Blege heste og smadrede knogler
Populær
Svensken går all-in på ørehænger-doom og flirten med hekse og døde. What's not to like?
2.Disappearing Into Nothing
3.The Coven
4.Upon A Pale Horse
5.Suffer In Silence
6.Hours Of Darkness
7.1000 Broken Bones
8.We Are All Slaves
For mange er doom metal forbundet med skandinaviske eller engelske bands med tunge, storladne riff og tekster om depressioner, død og helvede. Omend der unægteligt er meget creme at finde i undergrunden, vil det være synd at sige, at der kommer mange nye spillere på banen, der ændrer dagsordenen. Om Below så er så prætentiøst anlagte, er svært at sige, men de bringer noget frisk nyt blod til genren.
Med en ep og en fuldlængde på bagen har svenskerne hurtigt gjort det klart, at de dedikerer sig til de mere episke dele af doom-genren. En kort intro indvarsler dommedag, inden førstesinglen 'Disappearing Into Nothing' slår ind, og hvilken ørehænger! Sjældent har doom lydt så øretæveindbydende catchy! Et tungt vers bygger op til et storladent omkvæd, hvor især sanger Zeb stjæler rampelyset med en vokal, der trækker tråde til både Bruce Dickinsons alsidige fraseringer og King Diamonds famøse skrig. Musikalsk fornægter deres forkærlighed for landsmændene fra Candlemass sig ikke, bevares, mere skarpe og stramt organiserede opbygninger, men man fornemmer, at det melodiske touch fra 'Ancient Dreams' snildt kunne have været en del af deres modermælk.
Videre bevæger vi os over i 'The Coven', som både lyrisk og musikalsk udfolder sig som en dyster flirt med det okkulte. Titelnummeret er albummets tunge indslag, der over små 10 minutter bevæger sig fra det ene betontunge riff til det andet, og stille og roligt begynder mønsteret også at tegne sig af en trommeslager, der lige præcis ved, hvornår der skal slås ind for at give bandet mere punch, eller for den sags skyld holde sig tilbage for at tilføje mere atmosfære til resten af lydbilledet, alt sammen uden at stjæle rampelyset fra resten af bandet. 'Suffer in Silence' er til gengæld det headbangervenlige indslag med en af guitaristens stærkeste soloer, melodisk som altid, og sådan kunne man blive ved ...
For så vidt kunne nærmest alle numrene fremhæves for hver deres supplement til helheden. Candlemass har givetvis ikke levet forgæves, men Below har med 'Upon a Pale Horse' derudover fundet en modbydeligt ørevenlig tilgang til doom-genren. Intet er overladt til tilfældighederne på noget tidspunkt, og når den Maidenske guitarharmoni og de legende trommer slår over i det afrundende, messende omkvæd i 1000 Broken Bones', er det stadig svært ikke at blive revet med. Visse plader tvinger næsten sine lyttere i knæ med luftguitar og fælles skrål, og Below har uden tvivl her fundet en potent opskrift.
&feature=youtu.be