Mod det uendelige tomrum
Populær
Finske Oranssi Pazuzu markerer sig som gennemført space metal-orkester, der nu også smider en god mængde prog ind i deres i forvejen særegne blanding af black, doom, psych og space rock. Og det rykker.
2. Lahja
3. Värähtelijä
4. Hypnotisoitu Viharukous
5. Vasemman käden hierarkia
6. Havuluu
7. Valveavaruus
"In space no one can hear you scream".
Sådan lød den ikoniske tagline til Ridley Scotts sci-fi/horror-blockbuster ’Alien’ fra 1979, der i dag stadig står som en af de mest nervepirrende og klaustrofobiske film af sin slags. En effektiv markedsføring med blandt andet det rammende citat var med til at gøre filmen til en kæmpe succes og give den sin plads i filmhistorien.
For det er jo rigtigt. Rummet er et mørkt, ensomt og uendeligt tomt sted.
Det er lidt af den samme følelse og intensitet, man sidder med, når man lytter til finske Oranssi Pazuzus fjerde fuldlængde, ’Värähtelijä’. Bandet tager en med på en rejse ud i den yderste og mørkeste kosmos og ind til kernen af det enkelte menneskes eksistentielle tvivl.
Krasbørstig kosmos
’Värähtelijä’ (der angiveligt betyder "vibrator" eller "oscillator") er et langt album på næsten 70 minutter, men på trods af tomgang visse steder viser bandet en overordnet evne til konsistent at udnytte den fulde spilletid til deres egen (og lytterens) fordel. Med dens lagrede og mangefacetterede lyd er ’Värähtelijä’ som et sort hul, der suger en ind og ikke giver slip, før sidste nummer er ovre.
Oranssi Pazuzu er umulige at afgrænse musikalsk. De tager genretræk og vrider dem rundt, ændrer dem og justerer dem, indtil de fremstår som noget andet. De er blevet betegnet som psykedelisk black metal, en betegnelse, som dækker noget af deres udtryk, da lyden er bidsk og krasbørstig på en måde, som er karakteristisk for black metal, men ved siden af det og den raspende black-vokal slæber musikken sig også af sted på en måde, der har retfærdiggjort deres optræden på doom-festivalen Heavy Days in Doomtown. De synger ikke om Satan, men kredser om abstrakte kosmiske temaer (i hvert fald ifølge The Metal Archives), hvilket en tidligere albumtitel som ’Kosmonument’ også antyder, og det er kun sjældent, at de spiller hurtigt. Til gengæld har de flair for at finde frem til grooves, der på trods af, at de enkelte elementer lader til at pege i hver sin retning, føles som helstøbte og organiske helheder, man som lytter kan dykke ned i og studere nærmere.
Denne gang har Oranssi Pazuzu givet deres i forvejen noget særegne blanding af black, doom og psych et ordentligt skud prog, hvor kantede trommemønstre, polyrytmik og abrupte skift føjer yderligere lag til sangene. Langs med det løber også en åre af space rocket kosmos-udforskning og krautet monotoni i deres kompositioner såvel som brug af effekter, og nogle vil måske ane en mængde post-metal i nogle af stykkerne. Oranssi Pazuzu er ikke til entydigt at placere nogle steder, og det må betragtes som en styrke.
Vibrafon i rumkapslen
Det 12 minutter lange åbningsnummer ’Saturaatio’ er et tidligt højdepunkt, der begynder med en repeterende guitarfigur over en skæv, progget trommerytme før det ender i et massivt groove, hvor en brummende bas, tung synthesizer og et væld af effekter lægger sig tungt i det kondenserede sammenspil. Lige som man tænker, at det var en stærk start, gør et 70’er-orgel pludselig sin entre sammen med wahguitar, før der seks minutter inde banes vej for et break og et kantet og beskidt rockriff, der med et ivrigt trommespil på ride-bækkenet giver minder om Bill Brufords jazzede spil hos King Crimson. Når Oranssi Pazuzu virkelig vil, så kan de føre rumskibet nye og overraskende steder hen.
På den krautrockede ’Lahja’ lægges bunden af et mere nedtonet trommespil med fokus på tommerne, mens en vibrafon (!) fører an med melodien, og forsanger Jun-His rasper løs. Det er i sandhed en eksperimenterende omgang for et band med tråde til black metal, men det fungerer. Selvom det efterfølgende titelnummer er spændende nok i sin brug af stemningsskabende synth, så slæber det sig af sted over otte minutter uden hverken tyngde eller fremdrift, og derfor føles det her, som om albummet går tidligt i tomgang oven på en ellers stærk start.
Det bliver der dog rådet bod på, især på albummets centrepiece, det næsten 18 minutter lange monstrum ’Vasemman käden hierarkia’, som går igennem en massiv udvikling. Det starter groovy og gyngende med bøjede basstrenge og en psychet guitar, hvor der så sandelig ikke er sparet på effekterne eller rumklangen. I et afsindig flot mellemstykke står en effekttung bas i kontrast til flot korsang, hvilket tilføjer en drømmende skønhed og sårbar trøstesløshed til lyduniverset, og her lyder Oranssi Pazuzu som Opeth fanget i en rumkapsel på den forkerte side af månen, før nummeret i de sidste ti minutter tager en detour ud i kosmiske effekter på synth og guitar og over til et langt doom-stykke, der egentlig er riffet fra nummerets begyndelse blot spillet i slowmotion.
På den vilde ’Hypnotisoitu Viharukous’ spiller et horror-keyboard op til de diskante guitarer, i ’Havuluu’ ligger håndklap og gemmer sig i mixet, og i den afsluttende ’Valveavaruus’ bliver et elektronisk beat (!) erstatning for trommeslageren og parret med noget, der lyder som et kirkeorgel. Black metallens karakteristiske blast dukker kun sporadisk op på ’Vasemman käden hierarkia’ og ’Havuluu’, og når det sker, er det både spændingsopbyggende og forløsende. Selvom alt ikke fungerer lige godt, så siger det meget om bandets format, at de kan række så langt ud og stadig kæde det sammen i et progressivt, psykedelisk univers, der som helhed er indtagende og kompakt. Det er i sig selv en imponerende bedrift.
Fra black metal til space metal
Oranssi Pazuzu kan næppe betegnes som black metal eller en afart af black metal længere. Selvom Jun-His’ vokal er standard-black, så fylder hans stemme ikke særlig meget på albummet. ’Värähtelijä’ føles mere som en mere progressiv og tung udvikling af den kosmiske space rock, som blandt andre Hawkwind var pionerer inden for, og derfor er space metal en mere rammelse betegnelse for ’Värähtelijä’s univers, end black metal er.
Der behøver dog ikke gå genrefnidder i den. Det væsentligste er, at Oranssi Pazuzu med ’Värähtelijä’ rocker helt ud til kosmos' grænser og på samme tid er nok så eksperimenterende og konsistente. Det kan godt være, skrig ikke kan høres i rummet, men det er ikke nødvendigt her. Man skal bare læne sig tilbage og lade sig suge ind i Oranssi Pazuzus sorte hul og nyde rejsen.
Og hvis der er nogle opmærksomme bookere derude, så ser vi gerne en koncert på dansk grund inden længe.