Smagen af frisk blod

Smagen af frisk blod

Bloodbath er tilbage, og Nick Holmes’ ankomst som frontmand giver svenskernes morbide lyd et frisk pust på deres længe ventede fjerde udgivelse, der generelt holder et højt niveau.

Kunstner
Titel
Grand Morbid Funeral
Dato
24-11-2014
Trackliste
1. Let the Stillborn Come to Me
2. Total Death Exhumed
3. Anne
4. Church of Vastitas
5. Famine of God's Word
6. Mental Abortion
7. Beyond Cremation
8. His Infernal Necropsy
9. Unite in Pain
10. My Torturer
11. Grand Morbid Funeral
Karakter
4

Med frontmand Mikael Åkerfeldts afgang i 2012 lod det ellers til, at Bloodbath –  medlemmerne fra Katatonia og Opeths brutale legeplads – var på vej i graven. Det viste sig ikke at være tilfældet.

Bloodbath ville ikke bare vende tilbage med deres fjerde album, det første i seks år, de ville også komme med årets største overraskelse, da det i september blev offentliggjort, at ingen ringere end Nick Holmes var ny frontmand i det svenske band.

En udmelding ingen havde set komme, men som også straks spredte vandene på de sociale medier. Var den 43-årige forsanger i stand at stå i spidsen for en dødsmetalgruppe og i stand til at finde den rå vokal, frem som han ikke har praktiseret i Paradise Lost siden den engelske gruppe foretog et stilskifte i starten af 1990’erne?

Svaret er et growlende ja.

Nok besidder Nick Holmes ikke Åkerfeldts klassiske og dybe dødsleje i halsen, men derimod har briten en hvæsende og rå vokal, der går perfekt i spænd med Bloodbaths misantropiske mareridt af en udgivelse. 

”Let the stillborn come to me”,  growler Old Nick i første sætning på åbningsnummeret af samme navn. Det er ganske sigende for det univers, bandet åbner til igennem ’Grand Morbid Funeral’s 11 numre med en samlet spilletid på tre kvarter.

Musikken rummer en nostalgisk klang af den gamle skole. Det er en brutal kollision af klassisk og teknisk overlegen Florida-dødsmetal, der slår gnister med den rå og fandenivoldske Stockholmer-dødsmetal med inspiration fra bands som Entombed og Dismember.

Fra overfaldende og tungt i ’Anne’ over de voldsomme hastigheder med blastbeats og tremolopicking i ’My Torturer’ til de foruroligende depressionsriffs i ’Unite in Pain’ – pladens stærkeste nummer. Generelt holder hvert nummer et højt niveau, så ’Grand Morbid Funeral’ lyder som én lang symfonisk motorsavsmassakre, der passende slutter af med messen og kirkeklokker på pladens afsluttende titelnummer.

Bloodbath bringer ikke så meget nyt til genren, men som på deres forrige udgivelser har de deres helt egen lyd i deres morbide univers, der med Holmes' ankomst får blodet til strømme frisk i stride strømme.