Papa Roach fortsætter den gode stime
PopulærMed ‘Crooked Teeth’ sigter Jacoby Shaddix og resten af ensemblet ambitiøst mod de store arenaer og gør det med succes.
Crooked Teeth
My Medication
Born For Greatness
American Dreams
Periscope
Help
Sunrise Trailer Park
Traumatic
None Of The Above
Riccohet
Nothing
Bleeding Through
De fleste med hang til hård rock og/eller metal har et forhold til Papa Roach. Den amerikanske kvartet, der snart kan fejre sølvbryllup, har over de seneste 20 år udgivet ni plader. Rap-metal, nu metal, alternativ metal, heavy, Papa Roach har været vidt omkring. Bandet har hentet inspiration fra emoen, dub-steppen og sågar djenten. Med varierende succes. Det seneste årti har været forholdsvist magert, hvad angår rigtig gode udgivelser. På ‘F.E.A.R’ (2015) viste Papa Roach og specielt frontmand Jacoby Shaddix, at der stadig var liv i kakerlakken. På ‘Croocked Teeht’ fasttømres det.
Efter udgivelsen af ‘The Connection’ (2012) droppede Shaddix rusmidlerne. Siden da er det kun gået fremad for Papa Roach. Sangskrivningen er blevet langt bedre. ‘Croocked Teeth’ er 13 numre, hvoraf størstedelen er af samme kaliber som kvartettens bedste. Genremæssigt er albummet præget af nu metal og alternativ metal med diverse poppede og hip-hop-inspirerede indslag. Shaddix synger, råber, skriger og rapper. 24 års vokal-repertoire samlet i et album. Det er sjældent kedeligt at lytte til amerikanernes 9. plade.
‘Break the Fall’ er arenavenlig singalong-heavy, titelnummeret er testosteron-pumpende energi, og ‘My Medication’ er den helt typiske jumpalong-Papa Roach-skæring. Og det er kun pladens første tre numre. Variationen er stor, men bliver aldrig for meget. Selv den Kanye West-inspirerede ‘Born for Greatness’ lykkes. En sommer- og festhymne, der ligeledes er en opsang til amerikanerne og en udstrakt langemand til den orange leder. Det samme er den pop-rockede ‘American Dreams’.
Heldigvis bliver det ikke alt for politisk. I stedet bliver det særdeles radiovenligt. Kvartetten gentager den kvalme ‘F.E.A.R’-succes med en pop/rocket duet. Heldigvis er ‘Periscope’ et langt bedre nummer end ‘Gravity’, ikke mindst fordi kollaborationen mellem Shaddix og Skylar Grey fungerer meget bedre end det tilsvarende med super-vampen Maria Brink (In This Moment). Greys afdæmpede og smigrende vokal versus Shaddixs melankolske fraseringer er som skabt til et samarbejde og funger svært godt i det catchy omkvæd.
Generelt er der mange ørehængende omkvæd på ‘Crooked Teeth’. Det virker simpelt og legende, når Shaddix vrænger "Take me to church cause I've been blessed with a curse / I arrived in a limo and I left in a hearse / They're speaking in tongues / Feels like we're coming undone / Don't want no part of this / None of the above" (‘None of the Above’), mens Jerry Horton stemmer i med et solidt riff. Lyrikken er lige så banal og ligetil, som den altid har været i Papa Roach-regi, men nummeret er særdeles velskrevet og effektivt.
I det hele taget er det sjældent, at Papa Roach falder helt igennem. ‘Sunrise Trailer Park’ er en undtagelse. Et nummer om flugten fra fortidens spøgelser, som altid vil hjemsøge en. Tematisk interessant, men elendigt udført. At nummeret samtidig gæstes af wiggeren Machine Gun Kelly skaber nogle kedelige associationer til Flipsydes ‘Happy Birthday’. Et fint nummer, der ikke behøver et rock-ripoff.
Generelt består ‘Crooked Teeth’ af flot sangskrivning og mange ørehængende riffs. Det er den primære årsag til, at amerikanernes 9. album er et holdbart album. Måske Papa Roach’s mest holdbare Kvartetten fra Californien forsætter den gode stime, der blev startet ved forrige album. Shaddix og resten af ensemblet sigter ambitiøst mod de store arenaer og gør det med succes.