Top 5 – Turistmål

Norge2014-Eidsborg Stavkirke

Når sommeren ikke byder på koncert og festivaler, så kan ferien i stedet bruges på at besøge metallens ægte arnesteder. Vi lister fem gode og corona-sikre mål.

Hvis du, ligesom os, er vant til at komme på græs i sommerhalvåret, hvor teltpæle, soveposer, lunken pilsner til morgenmad, mudrede vandrestøvler, glemte ørepropper, køer ved toiletter, mad af tvivlsom kvalitet, elendig mobildækning og masser af dejlig musik er parolen, så har du måske også abstinenser lige nu. Du længes efter festivaler, store eller små udendørskoncerter, fællesskabet, musikken, anekdoterne, der bliver til, og som typisk bliver bedre, jo flere gange de bliver fortalt.

Sådan bliver det bare ikke i år. Alle festivaler er aflyst, og vi går nu en sommer i møde, hvor der måske nok gradvist bliver åbnet op for de små spillesteder, men det bliver ikke en sommer, som vi kender den. I stedet kan vi så måske rejse til et sted, hvor noget af musikken blev født. I første bølge af genåbningen mod resten af verden var det kun Tyskland, Norge og Island, der var med i puljen. Den liste er siden udvidet betragteligt i Europa, men alene de tre lande burde give rigeligt af rejsemål, der kan pirre den historiseinteresserede fan af heavy metal. Vi har derfor listet fem rejsemål, der bestemt kan være turen værd, særligt hvis man bryder sig om tysk thrash og/eller norsk black metal.

1. Nordtyskland
Der er ikke så langt til hverken Hamburg, Hannover eller Berlin for danske turister. I Hannover blev mægtige Scorpions dannet helt tilbage i 1965, mens Helloween så dagens lys i Berlin i 1984. Præcis ti år senere blev Rammstein til i Berlin. Er man alligevel i den nordlige del af Tyskland, så er her tre store handels- og turistbyer, der således også virker som fødested for nogle ret store tyske navne inden for den hårde rock og metal. Hamburg og Berlin er i forvejen kendt for at være byer, danskerne rejser til på forlængede weekender, hvor de indtager det kulturliv, der er i de to store tyske byer. Nu ved Devilutions læsere, at der såmænd også er en metallisk dimension af byerne. Derudover kan man også se mere og andet end store, flotte museer og haver i Hannover. 

2. Vesttyskland
Vi bliver i det tyske. Inde nfor 60 kilometers afstand ligger der tre byer i Ruhr-distriktet: Gelsenkirchen nordligst, Essen lige syd for og Solingen lidt længere nede. Som perler på en snor. Sodom er fra Gelsenkirchen, Kreator er fra Essen, og Accept fra Solingen. Her snakker vi ægte firserbands med knyttet næve, nitter, læder og heavy og thrash metal i lange baner. Hvis man vil opleve de to sidste af de fire thrash-bands fra Tyskland, så må man noget længere sydpå til Frankfurt am Main, hvor Tankard er fra, eller helt ned til det sydvestlige hjørne af Tyskland, hvor landet grænser op mod Frankrig og Schweiz. Her ligger grænsebyen Weil am Rhein, der i 1982 var stedet, hvor Destruction blev til. I øvrigt ganske pudsigt, at 1982 var året, hvor både Destruction, Kreator, Sodom og Tankard blev dannet.

3. Vestnorge
Det er altid ude vestpå, der blæser mest, og det stimulerer måske kreativiteten. Norge har havnebyen Bergen derude, og det har fostret navne som Burzum, Immortal, Gorgoroth og Taake. Dyster musik og en dyster tid i norsk musikhistorie har sit ophav her. Hvis man kan lide barsk og betagende flot natur, fantastiske udsigter og et rigt kulturliv, så er Bergen absolut værd at tage med på listen over steder, der skal besøges, inden kisten kalder.

4. Oslo
Hovedstaden i Norge er også et besøg værd. Mayhem, Satyricon, Ulver og Dimmu Borgir har alle deres  udspring fra byen med Karl Johans Gate, og hvis man lige går forbi hovedbanegården, når man er færdig med den historiske gågade, så kommer man til Schweigaards Gate. Der ligger Neseblod Records, som har butik i de lokaler, der i en kort periode husede den lokale entreprenør Øystein Aarseth, der kaldte sin lille pladeforretning Helvete. Han er nok bedre kendt under sit kunstnernavn Euronymous.

Starter man sin ferie i Norge ved Oslo, så er der også et lille tip. Tager man E134 fra Oslo mod Bergen, og dermed ruten syd for Hardangervidda, så kommer man gennem Notodden, der var fødeby for Emperor! Derudover ligger Norges største stavkirke, Heddal, også på denne rute fra Oslo mod Bergen. Den fik de oprørske musikere aldrig hverken fingre eller lightere i, og den står derfor som et kæmpe monument over norsk historie.  

5. Island
Øen ude i Atlanterhavet er måske ikke så kendt for sit bidrag til store metalbands gennem historien. Men et af de største navne fra den norske black metal, Dimmu Borgir, har taget sit navn fra en klippeformation på Island. På island hedder det bare Dimmuborgir ud i et, og frit oversat betyder det mørk fæstning eller mørk borg. Det er vulkanske klippeformationer, der er formet fra den vulkan, der stadig sender varme op gennem jorden i området. For når man er færdig med at vandre i Dimmuborgir-området, så kan man efterfølgende dyppe fødder og legeme i Mývatn. Søen ligger lige ved siden af og varmes op af den underliggende vulkan. Islændingene fundet ud af, at de har noget varmt vand i undergrunden, så det pumpes op til overfladen med en temperatur på omkring 130 grader, og det når bassinet i Mývatn med en temperatur på omkring 35-40 grader. Et oplagt sted at nyde naturens kræfter fra dybet, såvel i form af vulkanske formationer som vandet, der varmes fra samme glohede dyb.