Copenhell '17: Candlemass viste klassen
Populær
De svenske doom-statsmænd gav en klassepræstation fredag på Copenhell, hvor de viste, at doom metal sagtens kan skabe en fest.
Luftguitarspillende crowdsurfere. Fest og fællessang og løftede hænder, så langt øjet rækker. Ikke just det, man normalt forbinder med doom metal. Men det var det, der skete, da genregrundlæggerne Candlemass spillede på Copenhells lille scene, Pandæmonium fredag aften.
Candlemass er et band, der kun sjældent spiller i Danmark – dette var gruppens kun femte eller sjette besøg i landet, hvor de senest spillede i 2015 på Metal Magic til en af de bedste koncerter på den festival. De få besøg i landet kunne tyde på en begrænset interesse fra det danske publikum, og doom metal-genren har da heller aldrig været specielt stor hertillands. Men at dømme efter fremmødet foran den lille scene, var Candlemass et band, der har været savnet. Der var mere end almindeligt fyldt, og det føltes, som om de sagtens kunne have fået en større scene. I hvert fald havde de formatet til det.
Det var tydeligt fra begyndelsen, hvor bandet gik på scenen til introen 'Marche Funebre', før de gik direkte over i en formidabel 'Mirror Mirror', der satte niveauet for resten af koncerten. Candlemass var på, publikum var i den grad på, og det var den "nye" forsanger Mats Levén også. Den 52-årige frontmand har ellers haft en omflakkende karriere i forskellige bands, blandt for flere af grundlægger Leif Edlings sideprojekter, men har siden 2012 været fast mand i front for Candlemass. Han er en gevinst. Han synger ualmindeligt kraftfuldt og godt, og han er en god frontmand for bandet med en sikker publikumskontakt og en evne til at få sangene til at føles nærværende. Og ikke uden humor med sin T-shirt med 'Life of Brian'-citatet "He's not the Messiah, he's a very naughty boy". Han er definitivt trådt ud af Messiah Marcolins skygge.
Det var ellers ikke, fordi Levén snakkede publikum et øre af. Kort inde i koncerten fortæller han, at han ikke har tænkt sig at sige så meget på grund af den korte spilletid. Den korte spilletid betød også, at sættet var ualmindeligt stramt eksekveret – ingen eller en kort pause mellem numrene, før bandet gik videre til den næste klassiker. Og klassikerne flød i en lind strøm. Til live-lejligheden var guitaren stemt lidt i forhold til pladerne. Det røg der måske lidt melodisk finesse på, men til gengæld gav det numrene et hårdt og aggressivt touch, der gjorde publikum godt. 'At the Gallow's End' blev i perioder helt thrashet, og i det hele taget fik bandet sat en tyk streg under, at doom metal kræver mere dynamik og variation, end fordommene om genren dikterer.
Den korte spilletid, bandet havde til rådighed, betød også, at sætlisten var skåret ind til benet. Vi fik blandt andet 'Bewitched', 'A Cry from the Crypt', 'Crystal Ball' fra debuten 'Epicus Doomicus Metallicus' og afslutningen, den evige dødshymne 'Solitude'. Men man kunne godt have ønsket sig en længere koncert, for fravalgene ærgrede alligevel. Når nu man har et band på plakaten med et bagkatalog af høj klasse og en levering, der kan matche kataloget, hvorfor så ikke give et klassisk band som Candlemass en længere spilletid? Vel er Copenhell en festival, og der er en tidsplan, der skal følges. Men det føles alligevel som en lidt stedmoderlig behandling af et fremragende band. Det gav lidt af den samme grimme smag i munden, man ffik, da My Dying Bride blev forkortet i 2014. I stedet for festivalstandardisering af koncertens længde kunne man jo også overveje at tilpasse sætlængden til kunstnerne fra festivalens side.