Musikken er ikke død

Populær
Musikken er ikke død

Steven Wilson vendte mandag aften tilbage til København og leverede en koncert, der var lige så progrockende velspillet, som den var imødekommende og humoristisk.  

Spillested
Dato
13-04-2015
Label
Trackliste
First Regret
3 Years Older
Hand Cannot Erase
Perfect Life
Routine
Index
Home Invasion
Regret #9
Lazarus
Harmony Korine
Ancestral
Happy Returns
Ascendant Here On...
------------------------
(Temporal)
The Watchmaker
Sleep Together
-----------------------
The Raven That Refused to Sing
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Sidst, Steven Wilson besøgte Amager Bio, var det ligeledes på en mandag. Det var i 2012, Wilson var på sin første længere turné i eget navn og han leverede her en koncert, der havde så meget vilje og musikalsk liderlighed over sig, at vi alle – selv os, der ellers havde oplevet Wilson på en scene omkring 20 gang tidligere – gik derfra som nyforbløffede. Siden da er der sket en hel del for den efterhånden 47-årige britiske ”progprins”, soon to be king, der, sin enorme solosucces til trods, selvfølgelig forbliver bedst kendt som tidligere primus motor i det 25 år gamle Porcupine Tree.

Mens Wilson i 2012 havde udgivet to soloudspil, har han i dag yderligere to under vesten. Uanset hvor forskellige de er, så har ’Insurgentes’ (2008) og ’Grace for Drowning’ (2011) det til fælles, at de begge virker som afsøgende, musikalske udstrækninger, der på befriende vis stikker i alverdens nysgerrige retninger, ikke mindst fremad. Sidenhen er der dukket en form for afrundet ordenssans op hos Wilson. Hvor han på de to første plader brugte sin frihed som solist til at eksperimentere med musikalske formater og udtryk, er han på de to senere plader, ’The Raven That Refused to Sing (and Other Stories)' (2012) samt den helt nye ’Hand. Cannot. Erase.', i højere grad blevet til en musikhistorisk dirigent, der hovedsagligt er interesseret i det konceptuelt tilbageskuende. Der er stadigvæk højt til loftet, det er stadigvæk gode sange og et endnu bedre håndværk, men overraskelserne udebliver.

Prog over ørehængere

Overraskelserne udeblev også i går aftes i Amager Bio, hvor man fik tilbageskuende og uhyre velspillet prog a la fortrinsvis 70’erne for samtlige skillinger, men hvor man samtidig savnede lidt mere vers-omkvæd-struktur fra Wilson, og hvor det samtidig slog én, at Wilsons senere take på den episke progskæring ikke er, hvad den har været. At Wilson har det i sig at skrive poppede som rockede catchy hits som kun de få, er der næppe mange med ørerne skruet ordentligt på, der vil modsige. At han ikke skriver dem så ofte længere, er ærligt talt brandærgerligt.

Titelnummeret fra ’Hand. Cannot. Erase.’ er dog 100 % eksemplet på, at han stadig har den side i sig, og at han stadig er den bedste sangskriver af ambitiøst poprock i dag, overhovedet. At han på det senere har valgt at nedprioritere denne evne til ørehængere for i stedet at skrue op for det, der synes lige så meget som en hyldest til en bestemt musikhistorisk periode, som det synes som en egentlig videretænkning af Wilsons egen musiks signaturstærke dna, er på én gang småirriterende og ganske nobelt. Når Wilson i Amager Bio bærer en t-shirt med skriften, ”Music’s Not Dead”, fristes man dog til at spørge: Men skal musikken nødvendigvis graves op for at holdes i live?

Drengestreger & gravrøveri

Men jo, bevares, når gravrøveriet nu engang får så store smile frem hos ikke blot Wilson men også hos de fire legesyge kammesjukker, som han endnu engang har fået hevet med på progrockens kirkegård, så for helvede da, so let it be. Og det er netop denne befriende morskab, som Wilson med band også i Amager Bio greb sine musikalske løjer let an med, der sandsynligvis står stærkest her dagen derpå. Specielt trommeslager Marco Minnemann, bassist Nick Beggs og Wilson synes at finde frem til en kemi, der sender dem tilbage til frikvarteret i skolegården, når de spiller sammen: Vi snakker små improviserede gadgets og interne jokes på stribe. Mens skolegårdens mere larmende unger laver ballade til venstre på scenen, har vi samtidig den introverte guitarnørd Guthrie Govan placeret i modsatte side sammen med den alvidende, stoiske mester af tangenterne, Adam Holzman. Som et progressivt ratpack, der kan sine kunstner til fingerspidserne, er der noget originalt dragende over deres flamboyante dna.

Jokes & seriøsitet

Der er dog ikke meget knægte over de fem mænd, når først de lader Wilsons musikalske ambitioner spille og bandets jokes sættes på standby. Da skinner det rutinerede og det koncentrerede klart igennem. Heller ikke lyrisk er der meget lettilgængeligt at komme efter hos Wilson. Eftersom sætlisten som forventeligt hovedsagligt fokuserede på ’Hand. Cannot. Erase.’, var det en koncert, der tematisk set var koncentreret omkring ensomhed, urban fremmedgørelse samt kærlighed og mangel på samme - tematikker, som Wilson selvfølgelig har skrevet om tidligere, men som på ’Hand. Cannot. Erase’. har fået en forstærket, dokumentarisk vinkel. Ikke at Wilsons tekster på den seneste plade nødvendigvis er blevet bedre, men emotionelt stikker de dybt.

Når den alvor, der er på spil i Wilsons univers, samtidig får en ufravigelig visuel side under hans koncerter – endnu en gang kyndigt formidlet af hans faste partnere, Lasse Hoile og Hajo Mueller – så er det, at bandets interne sorte humor og den lette måde, de griber sit ellers komplicerede progrock an på, bliver en nødvendighed mere end blot et indslag. Wilson har da også kun sjældent – hvis overhovedet nogle gange før – synes så let og tilpas på en scene, som han virkede til at være denne aften. Wilson har altid godt kunne lide at fortælle en lille historie, men vel aldrig i det omfang som denne aften. Det var kort sagt forbløffende rart at opleve en rutineret musiker være så tilpas og imødekommende på scenen.

Porcupine Tree

For første gang siden Porcupine Trees optræden på Roskilde Festival i 2010 spillede Wilson denne aften desuden et par numre af sit tidligere band på dansk grund, henholdsvis ’Lazarus’ og ’Sleep Together’, hvilket bragte både glæde, nostalgi og afmagt op i én. Selvom Minnemann ikke er nogen Gavin Harrison, er der vel næppe tvivl om, at den sublime ballade ’Lazarus’ var koncertens bedste øjeblik, og placeringen af disse sange på sætlisten fik understreget, at Wilson egentlig gerne må vende sit legende hyreband ryggen snart og igen blive seriøs med Porcupine Tree. Det er åbenlyst sat på spidsen, for selvfølgelig er Wilson aktuel også uden sit gamle band: Han laver forbilledligt progrock med suveræne musikere og har det skidesjovt med det, hvilket dog på mange måder egentlig understreger aftenens koncert: Musikalsk eksemplarisk, humørmæssigt overskudsagtig – og måske en kende forudsigelig?