Legender med værdighed
Populær
Veteranmetallerne valgte hitparaden på Metal Magic. Men rollefordelingen mellem bandets to sangere virker lidt pudsig.
The Riddle Master
Masque of the Red Death
Death by the Hammer
Hammer of the Witches
Witches Brew
Road of Kings
Divine Victim
Mystification
Cage of Mirrors
Queen of the Black Coast
Truth in the Ash
The Ram
Necropolis
Crystal Logic
Encore:
Up From the Crypt
Heavy Metal to the World
Manilla Road er guitarist og sanger Mark "The Shark" Sheltons band. Ingen tvivl om det. Rytmegruppen har kun været med i 5-6 år. Bandet har været i gang on and off i knap 40 år. Det er imponerende at have holdt så længe. Man kan nu også godt se og høre det på Sheltons stemme. Han ser ældre ud end sine cirka 60 år, og hans stemme lyder, som ryger han samme antal cigaretter i døgnet, som alderen er nået op på.
Stemmen og lungerne er ikke, hvad de har været, selvom stemmen har bevaret noget af fortidens klang. Derfor medbringer Manilla Road sangeren Bryan "Hellroadie" Patrick. Han har været med siden 1999, så det er ikke nogen ny situation.
Men det har sine ulemper. Dels har Patrick, selvom han synger materialet loyalt og kompetent, en udstråling med med mundkusse og kasket, der ikke helt passer ind i bandets episke og klassiske metal, der kan minde om en mere metallisk udgave af Virgin Steele eller en mere blue collar udgave af det tidlige Manowar uden al selvforherligelsen og gimmickerne. En type metal, der er egnet til, at man står med vind i sit lange hår (også hvis man selv er korthåret) og sin lange kutte eller sit korte lændeklæde et sted i bjergene eller noget andet sejt og metallisk og helte- og sword & sorcery-agtigt. Der er noget ur-metallisk over Manilla Road, men udstrålingen hos Patrick passer bedre til et hardcore-band. Det kan virke småligt, men det betyder noget.
Rollefordelingen betyder også noget. For Patrick får ikke rigtig lov at være en egentlig frontmand. Han synger nogle af sangene, og når Shelton så synger sine lead-sange, så står Patrick der og flagrer lidt på scenen. Shelton tager hovedparten af snakken mellem numrene. Det bliver lidt mystisk. Bandet tager det afslappet, men har også bevist deres værd. Patrick henter gerne en cigaret i munden, som han gør et lille show ud af at få overdraget til Shelton, der spiller videre med cigaretten i munden.
Han spiller stadig godt med en dejligt ikke-opdateret lyd. Det emmer af den klassiske metal, som det skal. Bandet gør det solidt til godt. Og sætlisten er god med vægt på det klassiske. Selvom der stadig udgives nye album, ved bandet godt, hvad publikum foretrækker, og det er okay, især på en festival som denne, omend den lidt lange koncert nok mere tilfredsstiller hardcore-fans end mere almindelige fans på en festival, hvor opmærksomheden rækker kortere end til et klubshow. Det skal bandet selvfølgelig ikke kritiseres meget for.
Der er en del små højdepunkter: 'Masque of the Red Death', den fællessangsvækkende 'Divine Victim', hittet 'Necropolis', 'Crystal Logic', ekstranumrene 'Up from the Crypt' og 'Heavy Metal to the World'. Det er fedt. Og koncerten vækker glæde. Den er helt klart i den høje ende af de tre firkanter.