Days of Darkness '17: Lørdag

Førstedagen på den nye amerikanske festival Days of Darkness kom vidt omkring. Mest bemærkelsesværdige var almægtige Neurosis og de unge doomsters i Crypt Sermon.

USA's østkyst har fået sit svar på Roadburn. Den erfarne organisation bag den anerkendte Maryland Deathfest og dets offsprings California Deathfest samt Netherlands Deathfest har åbenbart ikke nok at se til, og derfor har de kastet sig over Days of Darkness – en ny festival, der som et amerikansk svar på den hollandske Roadburn Festival fokuserer på doom, sludge og historiske kultnavne.

Devilution var med, da festivalen i slutningen af oktober gik af stablen for første gang i bymidten i Baltimore, Maryland. I vores optakt til festivalen gennemgik vi programmet, der med sværvægtere som Neurosis, OM, Warning og Bongripper og metalhistoriske kultnavne som Cirith Ungol, Captain Beyond og Manilla Road havde lidt til enhver smag.

Og lad det da være sagt med det samme: Festivalen leverede. Vi har samlet indtrykkene i to dagsreportager, hvoraf nummer to kan findes her.

Baltimores vædder
Det er alment kendt, at uligheden i liberalismens USA er større end i Danmark med den lange socialdemokratiske historie, men det er nu alligevel forstemmende at se det så udtalt som i Baltimores gader. Det er første gang, jeg har set grupper af hjemløse ligge tværs over fortovene i håbet om at kunne dele et kloakdæksel for at varme sig på den damp, der stiger op fra kloakkerne.

Inde mod bymidten ligger barer og stripklubber på række, og her hersker en generelt rowdy stemning, som vi går ned ad gaden første gang fredag aften – hvilket måske forklarer det strategisk smarte i, at politistationen bogstaveligt talt ligger lige overfor. Nede af en sidegade finder man indgangen til spillestedet Rams Head, og byens sociale problemer viser sig da også i indgangens sikkerhedstjek, hvor man som i lufthavnen skal tømme lommerne og igennem en metaldetektor, for at personalet kan sikre sig, at man ikke har våben eller andet på sig.

Når man så først er inde, fortaber alt udenfor sig dog hurtigt. Spillestedet, hvor Maryland Deathfest også har fundet sted de seneste tre år, er voldsomt imponerende. Selv som en relativt erfaren koncertgænger må jeg sige, at det er et af bedste spillesteder, jeg hidtil har besøgt.  Med en kapacitet på omkring 1.500 mennesker, er det på niveau med Store Vega herhjemme, og udformningen minder en smule om den, man finder samme sted eller i Ungdomshusets store sal, men alligevel er området og mulighederne større og anderledes.

Den enormt store scene er selvfølgelig salens omdrejningspunkt, og der er masser af plads på gulvet, der mod enden af lokalet løftes op på et plateau og giver udsyn til mixerpulten. Ovenover er der balkoner i flere lag – hele vejen rundt på første sal og videre op på et andet og tredje niveau i den ene side, mens man bagerst på første sal kunne sidde på biografagtige sæder og se bandene på afstand, men med flot udsyn. Foruden dette var intet mindre end fem (!) barer placeret rundt omkring – tre i stueetagen, to på førstesalen, og hertil var der så cocktailbaren, der også solgte pizzaslices, samt et væld af merchboder og vinylstande hele vejen rundt, der hørte til både bandene selv, festivalen og de metalmarskandisere, der nu havde fået adgang til at sætte op derinde.

Med andre ord: Det var aldrig svært at finde et godt sted at stå, der var aldrig totalt tætpakket, og en øl og det gode udsyn var altid inden for rækkevidde. Det var et overlegent spillested.

Præfest og præmaturt peak
Det var også derfor mere venuen, der tog opmærksomheden, da vi grundet transportforsinkelser ankom sent til præfesten fredag aften. Faktisk havde alle (Blood Mist, Heavy Temple, der afløste for Inter Arma, Acid King og Cough) spillet, og der var derfor kun retrometallerne i Slough Feg tilbage. Og mens de prøvede både at modgå publikums forventninger ved at spille nyt materiale, ingen kendte, og mens de prøvede at ordne deres tekniske problemer med humor, såsom ved at spille et længere jazzinterlude mellem to numre, så blev det stadig en fesen affære, der trods overskud på scenen aldrig blev medrivende.

Lørdag, festivalens reelle førstedag, havde heldigvis mere bid i programmet. Faktisk startede det så lovende, at resten af festivalen ikke helt kunne hamle op med det.

Efter det lokale band Alms’ noget ordinære retrorock, der dog skal roses for at lade orgelet være et dominerende element, selvom det aldrig helt løsrev sig fra sin rolle som underlægning til bassen og guitaren, kom det relativt unge Philadelphia-band Crypt Sermon og spillede tung og svedig episk doom metal. Bandet har tydeligvis lært fra både Candlemass og Dio, hvilket særligt viste sig hos forsanger Brooks Wilson, der gestikulerede og kastede djævlehorn og endda gik på knæ, mens han sang om altings forgængelighed. At han var utraditionelt påklædt med hvide bukser, kortærmet skjorte og bolo tie gjorde ikke noget, når han nu var så sej, som han var. Særligt stærkt stod den storslåede ’The Master’s Bouquet’, hvor Wilson med vælde synger om de smukke blomster, der er indsamlet af engle: ”But they die! They wither and dieee!”.

Begejstringen skinnede igennem hos de øvrige medlemmer, og det var faktisk lige før, de godt kunne se lidt mindre søde ud og have mere attitude, når de spiller en så overbevisende doom, som de nu gør. Eneste rigtige minus: Leadguitaristen sweepede og shreddede for meget i sine soloer.

Elektronisk streak
Crypt Sermon var et præmaturt peak for festivalen, og de kunne godt have spillet senere på dagen, for det skulle vise sig, at niveauet var mere jævnt hos de efterfølgende acts, der stak nok så meget væk fra metallen. Computer Magic, et soloprojekt for sanger, sangskriver og producer Danielle Johnson, spillede sødmefuld synthpop og var dagens første elektronisk baserede navn. En livetrommeslager fik med et trommemodul stortrommens bas til at dunke i brystet, mens Johnson i anledning af Halloween spankulerede rundt på scenen klædt ud som Sigourney Weavers Ripley-figur fra ’Alien’-filmserien.

Trioen Dälek har fået et følge i metalscenen, selvom de spiller en form for hiphop, der dog er både tung og industriel, men også sært shoegazet og atmosfærisk. Jeg har personligt været betaget af gruppens seneste to plader ’Asphalt for Eden’ og ’Endangered Philosophies’ (som min medskribent Henrik har skrevet om her), men modsat deres tidligere og mere varierede og versatile udtryk på den fremragende ’From Filthy Tongue of Gods and Griots’, har gruppen det med at rende ind i en mur med deres nye stil: Teksterne, der så ofte er omdrejningspunktet i hiphop, forsvinder simpelthen i produktionerne, og meningen (der ofte lader til at være stærkt politisk ladet som på den nye ’Echoes of…’) efterlades et sted bag ved støjen. Det gjorde de også til denne koncert. Det er ikke helt tilfredsstillende, for gruppen har tydeligvis noget stærkt kørende for sig, når de på en ret opfindsom måde genopfinder tung, politisk hiphop.

Det elektroniske streak fortsatte med Dance with the Dead, som jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. Jeg fik heller ikke yderligere lyst til det, efter det blev tydeligt, at det var heltemelodier og 80’er-leads spillet af to liveguitarister over et synthesizerlydbillede med et borende trommebeat. Den ene guitarist havde barberet sig skaldet, bortset fra en enkelt hårtot, der strittede frem forrest på panden som et horn. Det så sjovt ud, og det er vel nok det eneste bemærkelsesværdige, man kan sige om bandet.

Momentvist medrivende
Miami-bandet Cavity havde jeg dog set frem til, da det virkede som et af de mere ligefremme sludge-navne på plakaten, men jeg skulle blive overrasket. En række korthårede medlemmer, alle (foruden trommeslageren) klædt i ens sorte skjorter indtog scenen og lignede ikke dit umiddelbare metalband. Af de 45 minutter, bandet havde til rådighed, brugte de omtrent en halv time på tålmodigt og langsomt at repetere rundgange, rytmefigurer og bluesede riff og bygge op til klimakser, der aldrig brød ud. Publikum begav sig ud i en akavet mosh, og først i de sidste 5-10 minutter fyrede bandet op for kedlerne med nummeret ’Supercollider’, som til gengæld også sad lige, hvor det skulle.

Forsangeren, hvis ansigt en stor del af tiden gemte sig bag et stort, krøllet hår, lavede en excentrisk og eksalteret performance, hvor han lavede bollebevægelser og viftede med armene på sådan en Joe-Cocker-på-stoffer-agtig måde. Han mindede mig om en fyr fra folkeskolen, som hed Niels, som gik et par klasser under mig og altid gik rundt i skolegården og så kluntet ud med krøllerne langt ned over øjnene. Da jeg så ham igen nogle år senere, fandt jeg ud af, at han var til metal. Så gav det hele lidt bedre mening.

Sidst jeg så Elder, var i Pumpehuset for blot et par måneder siden, og det var en noget søvndyssende omgang. Det var det også forrige gang, de spillede i Pumpehuset. Bandet lader ikke til at have tabt fans, og de har da også noget kørende for sig med deres lange og ambitiøse proggede numre, men noget går tabt i oversættelsen for mig, og jeg savner det punch, der var at finde på ’Dead Roots Stirring’ fra 2011.

Derfor var det også rart, at de spillede titelnummeret fra netop den plade denne aften. Over tolv lange minutter blev der groovet og riffet, og selvom Nick DiSalvo ikke er nogen stor sanger live, så viste bandet alligevel, at de faktisk kan være nok så medrivende, når de vil.

Mørkemanden
Medrivende var også Perturbator, selvom vi er i en helt anden boldgade her. I tråden fra Computer og Magic og Dance with the Dead er den unge franskmand James Kent kommet ud af undergrunden og blevet et stort navn på den scene, der trækker på både filmsoundtracks og synthlegender og pakker det ind i mørke og tunge elektroniske produktioner.

Med mørkemandsæstetik og udgivelser på metalselskabet Blood Music har Perturbator fået et tag i metalpublikummet, og bevæbnet med en Mac-computer, to synthesizere og en såkaldt pad controller sendte han sine balstyriske beats ud over den sortklædte forsamling og lagde lag på lag af horrorsynth-akkorder og John Carpenter-melodier ovenpå, mens en røgmaskine og fire laserlamper indhyllede den hættetrøjeklædte artist i farver og tåge. Set fra anden balkon med godt udsyn over for både scene og publikum var det svært at se, hvor meget af musikken der egentlig blev produceret live, men det er måske ikke så meget det, det handler om, for publikum kendte tydeligvis materialet og headbangede, dansede og moshede rundt.

Er det her en tendens, der skal forsages fra metalscenen, eller er det en værdsat revival af en tidsbunden lyd og nogle underkendte legender inden for mørk, stemningsfuld musik? Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men som festligt afbræk fungerede Perturbator på en stor scene, selvom jeg nu hellere ville have hørt et godt metalband i stedet.

Hyggelige legender
Underkendte legender skulle der dog blive plads til på scenen bagefter med Captain Beyond. Bandet var en tidlig supergruppe og udgav i 1970’erne tre plader, hvoraf de to første anses som klassikere i den mere nicheprægede liga af halvfjerdserrock. I dag er det kun trommeslager Bobby Caldwell, der er tilbage som oprindeligt medlem, og med sig har han et slæng af hele seks musikere, herunder to percussionister og tre guitarister. Bassist Jeff Artabasy har været medlem af gruppen i gendannet form siden 1999, og guitaristen Don Bonzi desuden har spillet med flere af de oprindelige Captain Beyond-medlemmer. I front stod sanger og guitarist Simon Lind, der med en kraftfuld vokal godt kunne tillade sig at løfte arven fra tidligere Deep Purple-sanger Rod Evans’ karakteristiske bidrag på de originale plader.

Captain Beyond var utvivlsomt det band, der lookede mest besynderligt i løbet af dagen. Don Bonzi lignede en 70’er-karikatur, Lind stak ud med sin mohawk-frisure, Jamie Holka gav den som guitarhelt med Stratocaster-lir og skæg, der endelig ikke måtte bevæge sig op ad kinderne, men kun måtte være på hagen, og Caldwell selv lignede en, der kom direkte fra barbequefesten.

Men spille kunne de sgu, og musikken tog sig også godt ud i metalselskabet. Caldwell holdt tale flere gange undervejs og takkede publikum for at holde musikken levende. Som han sagde: ”The music’s not gotten smaller, it’s gotten bigger.” Han sang selv for i ’Starglow Energy’ fra den anden plade ’Sufficiently Breathless’, hvilket var et lille rørende øjeblik, da det viste sig, at herren med de høje tindinger og den store T-shirt ud over bedstefarmaven faktisk ikke bare sang godt, men også indfølt.

Med ’Raging River of Fear’ og ’Mesmerization Eclipse’ fra debuten lukkede gruppen sættet, og det var passende: For netop i de numre kan man høre, hvordan Captain Beyond har sat sit aftryk på arven inden for den stonerscene og den retrorock, der bliver ved med at trække på 70’erne som utømmelig inspirationskilde. Særligt Graveyard og Monster Magnet har lært noget her.

Her var det dog tid til en pause, og efter at være faldet i snak med et lokalt metalhoved missede jeg en del af Manilla Road, men fik dog ’Necropolis’ og ’Crystal Logic’ med som afslutning. Det er ikke et band, der falder så meget i min smag heller, det er på en eller anden måde lidt for hyggeligt med de NWOBHM-vibes og eventyrtemaer til min smag, så jeg tror hellere jeg vil referere til skribentkollega Mads’ anmeldelse af bandets koncert på Metal Magic for et år siden. Men man kan godt unde den aldrende Mark ”the Shark” Shelton, der er rygraden i bandet, den succes, som det lader til, at bandet oplever på deres tours i disse år.

Nedrivning af Neurosis
Hyggefaktor var der intet af hos hovednavnet Neurosis, der sluttede aftenen af med festivalens måske bedste og sandsynligvis mest øredøvende koncert. Det skal siges, at jeg personligt ikke har hørt bandet live før (ja, puha), og det på trods af at jeg endda gik forbi deres koncert på Roskilde Festival i år. Men på pågældende tidspunkt var jeg altså mere i humør til Ice Cube på Orange Scene.

Det kan være, min begejstring skyldes dette. Det kan også være, at det bare gav pissegod mening at lade Neurosis lukke aftenen ned med deres tålmodige og tonstunge post-metal, eller hvad man end vil kalde det. Der var intet backdrop og intet show, andet end en mur af lyd og dæmpet, kontrasterende lys undervejs. Steve von Till og Scott Kelly brølede om kap og spyttede på scenen, og hele bandet spillede indædt og ondt. Det peakede hårdt i ’A Shadow Memory’ og ’Bending Light’ fra den seneste plade såvel som ’Locust Star’ og ’The Doorway’. En veritabel magtdemonstration fra et band, der så sandelig viste deres værd som festivalens ene hovednavn.

Med dén oplevelse i ryggen og med afslutningens minutlange feedbackstøj ringende for det indre øre blev salen langsomt rømmet og folk sluset ud i festområdet, hvor årets Halloween-fest var i fuld gang. Battlevestene, denimjakkerne, tatoveringerne, piercingerne og det lange hår blendede ind i et mylder af superhelte, zombier og diverse horrorudklædninger, og for en stund var det ikke metalhovederne, der stak mest ud.

Billede 1: Neurosis
Billede 2: Captain Beyond
Billede 3: Perturbator
Billede 4: Elder
Billede 5: Cavity
Billede 6: Dälek
Billede 7: Computer Magic
Billede 8: Crypt Sermon