Ørken-prog
PopulærDen danske trio skyder direkte mod giganterne inden for genren med deres bundsolide opfølger til 2014-debuten 'Tûndra'.
Kun et år efter udgivelsen af det danske bands debut melder trioen sig med en opfølger. Hurtigt, kunne man fristes til at mene, men grundlæggende handler det om, at bandet allerede har haft fokus på kompositionerne til ’Entering Another Measure’ før udgivelsen af debuten. Der er nu heller ikke nogen grund til at være nervøs for indholdet. Det skal være uvist, hvorvidt der har været tale den sagnomspundne svære toer, hvad angår indspilning, men der skal derimod ikke være tvivl om, at denne svære toer er et stort skridt fremad for Black Book Lodge.
Musikalsk befinder danskerne sig stadig i et univers centreret omkring den støvede stoner/sludge/prog-rockede lyd, der kendetegnede debuten. Samtidig har trioen formået, at løfte deres lyd og kompositioner til et niveau, hvor kompleksiteterne og de mange spidsfindige finurligheder balancerer med forholdsvist lettilgængelig musik. Bestående af seks numre er ’Entering Another Measure’ et ocean fyldt med sanseindtryk, hvor det smukke og, atmosfæriske, skrøbelige og hjemsøge, bombastiske og melodiske finder plads side som side, fordelt over 42 minutters effektivt udnyttet spilletid.
Netop albummets første skæring ’The Martyr’ er et fint eksempel på et nummer, hvor bandet afdækker hele førnævnte spektrum. Introduceret af Ronny Jønssons stemningsfyldte vokal, i et koldt og hjemsøgt musikalsk univers, formår trioen at få de små nakkehår til at rejse sig, inden der brydes af guitar som sol på en frostklar dag. Generelt set er det hyppigt Trygve Borellis tordnede gang på bassen i kombination med Jønnsons guitar, der står for de bombastiske anslag, mens vokalarbejdet leverer de skrøbelige og melodiske elementer. Jacob Grundels trommer leverer livsnerven og skelettet. En flot symbiose af elementer, hvor det dog kunne være interessant at høre lidt mere nerve og bid i vokalen.
Albummets seks skæringer går hånd i hånd og fremstår samlet set som en kompleks masse af et konstant højt niveau. Det bliver aldrig euforisk, men det er hele vejen godt, insisterende og dragende. Det er alle stærke skæringer, der bliver flettet sammen til en samlet oplevelse, og det er svært at fremhæve enkeltstående numre, om end ’27 Years’ er et potent og bragende godt nummer, der gør sig godt til en varm sommerdag. Modsat det bombastiske er der en ydmyg, smuk og særdeles melankolsk klang over albummets sidste skæring ’Alizarin’, der nærmest har en Steven Wilsonsk vibe, og afslutter ’Entering Another Measure’ på fornem vis.
Mens 'Tûndra' var bandets entre på scenen, er ’Entering Another Measure’ , kort sagt, et stort skridt fremad for trioen, og et album, der reserverer danskerne en plads mellem genrens helt store navne. Finder man glæde i kombinationen af prog-elementer og den golde ørkensound, er der ingen vej uden om danskernes andet album, der meget vel kunne ende på flere lister ved årets udgang.