Oversete og unikke gøglerkonger
Populær
Efter 12 år vendte supergruppen Arcturus endelig tilbage. Desværre i et alt for mennesketomt Amager Bio, så det aldrig endte som en superkoncert. Men det var alligevel tæt på.
2. The Arcturian Sign
3. Painting My Horror
4. Alone
5. Archer
6. Hibernation Sickness Complete
7. Shipwrecked Frontier Pioneer
8. The Chaos Path
9. Nocturnal Vision Revisited
10. Crashland
11. Game Over
12. Deamonpainter
13. To Thou Who Dwellest in the Night
14. Raudt Og Svart
15. Angst
”Sidste gang vi spillede her, var i en garage.”
Simen ”ICS Vortex” Hestnæs var ikke uden humor, da den 43-årige sanger torsdag aften vendte tilbage til Danmark med Arcturus.
Frontmandens spydige kommentar var naturligvis en reference til natklubben Rust på Nørrebro i København, hvor nordmændene besynderligt debuterede på dansk grund en fredag aften i oktober 2005 foran knap 30 mennesker.
Her 12 år senere var omstændighederne dog ikke meget mere opsigtsvækkende. Ærgerligt nok. For der var ikke over 200 mennesker, der havde fundet vej til Amager Bio for at opleve, at den norske supergruppe endelig vendte tilbage.
Hvis der er et nordisk band, som decideret kan betegnes som en såkaldt supergruppe, så er Arcturus indiskutabelt den mest kvalificerede. Mayhem, Dimmu Borgir, Ulver, Emperor, Immortal, Borknagar og Ved Buens Ende, blot for at nævne de mest kendte bands, Arcturus’ medlemmer har på cv’et.
Hvor det som oftest går galt med supergrupper, så er det alt andet end tilfældet med Arcturus.
Fra den første tid siden dannelsen midt i 90’erne med Ulvers Kristoffer ”Garm” Rygg på vokal, til Hestnæs overtog et årti senere, er Arcturus ikke faldet igennem på en eneste udgivelse.
Det var helt tydeligt i Amager Bio, hvor musikken vekslede mellem materiale fra fire af karrierens plader, så kun numre fra den i øvrigt ikke mindre glimrende ’The Sham Mirrors’ var udeladt.
Lettere ærgerligt. En gedigen skæring som ’Kinetic’ havde absolut haft det godt på sætlisten.
Nuvel. I stedet fik vi så alle de andre, hvor især ’Alone’ trak de første store jubelsalver fra gæsterne, der intimt havde forskanset sig foran midten af scenen på det alt for tomme spillested, der resulterede i, at lyden ikke altid var mest optimal, med Hellhammers buldrende trommer, som i passager kvalte keyboardet.
Det var til at leve med. Men Arcturus havde uden tvivl hevet en større sejr hjem på et sted som Lille Vega.
Én, der trods alt aldrig lød tilnærmelsesvis dårlig, var manden i midten. Han er en gudsbenådet sanger, den sympatiske ICS Vortex. Fuldstændig som manden bag trommerne – Jan Axel ”Hellhammer” Blomberg, der for en måned siden sad nøjagtig samme sted bag tønderne i Mayhem.
Sådan har medlemmerne deres primære grupper at fokusere på, så Arcturus er henvist til at være hobbybandet, der med års mellemrum udgiver plader og turnerer. De glider formentlig hurtigt ud af hukommelsen hos den store metalmasse, der samtidig nok også har svært ved at kapere musikkens miskmask af indtryk og bandets image som gøglere fra det ydre rum.
Det sidste kan man ikke klandre nogen for at finde fjollet, det første kan man. Arcturus lefler ikke for lytteren. Det er komplekse kompositioner, der kræver opmærksomheden rettet mod sig.
Den næsten ni minutter lange ’Shipwrecked Frontier Pioneeer’ tog stikket hjem som aftenens højdepunkt, hvor de fem nordmænd demonstrerede et overlegent sammenspil, og hver især tryllede med alt mellem soli på guitar og keyboard og de helt høje toner fra Hestnæs, som et jazzorkester, der skiftedes til at tage teten og í fællesskab frembringer det unikke.
Sådan er Arturus i samme båd. Eller rettere sagt samme rumskib med deres særlige sci-fi-elektroniske black metal. Lad der bare ikke gå 12 år, før de lander i Danmark igen.