Gangsta-spektakel med kant

Nogle koncerter bliver siddende længere i hukommelsen end andre. En af de koncerter, jeg i høj grad husker, er det kakofoniske gangsta-beatdown, som de amerikanske noise-hiphoppere Dälek langede ud over scenekanten på spillestedet KB i Malmö i 2009.

Jeg var egentlig taget til Sverige for at se Isis, men en let skuffende koncert med post-metallerne kombineret med en både overvældende og badass, men også sympatisk og følt opvarmningskoncert med Dälek, gjorde forskellen. Så vidt jeg erindrer, var det ikke, fordi Dälek fik gulvet til at sejle og champagnepropperne til at poppe. Husker jeg rigtigt, så leverede de ”objektivt set” egentlig slet ikke nogen stor koncert. Måske nærmere tværtimod.

Lige dengang gjorde det dog ikke noget. Dälek behøvede ikke meget mere end deres musik i al dens gevaldigt støjende form til at trænge dybt, dybt ind i denne tilskuer, der på dette tidspunkt i øvrigt vist nok kun havde hørt om dem, men aldrig rent faktisk fået lyttet til dem. Larmen var én ting, vigtigere var selve musikken. Det, de spillede, var nyt for mig. Set i bakspejlet var de sikkert med til at udvide min horisont en smule. Det var de sandsynligvis, fordi de spillede musik, der havde den så ofte omtalte kant, og kant var lige akkurat det, man på det tidspunkt havde brug for i den musik, man brugte sin tid på.

Kant er ofte det, man stadigvæk går efter, når man lytter til musik, og netop derfor er det godt, at man nu igen er kommet på sporet af Dälek. Efter en længere pause tog bandets hovedmand Will Brooks Däleks alias på sig igen sidste år, hvor han smed den første plade i otte år på gaden. Däleks tilbagevending til musikscenen gik dog ubemærket hen for mig. Jeg fik aldrig lyttet til ’Asphalt for Eden’, som pladen fra sidste år hedder, men efter nu at have skamlyttet ’Endangered Philosophis’ er der ikke tvivl om, at jeg vil få det gjort.

'Endangered Philosophies’ er bandets sjette ordinære studieplade, og den er beviset på, at Dälek stadig har det i sig, der skal til for at levere musik med kant. De leverer muligvis ikke musikken helt så enestående, som jeg i kølvandet på koncerten i Malmö fandt ud af, at de havde leveret den på i hvert fald to ud af de fire af de plader, der gik forud for koncerten, men mindre kan gøre det. Selvom ’Endangered Philosophies’ ikke gør helt så stort et indtryk som hverken debutpladen ’From Filthy Tongue of Gods and Griots’ (2000) eller den senere plade ’Absence’ (2004), er deres nyeste udspil en helvedes kraftfuld plade, som selv efter et par måneders intensiv rotation i øresneglen bliver ved med at bide fra sig.

At deres seneste udgivelse ikke går helt så overvældende ind som ens første møde med bandet, skyldes i øvrigt formentlig i lige så høj grad min egen musikalske horisont. Den er bredere i dag, end den var for otte år siden. Dälek er netop et af de bands, der har været med til at udvide horisonten og skubbe den i en anden, mere undersøgende retning, og siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Dälek, har den rykket sig kun endnu mere. Der skal i dag mere til at imponere skribenten, end der skulle i 2009. Jeg har fundet frem til og fået en forkærlighed for navne som Techno Animal, JK Flesh og Zonal, der i øvrigt alle er projekter af Justin ’Godflesh’ Broadrick og som det ikke er forkert at sidestille Dälek en smule med.

At de navne, der her listes op, alle er projekter med Birminghams konge af industrial ved roret, siger i øvrigt en hel del om de egne undersøgelser, der som regel vel først og fremmest er interesseret i de præferencer, man i forvejen har. Det fede ved at støde på en plade som 'Endangered Philosophies' er, at Dälek nu på ny pirrer den musikalske nysgerrighed helt ind til benet. "Hvorfor kun hænge ud med ligesindede?", bør man somme tider spørge sig selv.

Jeg lytter aldrig til hip hop. Når den hip hop, jeg nu en sjælden gang bliver konfronteret med, kommer forklædt som et tydeligt socialt indigneret asfaldtfugleskræmsel, hvis hjerterytme er lyden af forargelsens noise, og hvor selve kernen af lydbilledet, som består af tunge, industrielle, elektroniske lydflader, der cirkler over et verdenkort i flammer som skrigende krager med skarpe tænder, så får jeg lyst til at dykke dybere. I musik i det hele taget. Uanset genre. Så længe det vil mig noget. Så længe det har kant.