Årsliste 2017 – Jacobh Hansen

Årsliste 2017 – Jacobh Hansen

Endnu et år med afdankede middelmådigheder fra gamle travere og masser af guld i undergrunden. Slægt, Vampire og Foscor sikrede fremtiden, mens Voivod, Paradise Lost og Ministry sikrede deres fortsatte eksistensberettigelse.

Forfatter

Årets danske album:

1. Slægt: 'Domus Mysterium' -
Hvor hypede de end er blevet, så er det et uomtvisteligt faktum, at Slægt siden den noget magre debut endelig har fundet deres eget ståsted i den unikke kobling mellem det brutale og det melodiøse, hvilket de også beviser gang på gang til utallige koncerter i årets løb. Al god grund til at spå dem en stor fremtid, også uden for Danmarks grænser.


2. Morild: 'VI' - Et interessant nyt kort på den danske blackgaze-scene, som både mestrer de storslåede soundscapes og det brutale frontalangreb. Igen et band, der tør bryde med normerne, og som gør det med stil. De måtte gerne gøre meget mere væsen af sig i 2018.


3. Causa Sui: 'Vibraciones Doradas' - Nogle bands får mere end noget andet deres ret i livesammenhæng. Ikke på grund af studiepladerne i sig selv, men snarere fordi de er så blændende musikere, at deres kvaliteter bedre kommer til udtryk på scenen. Causa Sui er for undertegnede et af den type bands, men med 'Vibraciones Doradas' er de vendt tilbage til et stonet udtryk, fuzzy og ind til benet. Causa Sui, når de er bedst.

4. Kellermensch: 'Goliath' - Et vellykket comeback efter en nok så omtalt skriveblokade. Synd, at de mere prominente harske brøl fra debuten er blevet fraprioriteret, men sangskrivningen er fængende og velafbalanceret mellem Nick Cave-inspireret melankoli og mere radiovenlige dyder.

5. Tongues: 'Hreilia'Endnu et bevis på, at den danske black-scene blomstrer i fuldt flor i disse år. Tongues' meditativt infernalske energier skiller sig markant ud i deres meget frigjorte tilgang til genren, og de nærmest anarkistisk varierede facetter, koblet med en storslået produktion, gør 'Hreilia' til en oplevelse, der vinder stort ved flere genlyt.


Årets internationale album:

1. Foscor: 'Les Irreals Visions' - På trods af tyve år og fem album på bagen er dette med længder det første album, der fører Foscor videre fra deres catalanske bagland ud over grænserne. Den sirlige røst koblet med de kolde, post-metalliske harmonier gør dette til en en af den slags berigende plader, der hjælper en igennem tilværelsen, både i de lyse og de mørke stunder.



2. Bloodclot: 'Up in Arms' - Supergruppe eller ej, så har John Joseph fundet drivet frem fra sine tidlige Cro-Mags-dage, slået pjalterne sammen med Nick Oliveri og Joey Castillo og lavet et monster af en skive fra start til slut. Sjovt, kort og to the point. En forfriskende, festlig kickstarter, når det ikke behøver at være alt for udfordrende.



3. Vampire: 'With Primeval Force' - Klassisk thrash i moderne indpakning. Referencer til Kreator, Sodom og Mercyful Fate. Sværd bliver trukket. Det bliver ikke meget mere trve. Urgh!

4. The Thirteenth Sun: 'Stardust' - Hvis prog metal får dig til at vende det hvide ud af øjnene, kan du roligt se bort fra denne debut. Symfonisk atmosfære i højsædet og masser af tid til at folde numrene ud. En drømmende bevidsthedsudvider, når det gerne må være lidt mere udfordrende.

5. Svart Crown: 'Abreaction' - Når de gamle veteraner skuffer på stribe, er det godt, at nye kræfter viser dem, hvor skabet skal stå. Mørkt og intenst, både med plads til det simpelt smadrede og det mere teknisk komplekse. Vive la France!

Boblere:


Der Weg Einer Freiheit: 'Finisterre' - Den tyske pendant til Solbrud i topform.

Paradise Lost: 'Medusa' - Goth-legenderne bliver kun bedre og bedre i disse år.

Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun' - Støjende, rå melankoli fra en af rockverdenens stærkeste kvindelige vokalister.


Årets internationale hit:

Below
: 'Disappearing Into Nothing'
- Episk doom af Candlemass-skolen med en sanger, der både mestrer kraft, dybde og high pitch. Catchy sag. Man får jo næsten lyst til at dø.



Årets danske hit:

Slægt: 'I Smell Blood' -
Viser alle sider af Slægt-spektret – og så er den voldsej live!


Årets fysiske udgivelse:

Vampire: 'With Primeval Force' - Sidder du og hører vinylen med gatefolden i hånden, med alt hvad det indbefatter af artwork og tekster, og du stadig ikke forstår meningen med Vampire, så må du have glemt meningen med at være metalhead.

Årets koncerter:

1. Arcturus: Amager Bio, 27/4 2017 - En latterligt blæret forevisning i, hvordan begrebet supergruppe kan komme til udtryk i ypperste potens. Sci-fi metal med flyverbriller og blastbeats, og ICS Vortex' operatiske brug af vokalen bevægede sig på grænsen af menneskelig ydeevne.

2. Ministry: Sweden Rock Festival, 9/6 2017 - Intenst industrialbrag med et længere sæt og mere intime rammer end på Copenhell et par uger senere. Ingen kælen for masserne, ingen tid til at hvile på laurbærrene, stiv pik og håret tilbage. Halvanden times gåsehud.

3. Voivod: Stengade, 15/10 2017 - Som jeg konstaterede for to måneder siden: "Det er især den ubekymrede, useriøse in-your-face-tilgang, som er så fantastisk ved Voivod. De komplekse rytmer og strukturer kunne nemt virke forvirrende, hvis ikke det var, fordi alt fremstår så legende let og sjovt, når man ser dem på en scene, og det er dét, der gør Voivod til noget helt særligt live."

4. Tiamat: Summer Breeze, 19/8 2017 - Har man en svaghed for de transcendente dele af Tiamats karriere, var denne udvidede udgave af 'Wildhoney' noget lig den perfekte opvisning i at hylde sin egen fortid. Johan Edlund havde måske varmet op med en smule psilocybin-te, men det var kun til Tiamats fordel.

5. Kellermensch: Lille Vega, 14/10 2017 - "Kellermensch live anno 2017 er fortsat en vild, utæmmet størrelse, som tryllebinder publikum med deres nærmest orkestrerede opbygninger og stærk vokal fra både Wolff og Sindermann." Ørehængere og dystopiske rockhymner gik smukt hånd i hånd.

BOBLERE:

Amon Amarth: Summer Breeze 16/8 2017
Candlemass: Copenhell 23/6 2017
Opeth: Copenhell 24/6 2017

Årets internationale navn:

Voivod - Canadierne har genfundet formen fra svundne tider. Man skulle være en hjerteløs kyniker for ikke at lade sig smitte af humoren og spilleglæden til deres koncerter både på Sweden Rock og Stengade. Ganske vist udgav de ikke nyt i år, men live havde Snake & co publikum i deres hule hånd, med stor vægt på deres seneste blændende ep, 'Post Society' fra 2016.

Årets danske navn/solist:

Slægt - Årsagerne er åbenlyse. Behøver jeg gentage mig selv?

Årets nye internationale navn:

Dead Cross - Det har været en drøm i årevis at gense Dave Lombardo og Mike Patton sammen i deres forhenværende hobbyprojekt Fantômas. At de så slår pjalterne sammen under nye rammer i form af Dead Cross, er blot en glædelig overraskelse, især i kraft af projektets ligheder med deres fælles fortid. Patton har, på trods af lidt sløje præstationer med gendannede Faith No More, genfundet et bid, der går aldeles usmukt i forsoning med de frenetisk forstyrrede hardcore-hymner. At de derudover regelmæssigt fik besøg af prominente gæster som Jello Biafra på deres USA-turné, som vi i øvrigt dokumenterede fra Boston, bidrager kun til flere drømme om Dead Cross' fortsatte udvikling.

Årets nye danske navn:

Morild - Det sorte får i flokken, der har deres helt eget lyd i spændingsfeltet mellem black metal og shoegaze. Spændende at se, hvilken retning de søger, med blot en knap 30 minutter lang ep i bagagen indtil videre, men releasepartyet på Ungeren i september viste både musikalsk og visuelt lovende tendenser.

Årets genfundne klassiker:

Borknagar: 'Urd' - Elsker det meste ICS Vortex rører ved, men denne plade var gået helt forbi min næse. Melodilinjerne stikker i alle retninger, og selvom vi snakker højoktan symfonisk black det meste af tiden, er der også indlagt plads til både trompeter og mere mellow passager. En af de sjældne plader, hvor begrebet mesterværk ikke er helt malplaceret.



Årets comeback:

Paradise Lost - Reelt er der her tale om et comeback, der har strukket sig over en årrække, men ikke desto mindre er det først på 'Medusa', at Paradise List for alvor når op på højde med deres storhedstid i 1990'erne, hvilket de også cementerede live for fulde huse i Pumpehuset et par uger senere.

Det overså jeg i 2016:

Voivod - Som nævnt solgte de materialet fra 'Post Society' fremragende til begge deres koncerter i år. Ofte bliver ep'er ikke taget lige så alvorligt som hele album, men i dette tilfælde er det faktisk kun deres lidt overflødige cover af Hawkwinds 'Silver Machine' i anledning af Lemmys død, som bryder med indtrykket af et genfødt band, der atter har fundet den velkendt skæve røde tråd.



Årets optur:

At så mange nye kunstnere i år har vist sig værdige til at overtage fanen fra de gamle travere.
Derudover var det også en stor oplevelse både at interviewe Dave Mustaine, der kickstartede min interesse for metal i tidernes morgen, og Steven Wilson, der må være min mest spillede kunstner de sidste 12 år.

Årets største skuffelse:

At så mange af de klassiske bands enten tager sig til takke med at udgive middelmådigheder eller splitter sig op i halvhjertede fraktioner. Jeg bestræber mig på at glemme ligegyldigheder, men skuffelsen over den seneste udgivelse fra Morbid Angel er fortsat dugfrisk, og selvom 'To the Bone' for så vidt er en udmærket popplade, er det på ingen måde en plade, der når samme skyhøje niveau som alle Steven Wilsons foregående udspil.

Derudover blev forventningerne til Oranssi Pazuzus natteseance på Roskilde Festival, hvor velspillet den muligvis var, skæmmet af så ringe lyd, at bandet aldrig kom til deres ret. Synd, at en så stærk ny booking går til spilde på et så tåbeligt grundlag.

Største ønske for 2018:

Færre afdankede gamle travere + flere spændende nye bookinger på Copenhell.
En ny Tool-plade i 2018 ville også være meget ønskværdigt.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:
Ihsahn og Emperor til Inferno Festival til marts.
Boligkøb og 14 dages backpacking i Ægypten skal dog heller ikke undervurderes.