MMF '17: Lørdag
Populær
Updated
Metal Magics tredje og sidste dag bød på stærke oplevelser fra særligt Deadflesh og Childrenn, men fik også Devilutions skribent til at tvivle på sin dedikation til metallen og festivalen.
Tredjedagen på Metal Magic var for denne skribent blot andendagen: Grundet arbejde, hverdagslige forpligtelser og den manglende overvindelse, det lige kræver for at fragte sig fra hovedstaden til Fredericia, ankom jeg først tidligt fredag eftermiddag for at få en dosis af den undergrundsmetal, som i år var så fraværende på Copenhell.
Undergrunden kunne så siges at være yderst tilstedeværende på Metal Magic, men det var på både godt og ondt. For selvom der ligger meget guld gemt under jordens overflade, er der også nok så meget jævn metal, hvis ikke direkte ukrudt, som man skal kæmpe sig igennem for at nå frem til belønningen.
Som korrekturlæseren sagde, mens han tidligt om eftermiddagen slangede sig på jorden med ondt i kroppen, så tester Metal Magic ens dedikation til metallen. Festivalen er ikke for dem, der bare kan lide metal som god musik, sagde han, men som først og fremmest kan lide metal som metal – også når den er middelmådig (korrekturlæseren anfører dog også, at han nok stadig foretrækker de gode koncerter på festivaler, red.).
Jeg er ikke sikker på, at jeg personligt hører til sidstnævnte gruppe. Jeg begynder i hvert fald at tvivle på det, og min dedikation svigter også, sådan at jeg misser dagens første band, Stalker, der efter sigende skulle have spillet en habil form for dødsmetal, endda med et cover af Motörheads ’Ace of Spades’ – ligesom vi skulle erfare, at et andet band gjorde senere på dagen.
Men også til dagens andet indslag, Steel Inferno, tvivler jeg. Det er et band, der stilistisk befinder sig inden for en energisk og speedet NWOBHM med forherligelse af store motorer og masser af denim, og rytmeguitaristen skal have credits for at bære en gul Judas Priest-tee i kombination med mullet-frisure (du ved, business in the front, party in the back), men musikken løfter sig for mig at høre aldrig over det forglemmelige. Der var noget med at forsvare gamle (metal?)dyder, og der blev spillet et cover af det aarhusianske 80’er-metalband Kim Sixx’ ’Magic Sword’, hvilket giver anerkendelse i de rette kredse, men som en bekendt så korrekt sagde, var det at være metalfan og høre Steel Inferno lidt en pendant til at være fodboldfan og se bold på Kløvermarken; det kommer til at afhænge meget af ens dedikation til sporten frem for evnerne, den udføres med.
Begejstringen for denim gik igen hos Hadrons trommeslager, der bar denim både foroven og forneden, og det fynske bands stonerrock talte mere til mig, uden at det var decideret prangende. Der blev sunget sange på dansk, en baslinje lød som planket direkte fra Candlemass’ ’Samarithan’, og så var det meget fedt, at guitaristens briller hele tiden var lige ved at falde af, når han bangede med hovedet under de tunge stykker.
Jeg faldt kortvarigt i snak med forsanger David Garner fra Quartz, der aftenen forinden havde givet en dobbeltoplevelse af de store med en af de mest rædderligt spillede koncerter, jeg hidtil har hørt. Men det var stadig en vidunderlig oplevelse, fordi de bar det igennem med vindende charme og humor. Jeg fortalte ham det sidste frem for det første, han takkede, og jeg fortalte, at jeg tidligere på morgenen endda havde citeret ham fra gårsdagens koncert, hvor han sagde ”don’t do drugs, people, they can only make you very happy”. Han grinede og håbede, det ikke ville slippe uden for festivalen, men det er måske for sent nu – og det betyder næppe det store heller, for Quartz kommer sandsynligvis ikke længere end den anerkendelse, der kommer fra netop de mest dedikerede, der kender deres metalhistorie.
De underkendte thrashhelte Lipid fra Vejle fulgte herefter op på hovedscenen. 90’er-grooveelementerne skinner tydeligt igennem i deres musik, og sådan noget er jo direkte uartigt at lave i dag, som fotografen bemærkede det, men de små Pantera-vibes skræmte hverken mig eller andre væk, selvom der nu sagtens kunne have været mange flere foran hovedscenen. ’Dressed in Fear’ var et hit, og forsanger og guitarist Søren Hartlev Pedersen fik endda på Hetfieldsk manér talt ind med et ”et-to-tre-fear!”.
90’er-inspirationerne lever videre hos Roskilde-bandet Deadflesh, der tog den indendørs Generalen-scene med storm og netop leverede en af de stærke koncerter, der som regel kun dukker op efter noget tids anstrengelse og søgen. Personligt kendte jeg dem ikke i forvejen, men de nyder tilsyneladende en vis anerkendelse i dødsmetalundergrunden, selvom de så vidt vides aldrig er blevet signet på et pladeselskab og kommet bredere ud. Det kan man håbe, der bliver ændret på, for de fik tordnet godt igennem og fik teltet mere med sig end mange andre bands på årets festival. Ligesom Stalker sluttede de af med en knusende udgave af 'Ace of Spades', hvor Lemmys karakteristiske whiskyvokal blev fremført som eksemplarisk og brutalt dødsgrowl af frontmand Allan Hartvigsøn. Man kan læse vores anmeldelse af koncerten her.
Den overraskelse, som Deadflesh var, kunne desværre ikke overføres til Wasted, der efterfølgende spillede på hovedscenen. Det er et af de bands, som man nok skal kende rimelig godt i forvejen, før deres klassiske heavy metal giver et afkast, eller også skulle man have været ung i firserne, da de udgav ’Halloween… the Night Of’ i 1984. Det kan jeg ikke ligefrem prale af, og selvom det muligvis var et lille stykke dansk metalhistorie, der udfoldede sig på scenen med Michael Sonne (far til Nicklas Sonne fra bl.a. Defecto) i front, så var der også væsentligt mere indforstået onkel-heavyhygge over det, end hvad godt var.
Indforstået kunne man ikke ligefrem sige, at punkbandet The NimbWits var. Der var noget næsten Red Warszawa-agtigt over deres simple og næsten naive tilgang til musikken, og det var også det, der gjorde koncerten til en festlig, vedkommen og åben oplevelse. Der var højt humør, lidt pogo-dans, og man behøvede ikke nødvendigvis kende sangene for at kunne synge med. Forsanger Henrik Ibzen (ahem, om det er et ironisk kunstnernavn vides ikke helt) løb rundt i teltet med sin trådløse mikrofon, delte whisky ud til publikum, poserede med unge teens på scenen og tændte op for de lange 100-smøger imellem numrene. Søren Crawack fra Impalers joinede på guitar på en enkelt sang, og der blev råbt ting som ”wooh-oh-oh, you gotta keep drinking!”, før den festlige punkånd fik en knivspids politisk alvor i nummeret ’Solen stiger’, hvor omkvædet lød ”Solen stiger op/ Lønnen, den går ned/ Det bli’r bare ved og ved og ved”.
Maltesiske Beheaded var med deres tekniske dødsmetal ovre i den helt anden grøft, og det var da også en koncert, der ganske vist var velspillet, men også blev kørt meget af på rutinen. Det var heller ikke ligefrem et talstærkt publikum, der var mødt op, og det var måske også med god grund, eftersom teknisk dødsmetal ofte har et mere snævert (og yngre?) publikum end det, der findes på Metal Magic.
Et par længere samtaler tog over, og jeg nåede derfor ikke særlig meget af de erfarne Orm, som jeg dog har erfaret live adskillige gange. Det lød også ganske glimrende på afstand – som altid, har jeg lyst til at sige, for de er seje og spiller godt. Vores anmeldelse af koncerten kan læses her.
Diamond Head var endnu et af de bands, der nok krævede lidt mere kendskab end det lige umiddelbare i form af klassikeren ’Am I Evil?’, men hvem kan egentlig sige, at de sådan for alvor kender til Diamond Head og deres diskografi, udover måske de tidlige album? Det er nok ikke så mange igen. Det startede mindre interessant ud, men efter et par drinks blev musikken sprødere, uden at det var sindsoprivende af den grund. Forsanger Rasmus Born Andersen havde røde bukser på, og som en sidekammerat bemærkede, så havde guitarist og originalt medlem Brian Tatler kinder som Mick Jagger, mens trommeslageren mindre flatterende beskrevet lignede Meat Loaf på en dårlig dag. De spillede ’Am I Evil?’ til sidst, det var fint, og det var så ligesom det. Også den koncert har vi en anmeldelse af her.
Her kunne Childrenn til gengæld noget, som ingen af de andre bands på dagen kunne. Nemlig skabe et postpunket lydunivers, som var meget langt fra metallens normale spekter, men som stadig var råt og dragende på en måde, som svenske Tribulation også var det dagen før. Childrenn spillede vredt og voldsomt, der var twangy guitarer og store vidder i lydbilledet, og forsangeren lignede en herre, der kunne optræde i Euroman. Det stak ud, og mine to nye jyske venners reaktion sagde muligvis det hele: Den ene forlod teltet i frustration og forstod ikke, hvad den slags skulle på Metal Magic, mens den anden blev mere og mere betaget og rykkede tættere og tættere på scenen.
Den polarisering var ikke til stede hos hovednavnet Absu, der trak en af de største crowds på festivalen, uden at det dog siger det helt store. På overfladen var koncerten sådan set også en succes, og publikum tog godt imod det, men indvendigt følte jeg mig splittet: Jeg havde set frem til koncerten, men fandt bandets optræden for komisk sat op mod den alvor og engagerede baggrundsviden, der præger og gennemtrænger deres okkulte mesopotamiske metalunivers. Mere om koncerten kan læses her.
Den lettere skuffelse kunne man så råde bod på ved at hamre igennem til Alice Cooper-coverbandet School’s Out - The Alice Cooper Show. Her forvandlede Metal Magics Generalen-scene sig til en miniversion af Copenhells Biergarten, hvor man kunne drikke sig op såvel som ned til velkendte sange. Og selvom det ikke står helt klart i hukommelsen, spillede coverbandet vist habilt og meget tro mod originalerne.
Sådan kan dedikation også vise sig: Som troskab til et materiale, om det så er Alice Coopers klassiske sing along-shock rock eller Motörheads ’Ace of Spades’, der har fået mere bund og dødsmetaltyngde.
Så langt kan jeg være med – men når selv den middelmådige metal dyrkes, bare fordi den er metal, så står jeg langsomt af og vil egentlig hellere have det sjovt til The NimbWits' råbepunk eller gøre ligesom den jyske ven og rykke tættere på scenen til Childrenns udsvævende postpunk.
Metal Magic har heldigvis lidt af hvert, og de skal have ros for at give de mere oversete danske såvel som internationale bands et spotlight. Festivalen arbejder tydeligvis hårdt for undergrunden og den negligerede metalhistorie, men i nogle tilfælde efterlades jeg også med fornemmelsen af, at bands mere spiller grundet deres historiske betydning frem for deres musikalske kvalitet og relevans.
Noget af dette skyldes muligvis de økonomiske udfordringer, der kommer af at skifte lokation og af at være nødsaget til at arbejde med et strammere budget. Men når der stadig er så tilpas langt mellem snapsene, får det mig til at tvivle på, om jeg er så dedikeret til metal, at jeg også næste år tager turen fra hovedstaden til Fredericia.