Copenhell '17: Metallens triumf
Populær
Med urokkelig selvtillid og foden på monitoren gav Slægt en triumf af en koncert tidligt fredag eftermiddag på Pandæmonium-scenen. Det var tiltrængt for både band, festival og publikum, der oven på en sløv torsdag fik metallen tilbage til festivalen i bedste stil.
Egovore
I Smell Blood
The Tower
Remember It's a Nightmare
Domus Mysterium
Den stilsikre metal har trange kår på Copenhell. Det gjaldt særligt i år, hvor især hovednavnene generelt lå i den lettere ende af det metalliske spektrum.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for det er ofte dét, som sikrer festen og det billetsalg, der kan få Copenhell til gang på gang at melde om udsolgt. Og det var netop festen, som var i centrum på torsdagens program, hvor navne som In Flames, Prophets of Rage og System of a Down i dén grad fik publikum med sig foran Helviti-scenen.
Men det var også uden de helt store musikalske oplevelser, for i SOADs hybridmetal, Prophets of Rages funkmetal og In Flames’ storladne melometal var vi altså nogen, der savnede noget mere uhygge, ondskab og atmosfære.
Derfor var det en udsøgt fornøjelse af overvære Slægt, det fremadstormende band fra den danske undergrund, der tidligt fredag eftermiddag bragte den sortrandede metal tilbage og reddede en del af Copenhells ære med en triumf af en koncert på Pandæmonium-scenen. For en triumf var det.
Stilsikkert metalkendskab
Hvis de unge københavnere var nervøse før koncertstarten, var det ikke til at mærke. Med urokkelig selvtillid og stålsat attitude førte de sig selvsikkert frem, og selvom frontmand Oskar J. Frederiksen måske virker genert og introvert, når han står der og spiller på sin guitar og ikke gør meget væsen af sig, så glemmer man det hurtigt igen, når han træder frem til mikrofonen og sætter gang i et black metal-brøl. Det er ikke en forfinet og karakteristisk vokal, men i sin hæse, raspende klang er den både rå, ekspressiv og helt enormt stilsikker.
Den stilsikkerhed er i virkeligheden Slægts største kendetegn og også deres største force. I deres blanding af black metal og New Wave of British Heavy Metal har de nemlig fundet en lyd, der er både genretro og subtilt progressiv. I deres aftapning er metallen både atmosfærisk, melodisk, fængende og rå på samme tid. Når Oskar J. Frederiksen og Anders M. Jørgensen udveksler temaer på guitarerne og laver twinharmonier i bedste NWOBHM-stil, er det arven fra Iron Maiden og Thin Lizzy, der løftes videre, mens de black metalliske elementer ofte ligger i den ydre æstetik – i selve produktionen, guitarlyden og vokalstilen, der ikke undlader at vise klare inspirationer fra svenske bands som Dissection og Tribulation.
Det gør dog, at den meget imødesete plade ’Domus Mysterium’, der udkom for blot halvanden måned siden, også føltes mere undervældende end umiddelbart forventet. For Slægts lyd er så tro mod et prædefineret genrekodeks og en historisk appel, at det umiddelbart overskygger de sange, der udgør pladen. Den mangler lige det punch, der løfter dynamikken og hele udtrykket.
Indtil man så hører det live. Her tager Slægts numre sig endnu bedre ud, hvor både den diabolske stemning og harmonierne kommer til sin ret. Et element som guitarriffets hook i 'The Tower' står tydeligt frem og viser den bagvedliggende kompositions elegance, ligesom 'I Smell Blood' med sin rockede kant får mere karakter af et singlehit.
Og når de melodiske guitartemaer i numre som ’Remember It’s a Nightmare’ og den 13 minutter lange titelsang ’Domus Mysterium’ folder sig ud i samspil mellem Frederiksen og Jørgensen, er det med foden på monitoren og sammenbidt attitude, men også med et musikalsk raffinement og en heltemetallet storhed, der kalder på udstrakte arme og knyttede næver.
International klasse
Der blev spillet højt, og lyden var mere end vanligt god på festivalens mindste scene, men mest af alt var det medlemmernes interne kemi og blændende sammenspil, der tog opmærksomheden. Bassist ”Olle” Bergholz er skarp som både aggressiv og glad indpisker, som han står der i bar overkrop og tamper løs på bassen, råber med som backingvokalist og både kommunikerer og duellerer med Frederiksen og Jørgensen, når de spiller de intrikate melodilinjer. Og selvom Adam Nielsen er låst fast bag trommesættet, spiller han med en voldsomhed, en virtuositet og ikke mindst en iver, der stråler langt ud på pladsen. Selv når han er dækket af det store, krøllede hår, der flyver i alle retninger under de stormende stykker, så er det som publikummer svært ikke at blive fascineret af de evner, der ligger bag.
Selvom ’Move in Chaos’ ville have pyntet på sætlisten, så fik Slægt på blot 45 minutter vist, at de ikke længere bare er et ungt metalhåb. De er en gennemført metallisk enhed, der er ustoppelige i det format, de er i nu.
Det er international klasse, og opretholder Slægt dette niveau, er der ikke langt til internationale klubturneer og gode supportslots. Og med et opvarmningsgig for Primordial sidste efterår og en netop overstået miniturné til Tyskland og Holland samt et fast samarbejde med Daniel Abecassis fra Killtown Bookings er de mere end godt på vej.
Det var en triumf, men ikke bare for bandet. Det var også en triumf for festivalen og dets publikum, der fik en tiltrængt mulighed for at hylde en genrehistorie, der i store træk ikke var synlig andre steder på plakaten.
Med andre ord var Slægts koncert tidligt fredag eftermiddag en triumf for metallen, der efter en sløv førstedag på Copenhell endelig blev repræsenteret ordentligt. Tak for det.