Dilemma uden udvej

Dilemma uden udvej

Kadavar spiller både tungere og blidere end nogensinde før på ’Rough Times’, men i forsøget på at udvikle sig og samtidig fastholde deres identitet falder trioen mellem to stole. Det gør pladen til deres svageste hidtil.

Kunstner
Titel
Rough Times
Dato
29-09-2017
Genre
Trackliste
1. Rough Times
2. Into the Wormhole
3. Skeleton Blues
4. Die Baby Die
5. Vampires
6. Tribulation Nation
7. Words of Evil
8. The Lost Child
9. You Found the Best in Me
10. A L'Ombre du Temps
Forfatter
Karakter
2

Musikalsk udvikling er nødvendig, om det er i det store eller små. Således også for tyske Kadavar, der siden de debuterede i 2012 har gravet dybt i 1970’ernes heavy rock for at finde inspiration til deres fuzzy, psykedeliske og stoner-influerede retrorock.

Trioen fra Berlin havde timingen med sig. Med tung lærdom hentet fra Black Sabbath, Led Zeppelin og Pentagram skrev Kadavar med deres selvbetitlede debut sig direkte ind i den retrotrend, der på daværende tidspunkt tegnede sig i undergrunden med fremadstormende, ligesindede bands som Graveyard, Horisont og Uncle Acid & the Deadbeats.

Med en overflod af denim, langt hår og ditto skæg trådte Kadavar frem som formidlere af en tid, mange drømmer sig tilbage til, men som færre faktisk har oplevet. Men Kadavar gav også indtrykket af, at de var mindst lige så gode som forbillederne.

Den danske debutkoncert på Loppen i december 2012 er i hvert fald noget af det mest overrumplende, som undertegnede har oplevet rock-wise, og det er netop i de eksplosive og velspillede koncerter (som vi har givet topkarakter til af adskillige omgange) og den heftige turnevirksomhed, at kimen til bandets succes skal findes.

Desværre må man også bare sande, at det ikke altid er, at udviklingen er til det bedre. Og det er tilfældet med Kadavars fjerde album, ’Rough Times’.

Genkendeligt dilemma
Her finder vi Kadavar i et klassisk dilemma: De vil gerne udvikle sig yderligere, men vil heller ikke miste deres identitet og skuffe deres fans. Genkendelighed er kodeordet, og når ens arsenal af tricks i forvejen stammer fra en anden tid, som det i så høj grad gør hos Kadavar, så hviler ens attraktion på en sådan genkendelighed i flere lag.

Man er ligeså meget et medie for det, man imiterer, som man er et selvstændigt band i egen ret. Og søger man væk fra det udgangspunkt, søger man også væk fra sit eksistensgrundlag.

Der er med andre ord ikke rigtigt nogen udvej, og svaret på dilemmaet er for Kadavar her at gå i to modsatte retninger på samme tid. På ’Rough Times’ er de både tungere og voldsommere end på de tre foregående plader, men også blidere og blødere.

Åbningens tretrinsraket bestående af titelnummeret, ’Into the Wormhole’ og ’Skeleton Blues’ lokker ellers lytteren til at tro, at Kadavar er begyndt at dyrke den stonerattitude, som har været tydelig i bandets musik fra begyndelsen. Det drøner og rumler og er meget tungere end det plejer! Sangskrivningen er ligefrem, men der gøres stadig plads til de kendetegnende små detaljer og finurligheder – om det er et lick, der varieres (eller, skal vi sige, genbruges), eller om det er et hovedriff, der affejes for abrupt at give plads til en hel midtersektion, hvor der gynges og grooves, som det sker allerede to minutter inde i åbningsnummeret.



Det er tungt og tykt, genkendeligt og vitalt. Kadavar er på rette spor, men trætheden melder sig desværre hurtigt derefter.

Ikke til det bedre
Førstesinglen ’Die Baby Die’ er uinspireret i sit exploitation-ridt og i sin lettere pinlige tekst, men særligt er det refrænet i ’Vampires’, hvor frontmand Lupus ”Wolf” Lindemann strækker tonerne ud i lange fraseringer over en forkrøblet melodi, der giver bagslag som et af Kadavars mest mislykkede forsøg på at lave et fængende omkvæd hidtil.

Bandet udforsker andre sider af deres musikalitet på pladens tre sidste numre, hvilket de slipper udmærket fra på den tilforladelige southern rock-ballade ’You Found the Best in Me’. På ’The Lost Child’ er der tydeligere psych-indflydelser, en keyboardsolo, fløjten og spaghetti western-vibes, og på det prætentiøse afslutningsnummer, ’A L’Ombre du Temps’, lægger bassist Simon ”Dragon” Bouteloup fransk spoken word over cleanklingende guitar og feedback.

Problemet her er ikke, at Kadavar prøver noget nyt. Problemet er, at det ikke fungerer.

Kadavar lander med røven lige mellem to stole på ’Rough Times’ og finder sig ikke helt til rette nogle steder. Det gør albummet til en halvhjertet affære og en uengagerende lytteoplevelse. Det er måske et overgangsalbum, måske det album, hvor bandet for alvor bliver noget andet end det, man egentlig forelskede sig i til at starte med.

Man forstår sådan set godt, at de vil videre. Bølgen af retrorock er så småt gået i sig selv igen, efter den ikke har fået tilført nyt blod eller nye bands i løbet af de sidste par år, og det er tvivlsomt, at et gendannet Graveyard eller en ny Uncle Acid & the Deadbeats-plade vil gøre noget for at ændre det indtryk.

Det var sjovt, så længe det varede.

Det ændrer dog ikke ved, at Kadavar stadig er et eksplosivt liveband. Og det er nok dér, man skal fange dem fremover i stedet for også at regne med dem på plade.