Sort, stort og varieret værk
Populær
Franske Svart Crowns fjerde udspil er dystert, dunkelt, tungt, massivt samt imponerende afvekslende og tager gerne afstikkere fra fundamentet bygget op af dødsmetal og stemningsfulde blackede passager.
Det er et krævende album, som Svart Crown med 'Abreaction' har disket op med. Lydbilledet blander det ene øjeblik den tungeste dystre dødsmetal med atmosfærisk black metal for senere at bryde ud i et tempomættet, kaotisk inferno. Franskmændenes lyd synes positivt udviklet fra deres tidligere (også kompetente) Behemoth-agtige metal med mest vægt på den del af polakkernes lyd, der kan kaldes dødsmetal. Det overvejende udtryk er stadig dødsmetal, men de elementer, der før pegede mod black metal, er styrkede, så de atmosfæriske elementer på skiven er kommet helt i top. Det er medvirkende til, at nogle af de meget drilske tempo- og rytmeskift går rent ind, fordi stemningen sidder fast og tages med ind, når musikken bliver bidsk og hidsig.
Albummet må også være krævende at spille. Der er komplicerede sager indimellem, og det giver associationer til især Ulcerate og i mere moderat mængde Anaal Nathrakh. Til tider rammer det også en lyd af den sortest mulige tvilling til Strapping Young Lad. Musikken er ude i noget, hvor nogle vil mene, at det bliver for skizofrent. Men forhåbentlig vil flere dog se genialiteten i det her, vil flere værdsætte de meget afvekslende sange. Uanset om det er tungt eller hurtigt, så føres musikken nemlig frem af fede riffs, fornemme detaljer på leadguitar, finurlige trommerytmer og en drævende vokalvariation fra døds-/black-stil til råbende hardcore- eller industrial-lydende vokal.
Lækker lyd, der omfavner sangenes mange nuancer
Lyden er organisk og en fornøjelse af dykke ned i. Det er, som om de hurtige passager står lysende klart frem, mens de tunge, dystre stykker nærmest opnår en ekstra dimension i lydbilledet. Albummet rummer ti sange og et mellemstykke, og der er rig mulighed for at vælge favoritter på skiven. Åbneren 'Golden Sacrament' viser bandet fra deres stemningsopbyggende side, mens 'Carcosa' sender en tak til Anaal Nathrakh og briternes fræsende, kontrollerede kaos. 'Transsubstantiation' synes at rumme hele paletten af Svart Crowns formåen, mens 'Khimba Rites' byder på insisterende rytmer med interessant gentagende monotoni på meget effektiv vis. 'Nganda' indeholder de bedste soli, og så er 'Orgasmic Spiritual Ecstasy' en fed titel og naturligvis et godt nummer i lighed med resten af albummet.
Samlet er 'Abreaction' en fængende og spændende affære mellem ekstraordinær stemning, harmoni og grænsesøgende vildskab.