Androgyn > virtuos

Det nye album 'To the Bone' var det naturlige omdrejningspunkt, men terrorisme, nostalgi, sideprojekter, forbilleder og politiske budskaber var blot nogle af de andre emner, vi nåede at vende i selskab med vor tids store prog-rock-ikon Steven Wilson.

Vi bliver selvfølgelig nødt til at høre om den nye plade. For først at vende titlen 'To the Bone', så beskriver den meget godt det mere fokuserede, enkle udtryk, pladen har. Valgte du at skrive pladen på den måde for at udfordre dig selv, eller var det mere for at tage et break fra de store, mere komplekse arrangementer, vi ellers kender dig for?

Det er egentlig lidt af begge dele. Det eneste, jeg må anføre her, er, at det er ikke et spørgsmål om at tage et break som sådan. Det handler mere om, at hver plade skal være en videreudvikling fra den foregående. Det skal føles, som om hver plade har sine egne årsager til at eksistere i min diskografi. Der er ingen grund til at lave det samme to gange. Det første, jeg gør, når jeg skal lave en ny plade, er at overveje, hvordan jeg kan lave den anderledes fra den foregående, hvordan den kan skille sig ud.

Hvad angår 'To the Bone', havde jeg det sådan, at hele konceptrock-siden har været meget udforsket på de seneste plader. Jeg havde lyst til at lave en plade, der fokuserede mere på min sangskrivning, og som jævnfør titlen skar mere ind til benet. Mine album har jo altid haft numre, der er mere stramt og enkelt organiserede, og det var det udtryk, jeg gerne ville fokusere på.

Jeg kan forstå, at det er mere en solo-plade denne gang end tidligere. Du har selvfølgelig masser af gæsteoptrædener, og hele dit liveband er med her og der, men ellers har du indspillet det meste af pladen selv. Havde du et større behov for selv at kontrollere processsen, nu hvor du har ændret lyd, fra hvad der ellers forventes fra dig?

Hvad end jeg laver, synes jeg nu, at jeg kontrollerer processen meget alligevel. Det var ikke et spørgsmål om kontrol, men snarere fordi jeg ville fokusere mere på mig selv som performer, eftersom numrene ikke på samme måde er musikalsk udfordrende, men de er mere fokuserede på den følelsesmæssige kerne af min sangskrivning. Jeg vidste, hvordan guitarerne skulle lyde, hvordan keyboardene skulle lyde, i det hele taget mindre virtuost, om du vil. Det var bare mere åbenlyst for mig, at jeg selv var den rette person til at spille guitaren på denne plade.

Hvad jeg har lagt mærke til på pladen er, at du har valgt en lidt anderledes produktion. Det føles mere som et studiealbum sammenlignet med de foregående, der havde mere af et live-feel. Især sange som 'Refuge' og 'Song of I', der har lidt mere dronede tendenser a la fx 'Index'. Var det bevidst at gøre 'To the Bone' mere til et studiealbum end de tidligere album?

Det er helt sikkert, at jeg gerne ville bevæge mig væk fra det her med at fange et liveband i studiet. Jeg ønskede mere at udforske mulighederne i et studie, mulighederne i produktionen, og jeg var meget inspireret af de plader, som jeg voksede op med som teenager i 80'erne. De her plader, som var meget ambitiøse, men samtidig tilgængelige. Filmisk storladne, men med masser af stærke hooks, stærk sangskrivning og eksperimenteren i studiet. Det var de år, jeg voksede op i, uanset om vi snakker Depeche Mode, Prince, Tears For Fears, Talk Talk, Peter Gabriel ... Det er alle kunstnere, der for mig viser mulighederne i, hvad man kan udrette i et studie, med de teknologiske muligheder man har til rådighed. Kunstnere, der eksperimenterer, men med respekt for sangenes kvaliteter.

Vi har her prøvet at vise det bedste i sangene, ikke ved at sløre dem i gimmicks og tricks, med ved at finde en unik måde at præsentere sangene, så de både bliver catchy, men også stimulerende for dem, der søger de mere filmiske kvaliteter i musikken, om du vil.



I teksterne er der igen en del social kritik på denne plade. 'The Same Asylum as Before' kommer ind på, hvordan intet ændrer, sig uanset hvem der overtager magten, medmindre du ændrer dig selv, og du vender også flygtningesituationen i Europe et par gange. Du har dog ikke en åbenlys politisk agenda i teksterne. Hvordan har du det med kunstnere, der fokuserer meget på deres politiske overbevisninger?

Lad mig bare sige, at der er nogle kunstnere, der er bedre end andre til at udtrykke sig politisk, og jeg er ikke særligt god til det her med at udtrykke mine personlige politiske overbevisninger eller fortælle mine fans, hvad de skal tænke. Hvad jeg til gengæld selv synes, jeg er god til, er at fortælle historier. Hvad jeg gør er at tage et tema op, såsom fx flygtningebølgen i Europa i øjeblikket eller de aktuelle terrorhandlinger, men i stedet for at snakke om dem i en global, mere bred forstand skaber jeg en karakter og fortæller en unik historie igennem den karakter. Der er fx to sange om terror på pladen, og en af dem hedder 'People Who Eat Darkness' og handler om at bo side om side med en, som på overfladen lader til at være et meget normalt, åbent, blødt væsen, men indeni så har den her mørke, onde, forstyrrede plan. Det er en måde for terrorist-naboen at sige “du kan ikke se mig, du kan ikke genkende mig for det, jeg er. Jeg er midt i din verden og har den her grusomme plan.” Og jeg kan på en måde bedre lide at fortælle en historie igennem karakterer, fordi det giver en bedre mulighed for at kunne føle sig følelsesmæssigt forbundet med karaktererne og deres tanker, i stedet for at tale om terrorisme og politik i en meget bred, global forstand, hvilket jeg ikke er så god til. Jeg har prøvet et par gange, men det er ikke så meget mig. Jeg forliger mig bedre med tanken om at skabe karakterer, som jeg kan fortælle historierne igennem.

Ved dit valg af cover denne gang fik jeg ved første øjekast en idé om, at du havde en glorie om hovedet. Er det en form for selvbevidst accept af den piedestal, mange af dine fans sætter dig op på, er det måske med en vis ironisk distance, eller hvad er i det hele taget dine tanker i den forbindelse?

Det var sådan set ikke den måde, jeg så det på. For mig var det en idé om at åbne for mig selv for første gang, for jeg har aldrig rigtig puttet mig selv på frontcoveret før nu, og det er pointen i sig selv. Jeg vil ikke længere gemme mig bag konceptuelt artwork. Coveret er mig, og det er en plade, der er meget personlig, følsom, meget fra hjertet og sjælen. Samtidig har coveret en vis forstyrret kvalitet over sig. Øjnene er lukkede, det er tydeligvis meget billedbehandlet, og det er nærmest en android fremtoning. Jeg tror, mange kigger på coveret og tænker på Bowies 'Aladdin Sane' eller lignende, ikke fordi jeg vil sammenligne mig selv med Bowie, men mere for at vise mig selv som en robot, et produkt. Så ja, på den ene side er det den her ting med at vise mig selv frem for mine fans, og på den anden side den her androide fremtræden.

Det er på en måde, som du siger, en kommentar til dels den person, jeg er som kunstner, dels den måde, jeg bliver fremstillet på som kunstner. Jeg synes ikke rigtig, vi har popidoler i det tyvende århundrede, men folk har altid denne lidt fjerne idé om dig, som er meget langt fra virkeligheden. Mange tror, jeg er den her melankolske person, og det forstår jeg til dels godt, hvis man lytter til min musik, men når man møder mig, er jeg ret meget det modsatte. Albummet handler meget om perception, om at meget af det, vi kalder for sandhed, overhovedet ikke er sandhed, men snarere en forvrænget perception af verden. Perception er noget, du filtrerer gennem dit køn, din opvækst, din religion, dine holdninger, og det ser vi også igennem berømtheder. Folk, der ser op til mig, har den her sære idé om, hvem jeg er, og det har ingen lighed med virkeligheden. Jeg tænker i virkeligheden på coveret som en kommentar til det også.

En ting, vi også lige må vende i forbindelse med artworket, er selvfølgelig, eftersom vi er et dansk musikmedie, dit fortsatte samarbejde med Lasse Hoile. I har nu arbejdet sammen siden 2002. Hvordan finder I generelt ud af, hvilken form artworket skal have? Går det begge veje, dikterer du, eller får han meget frie tøjler?

Det afhænger meget af omstændighederne, men ofte vil det enten være et udkast fra mig eller en idé, han får, som udspringer af teksterne. Denne gang var det mig, der vægtede, at jeg gerne ville præsentere mig selv på coveret. Han plejer så at undersøge idéen nærmere for inspiration og præsentere forskellige udkast af sine idéer. Vi snakkede også om at benytte et af de billeder, hvor jeg er dækket af maling, som du nok har set. Den idé kom fra en hellig festival i Indien, hvor man netop dækker hinanden i maling. Egentlig sad vi bare sammen et par dage, hvor han præsenterede sine udkast. I den eksperimenterende tilgang, som vi har til artworket, er der altid et element af tilfældighed og held, du ved ikke nødvendigvis, hvad der kommer til at virke. Vi har nok skudt tusind billeder, og vi går dem så igennem sammen, og engang imellem stopper vi op og er helt enige om, at det og det skud er det helt perfekte. Vi har altid været meget på bølgelængde og enige om, hvad der virker, og det er egentlig årsagen til, at vores samarbejde har holdt ved igennem alle de år.



Nu har jeg efterhånden ikke længere styr på hvor mange gange, jeg har set dig siden Deadwing-dagene, men mange af gangene har du spillet det seneste album i helhed, hvilket har givet rigtig god mening, fordi mange af pladerne har været mere konceptuelt-prægede. Hvordan tænker du at gribe 'To the Bone'-touren an, på samme måde?

Folk taler meget om, at den nye plade adskiller sig ved ikke at have dette konceptalbum-præg over sig, men det synes jeg ikke er helt rigtigt, for den har stadig et stærkt tema, der kører igennem hele pladen, og det er et tema om sandhed og perceptionen om sandhed. Hvordan terrroristen mener, at deres sandhed er den rigtige. Hvordan politikerne selv mener, at deres sandhed er den rigtige. Uanset om det er fyren i et parforhold, en politiker, en terrorist eller hvad ved jeg, så er deres egen sandhed altid den rigtige. Det er en umulig drøm. Alle har deres eget billede af sandhed. Der er altså dette tema, som skærer igennem teksterne hele vejen, og som allerede bliver præsenteret i de første sekunder af pladen, hvor en professor taler om sandhed, og hvor det første instinkt, man har som menneske, er at fucke med andres sandhed, hvis den ikke matcher ens eget billede af sandheden. Det tema kører hele vejen igennem pladen, og det vil vi udforske nærmere igennem showet med visuals og nye film og animationer.

Noget, jeg altid har gjort, er selvfølgelig at fokusere på det aktuelle album, men også at grave ned i bagkataloget og finde andre sange, der passer ind tematisk med det nye album. Jeg er jo så i den lykkelige situation, hvor jeg har over 20 års materiale at plukke fra og vurdere, hvad der hænger sammen med de idéer. Jeg vil selvfølgelig ikke sige, hvilke sange jeg har i tankerne, men lad mig bare sige, at mit show vil blive opbygget som mange af mine tidligere turnéer.

Du har altid været meget fokuseret på at afprøve nye ting fra plade til plade og bevæge dig ud i ukendt territorium. Har du nogensinde lyst til at vende tilbage til noget velkendt, fx tage på turné med gamle sange fra bagkataloget, som du er særlig knyttet til, måske spille et udvalgt album, eller for den sags skyld at lave en ny plade, der trækker tråde tilbage til dine ældre plader, blot for uforudsigeligheden i at genbesøge fortiden for en gangs skyld?

Det er ikke rigtig mig. Jeg har ingen nostalgi for min fortid. Jeg er faktisk lidt skræmt over min fortid og har ikke et særligt behov for at høre, hvad jeg har lavet tidligere. Jeg har ikke den nostalgi, som jeg ved mange af mine fans har. En del af det at være fan er selvfølgelig at have favoritalbum, og meget ofte er det ældre album, hvilket jeg selvfølgelig forstår. Som personen, der skriver musikken, har jeg dog ikke den nostalgi. Jeg ser det som meget usandsynligt, at jeg nogensinde vil tage ud på en tour og dyrke nostalgien på den måde. Hvem ved, måske når jeg bliver 70, men lige nu føler jeg stadig, at jeg laver bedre og bedre plader, bevæger mig fremad, arbejder med forskellige musikere, og det er dét, der holder mig i gang. Jeg spiller stadig nogle af mine ældre sange, så på en måde holder jeg jo stadig fast i nogle dele af min fortid, men idéen om specifikt at fokusere på nostalgiske elementer er bare ikke rigtig mig.

Du har haft en del projekter ved siden af din hovedkarriere i Porcupine Tree og solo. Personligt er jeg fx meget glad for Storm Corrosion-projektet med Mikael Åkerfeldt. Hvor vigtigt er det for dig stadig at have alle disse projekter ved siden af din solo-karriere, og er der mere i vente?

For at være helt ærlig er det blevet mindre vigtigt for mig. Siden jeg gik solo, har jeg haft en følelse af, at jeg egentlig kunne bringe alle de elementer, jeg tidligere holdt til mine sideprojekter, ind i solokarrieren alligevel. På 'To the Bone' finder du fx elektronisk musik, pop, længere progressive elementer, singer/songerwriter-elementer osv. Mange af de ting, jeg tidligere lavede ved siden af, er blevet en del af min solokarriere.

Nu nævner du så Storm Corrosion, og det er lidt anderledes, fordi det var et samarbejde med en anden musiker, og den slags projekter er altid interessante, fordi du kombinerer personlighed og idéer med en anden musiker og skaber noget nyt og friskt. Jeg tænker, at svaret på dit spørgsmål er, at jeg har et mindre behov for at have den her paraply af projekter omkring mig, fordi jeg kan inkludere mange af de idéer, jeg har, i min musik. Jeg elsker dog stadig idéen om at samarbejde med en anden musiker, som jeg gjorde med Storm Corrosion. De projekter er sjove og stimulerende, fordi du bliver inspireret og udfordret, bliver tvunget til at tænke ud af boksen.

Jeg har ikke nogen projekter p.t., nu hvor 'To the Bone' lige er kommet ud, og jeg fokuserer al min energi på det. Jeg vil meget gerne lave flere projekter med andre musikere. Det har været en af mine største fornøjelser i karrieren., at rejse hele verden rundt, møde andre musikere fra andre kulturer og inden for andre genrer har været utroligt givende, så det er jeg naturligvis stadig meget åben for.