Copenhell '17: Kongerne knuste Copenhell
PopulærSlayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.
2. The Antichrist
3. Disciple
4. Mandatory Suicide
5. Hallowed Point
6. War Ensemble
7. Postmortem
8. Dead Skin Mask
9. Hate Worldwide
10. Seasons in the Abyss
11. Spirit in Black
Ekstra:
12. South of Heaven
13. Raining Blood
14. Chemical Warfare
15. Angel of Death
I de seks år undertegnede har skrevet for Devilution, har et af de grundlæggende principper været aldrig at blande egen person ind i kritikken og anvende det ulidelige ord ”jeg”.
Det er hamrende ligegyldigt. Det handler om musikken. Ikke om personen bag ordene. Indsigt, erfaring og et sikkert syn på showet er fundamentet for konstruktiv kritik. Men jeg vil gøre en undtagelse i nat.
I min alder af 35 år har heavy metal fyldt siden barnsben. Fra mødet med blød rock over den hårde heavy til det vilde metal. Som 12-årig var det største hade-band i verden Slayer. Uden egentlig at have hørt dem ordentligt, fravalgte jeg dem, for hjemme i ghettoen i Vejle, hvor min barndomsven og jeg travede rastløst rundt i heavytrøjer, var der tre andre knægte i kvarteret, der gjorde det samme. Få år ældre end os, og altid typer, vi skulle være på vagt for. De drak, tog stoffer og var voldelige. Iført samtidens glinsende sølvfarvede jakker – med Slayer-rygmærker syet bagpå. Undgik man dem ikke i kvarteret på sin rastløse vej, fik man gerne tæsk.
I dag sidder den ene i fængsel for mord, den anden i kørestol efter solide tæsk, og den sidste er forsvundet. Frygten for dem er også for længst forsvundet. Tiden er gået. Og set i bakspejlet var trioen nok næppe unikke i forhold til så mange andre socialt belastede områder. Men deres rygmærker var: Slayer blev symbolet på det værste og var bandet, der repræsenterede det forhadte og afskyelige. Sådan forblev det. Indtil Roskilde Festival i 1998, hvor jeg, tvangsindlagt af de ældre kammerater, intet valg havde om at fravælge Slayer.
Og sådan blev det. Foran hegnet på Orange Scene, hvor Tom Araya, Kerry King, Paul Bostaph og Jeff Hanneman gik på scenen og lagde ud med ’Hell Awaits’ og i knap 90 minutter viste sig at være en religiøs åbenbaring.
Slayer var simpelthen det mest sindssyge liveband. Væk var hadet. Ind kom tilbedelsen. Det var den 25. juni 1998. Præcis 19 år efter stod de her så igen på Copenhell. Tretten gange har de været forbi siden den aften på Roskilde Festival. Jeg har stort set været til alle koncerterne. Samt utallige i udlandet.
For Slayer tiltrækker altid ens metalsjæl. Også selv om de i min affære med dem reelt set ikke har lavet en decideret klassiker. Så skal vi tilbage i 80’erne og være gamle nok til at have oplevet dem på Vesterbro i København i 1985, da de debuterede i Danmark med Artillery som support.
Well, når man er født i 1981, står det ikke til at ændre på. Slayer har fyldt i min bevidsthed siden 1998. Og siden fyldt som kongerne af thrash. For fuck dét, at de ikke har lavet et hovedværk i diskografien i de sidste 20 år.
Slayer har ikke mere, de skal bevise på plade. De beviser det live. De er ikke i toppen af mine favoritbands, men de fanger mig live hver gang. Sidst var i Helsingør, december 2015. Ædru og oppe foran. For længst passeret ungdommen, hvor det virker obligatorisk at flyve rundt i pitten og flippe ud.
Men Slayer kræver det. Slayer får vildskaben frem i én. Slayer griber fat, så man bliver to årtier yngre og flipper rundt i et ungdommeligt sus. Det er ikke sket siden. Indtil i nat, hvor Slayer igen var hypnotiserende på deres eget mastodontiske niveau.
Slayer er bare magiske. I hvert fald på deres bedste dage. De er aldrig dårlige. Minimum kun middelmådige. Som sidste år på Roskilde Festival. Onsdag aften i Arena-teltet, hvor både Slayer og festivalen var vokset fra hinanden. I de forkerte rammer kommer ingen derfra med en storslået oplevelse.
På Copenhell kunne Slayer ikke spille i mere passede omgivelser. Folket var der. De fyldte godt op foran Helviti. Klar til hovedscenens sidste show. I selskab med Slayer, der har spillet sætlisten og dens numre tusinde gange før. Det fungerede, uanset hvad, med optimal pondus.
Måske har Slayer glemt det i morgen. Eller har de? Tom Araya stod i flere minutter alene på scenen efter tyve minutters koncert og betragtede synet foran sig, med hvad der lignede oprigtig beundring. Den 56-årige bassist og sanger så vitterligt imponeret ud. Respekten for Copenhell og de danske fans sad i ham, og det kunne mærkes i musikken. Også selv om hans stemme til tider lød lettere slidt, så gav Slayer den alt, hvad den kunne trække. Fra ’War Ensemble’, der fulgte efter Arayas beundrende blik på publikum, til at Slayer knuste sig igennem alle klassikerne lige fra ’Dead Skin Mask’ over suveræne ’Seasons in the Abyss’ til ekstranumrene ’South of Heaven’, ’Raining Blood’, ’Chemical Warfare’ og udødelige ’Angel of Death’.
Sådan sluttede Slayer af med det sædvanlige tunge skyts i enden. Veloplagt og veleksekveret. Efter midnat på årets bedste dage i Danmark for landets metalfans. For hvem det er mere end musik. Men en mening med livet – i særdeleshed når Slayer er suveræne på scenen!