Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En røst fra graven

Populær
Updated
En røst fra graven
En røst fra graven
En røst fra graven

NWOBHM-bandet Pagan Altars svanesang med episk, storladen og doomy heavy metal er som en klassiker, man har kendt altid.

Kunstner
Titel
The Room of Shadows
Dato
24-08-2017
Trackliste
1. Rising Of The Dead 08:51
2. The Portrait Of Dorian Gray 05:05
3. Danse Macabre 07:48
4. Dance Of The Vampires 06:33
5. The Room Of Shadows 06:30
6. The Ripper 10:35
7. After Forever 01:33
Forfatter
Karakter
5

Der er noget vemodigt over at skulle anmelde britiske Pagan Altars afskedsalbum, ’The Room of Shadows’. Albummet er blevet til på en tragisk baggrund, idet bandets forsanger og grundlægger Terry Jones døde af kræft i en alder af 69 i 2015, nogen tid efter albummet var indspillet.

I lang tid lå indspilningerne hos guitarist og medgrundlægger Alan Jones, Terry Jones’ søn. (Da Pagan Altar blev dannet i 1978, udgav de to sig dog for at være brødre, for et band med far og søn – hvor faderen var hele 33 år gammel – var i den grad ikke cool dengang, hvor musikbranchen var langt mere ungdomsfikseret end i dag, og en Iggy Pop kunne blive kaldt punkens bedstefar, selvom han endnu ikke var fyldt 40). Det var usikkert, om indspilningerne nogensinde ville se dagens lys. Men da sorgen var kommet på afstand, gik Alan Jones i gang med at finpudse dem og fik genindspillet rytmesporene med hjælp fra de tidligere medlemmer Diccon Harper (bas – en veteran fra en lang række bands i undergrundsmetallen) og Andy Green (trommer).

Selv uden at have hørt originalindspilningerne forstår man godt hvorfor. Da Pagan Altar spillede på Heavy Days in Doom Town, var det en pauver affære, hvor de anonyme lejesvende i rytmegruppen spillede materialet helt uden indlevelse, men med en del fejl. Koblet med en Alan Jones, der gennem store dele af koncerten spillede iført, suk, sjov hat, lignede Pagan Altar et band, der havde mistet fornemmelsen for, hvad deres egen æstetik gik ud på.

Teatralsk kultobjekt
For i bandets første fase, der varede fra 1978-1985, var Pagan Altar et band, der gennem brug af kutter, fakler og lignende gimmicks gav deres okkulte og doomy NWOBHM et teatralsk og mystisk udtryk live. Det blev dog ikke aldrig til et gennembrud for bandet – måske fordi thrashen kom og med ét slag forvandlede de mere melodisk og episk funderede NWOBHM-bands til affældige gamlinge sammenlignet med thrashens amfetaminsmadder, men også fordi bandet var tidligt ude til at kunne profitere af det doom-boom, der kom i 1980’ernes undergrund. Hvis Saint Vitus var ’Born Too Late’, som en af deres og doom-genrens udødelige schlagere hedder, var Pagan Altar born too early.

De gik i sig selv, mens de ufærdige indspilninger til deres debutalbum blev et kultobjekt i samlerkredse. Den slags skal omgås med en vis forsigtighed: Det er ikke altid, at musikken lever op til lovordene i miljøer, hvor sjældenhed ofte er lige så vigtig som kvalitet. Men da albummet endelig udkom officielt i 1998, kunne de fleste høre, at Pagan Altar var noget helt specielt. Gendannelsen skete. Selvfølgelig. Og selvfølgelig kom der mere materiale, men af en kvalitet, der snildt placerer bandet i liga med – hvis ikke over, i hvert fald nu og da – mere fejrede undergrundsbands i samme musikalske nabolag som eksempelvis Witchfinder General, Cirith Ungol og Manilla Road, eller mere hard rockede bands som Witchfynde og Demon, som Pagan Altar med lethed overstråler.

Dragende mystik
Sammenlignet med disse bands har Pagan Altar en mere ophøjet, storslået lyd. De let proggede sange og Alan Jones’ melodiske guitarspil har noget mere mytisk og episk over sig. Der er antydninger af et band som Jethro Tull, og herfra er der en folket inspiration, der også er med til at give Pagan Altars særlige tone, hvor mange andre af samtidens doom-bands er mere primitive og gungrende og smadrede. Hvis man skal sammenligne med film, er Witchfinder General sexploitation-horror fyldt med nøgne damer i dunkle krypter, mens Pagan Altar er filmen ’The Wicker Man’ med dens dragende mystik. Inden for NWOBHM er vi tættere på Iron Maidens ’The Phantom of the Opera’ og ’Hallowed Be Thy Name’, end vi er på ’Running Free’.

Lave forventninger gøres til skamme
I Ungdomshuset var Pagan Altar dog en falmet storhed, og af samme grund var det ikke med store forventninger, jeg gik til ’The Room of Shadows’. En forventning om et hæderligt album, der forhåbentlig ikke var alt for pinligt. Livet lærer én ikke at sætte sine forventninger højt.

Det kunne jeg nu godt have gjort, for ’The Room of Shadows’ er på niveau med bandets bedste materiale. Da man første gang hører Terry Jones’ melankolske og lidt nasale stemme på den passende betitlede åbner ’Rising of the Dead’, melder gåsehuden straks sin ankomst over denne stemme fra graven.

Åbneren sætter tonen. Det er ikke Pagan Altar på deres mest metalliske. Tempoet er sjældent særligt hurtigt med få undtagelser fraset på den rockede og upbeat ’The Portrait of Dorian Gray’ og omkvædet i ’Danse Macabre’. Albummet bevæger sig hovedsageligt i et majestætisk midttempo. Det er ikke en metal, der spiller med musklerne, selvom der er tyngde i ’Dance of the Vampires’’ riffs, og der er klassisk metalliske passager i albummets episke højdepunkt, den 10½ minut lange ’The Ripper’. Men sangene har episk schwung og bliver ikke kedelige af en lang spilletid. Alan Jones kender den efterhånden sjældne kunst at flette små variationer i grundtemaerne ind, og Terry Jones’ vokalpræstation er formidabel; storladen og intim på samme tid i de historiefortællende gysertekster.

’The Room of Shadows’ er et tidløst album og føles allerede nu som en klassiker, man har kendt altid. Det er en sjælden kvalitet. Det er næppe et album for alle. Den enes tidløshed er som bekendt den andens gammelfarrock. Man skal sætte pris på den klassiske metals mere episke og melodiske sider, og man skal være forberedt på en doom uden stoner-elementer. Men kan man det, er der en stor oplevelse i vente. Det er svært at forestille sig et flottere farvel.