Kontrolleret vildskab
Populær
I stiveste sorte puds genindtog doom/goth-kongerne fra Halifax Pumpehuset med gammelt og nyt, nerve, tyngde og atmosfæriske højder.
2. Remembrance
3. From The Gallows
4. One Second
5. Tragic Idol
6. Medusa
7. Shadowkings
8. The Longest Winter
9. Dead Emotion
10. Forever Failure
11. An Eternity Of Lies
12. Faith Divides Us – Death Unites Us
13. Beneath Broken Earth
14. No Hope In Sight
15. True Belief
16. Until The Grave
Et par dage inden koncerten dukkede en besked op på min chat. En ven havde lige hørt 'Blood And Chaos' og 'Embers Fire' og konstateret, at han vist havde overset, at der var andet og mere ved Paradise Lost end 'Host', som han var blevet ufrivilligt tvangsfodret med i sin tid. Jeg gav ham lektier for, og med udgangspunkt i hans foragt for 'Host' og hans generelt doomede præferencer konstaterede jeg, at han stort set ikke kunne gå galt i byen, hvis han blot holdt sig fra alle deres plader fra 1999 til og med 2007.
Om Paradise Lost hørte dette kald, må stå hen i det uvisse, men det vel efterhånden genre-legendariske band havde denne aften valgt lige præcis at se bort fra denne mere eksperimenterende overgangsperiode og til gengæld lagt fuldt fokus på deres storhedstid i de sørgmodige 1990ere og deres tilbagevenden til tidligere tiders storhed siden 2009, især i form af de to seneste udspil, der dominerede sætlisten.
Mere interessant end godt
Inden vi dog når så langt, havde Sinistro fået en halv time til rådighed til at sætte liv i de sortklædte masser. Forsanger Patricia Andrade dominerede deres optræden og messede, hviskede og skreg indover de dragende post-metalliske lydbilleder, mens hun udfoldede sin egen afart af danse mechanique med kropspositurer på grænsen til det yoga-inspirerede. Originalitet kan komme til udtryk i mange former, og Andrade bar bandet frem med sit eget twist på, hvad det vil sige at være frontfigur. Kunstigt til tider, og en længere monolog på portugisisk over en ambient lydflade midt i sættet var rent ud sagt overflødig, deres korte spilletid taget i betragtning. Var der overhovedet nogen i salen, der forstod portugisisk? Nuvel, stemmen favnede bredt, og momentvis mindede hun om Julie Christmas´ samarbejde med Cult of Luna fra sidste år, hvis vi da ser bort fra de krukkede teatralske armbevægelser.
Musikken var til den tågede side uden alt for mange udsving, hvor det havde hjulpet med lidt musikalske crescendoer til at fjerne fokus fra den altdominerende frontfigur. Et par trommesoloer og de dybere atmosfæriske lag viste dog, at de bestemt havde de tekniske færdigheder på plads, men uden de stærke numre til at drage lytterne ind i deres trance blev det en lidt blandet affære med for meget vægt på en forsanger, der havde mere travlt med at være speciel end at være sig selv. Mere interessant end godt, men med potentiale for forbedring.
Pallbearers parentes
I samme dystre tonelag stod Pallbearer klar et kvarter senere. Væk var den karikerede frontfigur, erstattet med en tæt sammentømret doom-enhed med let progressive tendenser. Under normale omstændigheder ville dette være et stærkt kort i undertegnedes bog, men i tilfældet her måtte jeg give tabt. Efter en halv times drone-tunge opbygninger stod jeg fortsat med samme spørgsmål i hovedet. Hvor vil I hen? Viljen til at komme ud over scenen var der, og et par kortvarige aggressive moodchangers var indlagt til at sætte mere kolorit på bandet, men uden hverken nerve eller nævneværdig karakter forblev de en parentes, som om ikke andet gav den fornødne tid til at proviantere og finde vennerne i menneskehavet.
Paradise Lost stod klar kl 22 i stift sort puds og lagde for med 'Blood and Chaos' fra deres seneste skamroste 'Medusa', efterfulgt af en gammel fanfavorit i form af 'Remembrance'. Begge numre, hvor guitarist og sangskriver Greg Mackintosh dominerer lydbilledet med sine evigt opbyggende melodilinjer. Men dog en helt anden Mackintosh end den, som vi så på samme sted for en uge siden med sit sideprojekt Vallenfyre, hvor han selv stjal mikrofon og fokus med humor og punk-attitude. I Paradise Lost har han udadtil altid været mere tilbagetrukket, men et af bandets særkender har alle dage været hans nemt genkendelige guitartone, som lægger sig i lag oven på de dystre doom-riffs.
Mackintosh er dog i sagens natur ikke alene, og det er band i topform, vi er vidne til denne aften. Uanset hvad der bliver spillet, lyder det præcis, som vi kender det i forvejen fra pladerne.
Nick Holmes har muligvis ikke sin bedste aften, og han mangler lidt af det snerrende udtryk, vi især kender fra de gamle dage. Humøret fejler dog intet, og efter at have gjort os opmærksom på, hvor ufatteligt mange gange de har spillet i Pumpehuset siden deres spæde år, skal vi tilsyneladende vide, at "there´s no place I´d rather be on a Friday night! No irony here!" Når det kommer fra en mand, der plejer at være til en tand til den harske side, var det en fryd at mærke overskuddet, uagtet at bandet hev den mest doomede sætliste frem, de har spillet på dansk jord de seneste 20 år.
Den kontrollerede vildskab gennemsyrede det meste af aftenen, og momentvis kunne man godt savne, at Paradise Lost sprang rammerne og gav sig mere tid til at leve sig ind i numrene. Grund-nerven var dog i behold, og spilleglæden gjorde, at man aldrig frygtede, de ville overskride grænsen til det sterilt perfektionistiske. 'Forever Failure' løftede dem til Pink Floydske højder med den milimeter-præcise outro-solo, 'Dead Emotion' var en aldeles uventet perle, der fik smilet frem hos mange af de ældre fans,og 'Beneath Broken Earth' trak os tilbage ned i dybet, hvor Holmes fornemt viser sin tilbagevendte passion for at growle.
I det hele taget en stærk aften med et band, som mange for 5-10 år siden havde afskrevet på baggrund deres midtvejskrise-agtige eskapader igennem 2000'erne, men Paradise Lost er så sandelig kommet tilbage, og fortsætter de på denne måde har vi meget godt i vente. Så længe perfektionismen ikke tager styringen.
Sinistro – 3
Pallbearer – 1
Paradise Lost – 4.