige troet, at Ice-motherfucking-T og Body Count skulle vende så stærkt tilbage 25 år inde i karrieren og udgive årets album? Ikke jeg. Men Bloodlust’ er med længder det album, jeg er vendt tilbage til flest gange i løbet af året, og det skyldes især tre sange: ’The Ski Mask Way’, ’No Lives Matter’ og ’Black Hoodie’, der alle kunne gå for årets bedste.

Den politiske tråd fra debuten tages her op og tilføjes tiltrængt ny og tidssvarende relevans, men det er ikke kun i enkeltnumrene. Albummet står også som et vredt, samlet statement. Bevares, det er ikke noget mesterværk, og der er stadig masser af ting, der kunne være bedre: Ice-T’s simplistiske tekster kammer flere steder over i det komiske, et par af numrene er forglemmelige, og bassisten Vincent Price (hvilket navn!) skulle aldrig have sunget på coverversionen af Slayers ’Postmortem’. Men Body Counts svagheder er også deres styrke. De er så stor en anomali i metalverdenen, at man må tage hele pakken med. Det burde ikke fungere, men det gør det. ’Bloodlust’ er drevet frem af en kritisk nødvendighed, og det skinner igennem. Det er årets mest indædte og dedikerede udspil. Det er et album, der ikke bare rykker ved metallen. Den rykker også en lille smule ved den politiske virkelighed.

2. Sorcerer: 'The Crowning of the Fire King' – Indrømmet, årets doomalbum kunne lige så vel være Paradise Losts fremragende ’Medusa’, men Sorcerers svulstige heltedoom gør altså lige dét ekstra for mig. Selvom klichéerne står i kø i denne form for metal, der hylder traditionelt mandsmod, stolte krigere og stoiske konger, så er alt fra den ambitiøse sangskrivning over den stjerneklare produktion til Anders Engbergs kraftfulde vokalpræstation i topklasse. Sorcerers episke doom metal kalder på power stances og knyttede næver, titelnummerets afsluttende korstykke er metalårets mest triumferende, og alt omkring ’The Crowning of the Fire King’ udstråler sejhed. Det er en plade, der får dine muskler til at vokse og sværdet i bukserne til at svulme.

3. Thantifaxath: 'Void Masquerading as Matter' – Den mystiske canadiske trio Thantifaxath er endnu en gruppe i mængden af H.P. Lovecraft-inspirerede bands. De anonyme medlemmer gemmer sig bag kutter, og deres kakofoniske black metal er svær at indfange med ord. Der trækkes på både prog og modernistisk klassisk musik, men der er også noget udefinerbart noiset i deres fremmedartede sammenblanding af ekstremer. Kompositionerne er stigende og faldende intensitetskurver, og særligt udmærker ’Void Masquerading as Matter’, en ep, der med en spilletid på 35 minutter er som et kort album, sig særligt ved, at den simpelthen lyder uhyggelig. 

Thantifaxaths ekstremmetal er abstraktioner, idéer, visioner. Det er billeder, der ikke lader sig oversætte. Det er et soundtrack til dit mareridt. Det er dæmonen, der er lige ved at bryde frem af mørket. Det er ikke en forløsning, det er et varsel om et nært forestående sammenbrud.

4. Dodecahedron: 'kwintessens (Through Bodies Measureless to Man)' – Indrømmet, efter min indledende benovelse oven på at have stiftet bekendtskab med ’kwintessens’ er det ikke, fordi jeg har hørt den meget igennem året. Det er en krævende og udmattende omgang, som nederlandske Dodecahedron udsætter deres lyttere for her, og der er momenter på albummet, som er en musikalsk ækvivalent til at befinde sig i en trykkoger. Lydbilledet presser på fra alle sider med bisværmeriff, tordnende percussion og forstyrrende støjflader, der kæmper en konstant kamp om at intimidere lytteren mest muligt. Det er noget af en omgang, men hold da op, hvor er det også godt.

5. All Pigs Must Die: 'Hostage Animal' – Det er ikke, fordi Converges ’The Dusk in Us’ er ringe, men den overgås langt af All Pigs Must Dies ’Hostage Animal’ med netop Converges Ben Koller bag trommesættet; et umådeligt intenst bæst, der nægter at slippe sit greb i lytteren i de små 35 minutter, den varer. Særligt er titelnummeret og ’Slave Morality’ højdepunkter.

Boblere: Der har været mange gode udgivelser i år, og det har været svært at danne sig det forkromede overblik over alle de ting, der sker i metallens undergrund. Sci-fi-metallen fortsatte sin gode stime fra de senere år med bemærkelsesværdige udspil fra dødsproggerne Artificial Brain og det maskinelle crossover-destruktionsridt fra de debuterende Expander. I crossover-regi var også Power Trips ’Nightmare Logic’ mindeværdig, ligeså Desolate Shrines intense ’Deliverance from the Godless Void’ og franske Celestes blanding af blackened hardcore og stramt dobbeltpedalspil på 'Infidèles'. Paradise Lost gav de grå skyer ny tyngde på den flotte ’Medusa’, Pagan Altar sagde flot farvel til den afdøde forsanger Terry Jones med ’The Room of Shadows’, og duoen Ho99o9, der på stod for en af sidste års bedste koncerter på Roskilde Festival, kom bredt omkring på horrorcore-hiphop/hardcore/thrash metal/trap-blandingen på albumdebuten ’United States of Ho99o9’. Og så er der alle de andre imponerende debuter fra grupper som Venenum, Suffering Hour og Jordablod.

Årets internationale hit:



Body Count: 'The Ski Mask Way' – Da Body Count i 1992 udgav nummeret og albummet ’Cop Killer’, en rasende kritik af den politibrutalitet, der jævnligt rammer sorte amerikanere, særligt i bandets hjemby Los Angeles, skabte det så stor kontrovers, at bandet trak nummeret fra debutpladen og omdøbte den til 'Body Count'. Ice-T’s svar til hele miseren var, at han ikke advokerer for drab på politibetjente, men at han i sine sange iklæder sig en maske og tager en rolle på sig, og at folk jo desuden ikke går og tror, at Bowie er astronaut, fordi han synger om at svæve ude i rummet i ’Space Oddity’.

I ’The Ski Mask Way’ ifører Ice-T sig også en maske, men det er i en anden, mere direkte (men stadig overført) betydning: Elefanthuen trækkes ned over hovedet, når der skal lootes, og Ice-T går efter alle, der flasher rigdomme og dyre ejendele, om det så er på gaden eller på de sociale medier. Det hele kulminerer i mellemstykket, hvor bandet stager et røveri, før de kaster sig ud i årets ubetinget bedste og mest berusende breakdown med gentagelser af det truende statement ”we might come to visit you!”. Til de danske bookere derude: Vi ser gerne Ice-T og Body Count komme på visit igen.

Årets danske hit:



Natjager: 'Ingenting' – Når Natjager rammer det mode, som de gør her på ’Ingenting’ (og ’Feberdrøm’ fra den nyligt udgivne anden ep, ’Hvad rejser bringer’), er gruppens musik decideret vanedannende. Den umiddelbarhed og catchiness, Natjager fører sig frem med, når de samler sig i groovet og giver plads til Jon Kirkhoff Hansens autotunerap, er beundringsværdig, og så kan det være nok så ligemeget, at den indledende guitarlinje er planket direkte fra Linkin Parks ’Papercut’. ’Ingenting’ er en opkvikker, en insulinindsprøjtning, et energikick, man får lyst til at opsøge igen og igen og igen.

Årets genfundne klassiker:

 

Anthrax: 'Among the Living' – Klassikere er der jo altid et sted i den kollektive bevidsthed, men hvis der var noget klassikermateriale, der blev lyttet mere til i år, så var det Anthrax’ ’Among the Living’ (og til dels ’Spreading the Disease’), hvilket skete i anledning af den Amager Bio-koncert, hvor pladen blev spillet i fuld længde. Det kom der også en Metaldiktator ud af.

Årets fysiske udgivelse:

Nu foregår det meste på computeren, men i anledning af en flytning tidligere på året overtog jeg min fars vinylsamling på et par hundrede lp’er med en stor mængde rockplader fra 70’erne, hvilket har beriget hverdagen derhjemme. Det tæller vel også for noget.

Årets koncerter:

1. Oranssi Pazuzu: Gloria, Roskilde Festival, 1. juli 2017 – De finske spaceprog-blackere Oranssi Pazuzu bliver bare bedre og bedre. ’Värähtelijä’ var en af sidste års bedste og mest visionære (og hypede) metalplader, men at gruppens komplekse musikalske univers kan overføres så sømløst til en livesetting, som bandet formår at gøre det, er endnu mere bemærkelsesværdigt. Det så vi sidste år på KB18, og vi så det på Roskilde Festival i år, hvor de henlagde Roskilde Festivalens intime Gloria-scene i røg og satte publikum i trance med eklektisk fusionsblack og klokkespilsdoom – også selvom vores udsendte anmelder var uenig.

2. Slægt: Pandæmonium, Copenhell, 23. juni 2017 – Copenhell bliver mere og mere Copenrock, hvilket også viste sig på førstedagen af årets festival, der med få undtagelser var blokket ud med ufarlige rocknavne og tandløs nu metal. Men på andendagen bragte Slægt den sortrandede metal frem på fornemste vis, da de spillede tidligt på Pandæmonium-scenen. Det var en verdensklasseoptræden, og kan Slægt holde skruen i vandet og blive ved med at give shows af den her kaliber, ligger deres fremtid også uden for landets grænser.

3. Candlemass: Pandæmonium, Copenhell, 23. juni 2017 – Da jeg så Candlemass spille på Metal Magic i 2015, var jeg så fuld, at jeg knap kunne huske koncerten efterfølgende. Det var selvfølgelig en ærgerlig ting, at min indtil da eneste koncertoplevelse med et så suverænt og vigtigt band skulle være sådan, men heldigvis var Candlemass at finde på årets Copenhell, hvor de og Slægt gav festivalens bedste koncerter. At Copenhell havde sat dem på den mindste scene og kørte med så stram en tidsplan, at bandet knap havde pusterum mellem sangene, var dog intet mindre end en skændsel.

4. Cro-Mags: Middle East Club, Boston, 24. august 2017 – Som del af min igangværende kandidatuddannelse var jeg på udveksling i efterårssemestret, hvor jeg tilbragte fire måneder i Boston i den p.t. knap så stolte Trump-nation. At iagttage og midlertidigt være en del af scenen herovre har været spændende og begivenhedsrigt, men det er stadig den første koncert, jeg tog til efter at være ankommet til byen, der står som den største oplevelse. Cro-Mags spillede vitalt og iltert, og energien fra scenen såvel som fra publikum var intet mindre end overvældende.

5. Neurosis: Rams Head, Days of Darkness, Baltimore, 28. oktober 2017 – Når jeg nu var i USA, virkede det oplagt at tage busturen til Baltimore og deltage i festivalen Days of Darkness, som i oktober bød på et væld af doom- og doomrelaterede navne. Spillestedet Rams Head viste sig at være en af de bedste venues, jeg nogensinde har besøgt, hvor størrelsen, rummets udformning og lyden var den perfekte ramme for en metalfestival. Neurosis var det band, der med en magtdemonstration af en koncert lukkede førstedagen på festivalen ned med maner.

Boblere: Det var også stort at opleve lokalstoltheder som Converge, All Pigs Must Die og Revocation i deres hjemby såvel som Mike Patton/Dave Lombardo-supergruppen Dead Cross på deres første nordamerikanske turne. Af danske koncerter var der desuden de polske black metallere i Mglas korte og intense koncert på Loppen i juni, Opeths ligeledes korte og tilfredsstillende sæt på Copenhell, Slayers triumftog og selvfølgelig The Dillinger Escape Plans afsluttende triumf samme sted.

Årets internationale navn:

Body Count – Ikke bare fordi de genopfinder sig selv, men også fordi de i en vis forstand genopfinder, hvad metal kan, når den tilføjes politisk vrede og en racebevidsthed, uden at det går ud over det musikalske niveau. At rende rundt i Boston og rejse rundt på østkysten og se den enorme sociale og økonomiske ulighed, der er allestedsnærværende i USA, gav desuden et ekstra vedkommende lag til Body Counts musik. Og så betyder det altså noget, at det er en gruppe, der udelukkende består af sorte mænd (og for god ordens skyld en enkelt cubaner). Diversitet er normalt ikke noget, der snakkes meget om i metal, men noget, som er forbeholdt det omkringliggende samfund, som metallen vender sig imod, men det ændrer altså ikke på, at den aggression, som metal dybest set er et udtryk for, kan bruges i alle mulige andre sammenhænge, der ikke bare er æstetiske.

Årets danske navn/solist:

Slægt – Fordi bandet vokser med opgaven og er blevet en triumferende metalmaskine. Med en netop annonceret Steppeulv-nominering og en udenlandsk turné i foråret ser det ud til, at Slægt fortsætter vækstraten.

Årets nye internationale navn:

Expander – Der er mange gode muligheder her, og det er nok Expander, der har skabt de største bølger i metallandskabet med debuten ’Endless Computer’s aggressive crossover-mekanik, men også et innovativt dødmetalnavn som Suffering Hour fortjener opmærksomhed.

Årets nye danske navn:

Natjager – Fordi Natjager tør, og fordi de gør. Der er uheldige historiske sammenligninger at drage til fusionen af metal og rap, og for sande metallere er det jo noget, der for alt i verden skal forsages, men Natjager rykker ved den fængslende autenticitetsdyrkelse i rock generelt og benytter metal til at komme til et sted, der er hårdtslående poetisk og befriende følsomt.

Årets comeback:

Body Count – Det tæller måske ikke rigtigt, men Body Count har i hvert fald lavt et stærkt, kunstnerisk comeback. Ellers kan jeg også bare gå linen ud og sige, at jeg satte pris på Papa Roachs 'Crooked Teeth' og gerne ville have hørt deres koncert i Amager Bio. Kigger man uden for metal- og rockverdenen, er det også kærkomment, at synthpopgruppen Tears For Fears er sammen igen og giver koncerter og endda laver ny musik.

Det overså jeg i 2016:



Zhrine: 'Unortheta' – Dette islandske black metal-band fik fortjent undergrundsbuzz sidste år med deres debutplade, men der gik dog noget tid, før jeg hægtede mig på. Da det endelig skete, var det over et stykke tungt akademia, hvor læseopgaven måtte se sig udskudt på ubestemt tid. Hør 'Empire', og du vil forstå.

Årets optur:

Det er sgu et godt spørgsmål. Måske at verden ikke er endt i atomkrig endnu?

Spøg til side: Dansk metal er inde i en god stime, men det betyder ikke, at hyggementaliteten og rygklapperiet skal få frit spil. God og velbegrundet kritik er stadig nødvendig, og den mener jeg, at vi her på Devilution har leveret, selvom det altid kan blive bedre, og selvom det fører tilbageslag med sig. Det hører med. Udover det er der hele tiden et hav af scener og fede plader at gå på opdagelse i internationalt, og kreativiteten synes ikke at kende nogle grænser. Det gør vi selvfølgelig også, hvad vi kan for at dække her på sitet.

Årets største skuffelse:

At ældre rockstjerner dør, kan næppe siges at være skuffende, selvom det nu engang er sørgeligt, når musikhistoriske giganter som Chuck Berry og Malcolm Young kradser af. Men det er forventeligt.

Hvad der til gengæld ikke er forventeligt, er, at der er sådan et tykt over- og mellemlag i metal og hård rock, der er blevet store eller populære på gode udgivelser, men bare begynder at udgive middelmådige eller dårlige plader og få alverdens opmærksomhed for det. Mastodons seneste var ikke noget særligt, men det var så næppe en overraskelse alligevel, og ligeså udgav Pallbearer, Bell Witch, Electric Wizard og Elder album, der lod til at opnå næsten universel hype, men bare var lidt ... bah. Eller måske det bare siger mere om doomscenen lige nu?

Desuden var det også en skuffelse, at King Crimson ikke var en sublim oplevelse hele vejen igennem, da de spillede i Falkoner Salen. Det var en skuffelse, at Kadavar prøvede at udvikle sig og lavede en decideret dårlig plade. Det var en skuffelse, at Cult of Luna aldrig blev fedt på årets Roskilde. Og så var det ordentligt skuffende, da jeg ødelagde alt for mig selv og ankom for sent til Artificial Brains opvarmningsgig i Boston i november. Heldigvis fik jeg et par glimrende koncerter med Cattle Decapitation og Revocation som plaster på såret.

Selvom Copenhell var leveringsdygtig med en række blændende koncerter (Slægt, Candlemass, Opeth, The Dillinger Escape Plan og almægtige Slayer som årets højdepunkter), så viser festivalen sig desværre også mere og mere som en tivolisering af metalkulturen, der i jagten på profit søger væk fra den metal, hvis image den casher ind på. En ærgerlig tendens, som vi problematiserede mere dybdegående her.

Men hvor dyrkelsen af det metallede som kliché er ærgerlig, ligeså er den meget kammeratlige og uselvhøjtidelige omgang med genren på Metal Magic, som jeg nok bare må erkende heller ikke rigtigt er min ting.

Største ønske for 2018:

At de øvre lag af metalstratosfæren opper sig, at dansk metal fortsætter den gode stime, at vi på Devilution stadig kan udfordre metalscenen, og at Copenhell får mere metal på programmet. Ellers bliver det sgu svært at skulle rapportere derude fra.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

At blive færdiguddannet, at komme videre i livet og tilværelsen, at høre Judas Priest i Royal Arena og at forhåbentlig indspille et album med Apparatus. Og jeg havde måske ikke troet, jeg skulle sige det, men det bliver også rart at komme hjem til Danmark.