En malstrøm af stemning
Aalborgensiske Vægtløs kombinerer post-metal og screamo og udgiver to numre om sorg og glæde, kærlighed og død.
2. Livet har så mange farver - lad os se dem alle
Vægtløs har vi allerede beskæftiget os en del med, og med god grund. Efter vi oplevede dem live på Loppen, har vi set frem til at kunne høre musikken, når vi havde lyst. Det kan vi endelig nu. Første udspil fra Aalborg-kvartetten hedder ‘Kakofoni’ og er udkommet i dag, 3. november. Kun to numre lang, er det kun en lille forsmag på al den fantastiske melankoli, Troels Højgaard, Frederik Højlund, Jeppe Nørgaard og Tobias Aske Heltborg kan give os, og som vi blev så smertefuldt bevidste om på Christiania.
Hvor deres liveoptræden virkede lidt mudret i sin indarbejdelse af black metal-elementer, står de to numre på denne udgivelse knivskarpt og uden forvirrende overgange eller elementer.
Særligt første single, ‘Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang‘ er en smuk og bevægende rejse i post-metal, med Højgaards forpinte screamovokal henover, der skaber den her særlige kontrast, der er så skøn og kendetegnende for genren, og som trækker tråde til ældre Cult of Luna, Omega Massif og adskillige andre i det nabolag.
Vokalen og den danske lyrik er ekstremt effektiv og minder os konstant om det udgangspunkt, Højgaard har for musikken. Døden.
Som han forklarede os, da vi interviewede ham, handler næsten alle bandets sange om personer i hans liv, der er afgået ved døden. Derfor fremstår Vægtløs’ oeuvre også som en moderne version af et memento mori – et kunstnerisk og filofsofisk begreb, der siden antikken har haft til formål at minde os alle om, at livet til sidst ender for høj såvel som lav. For Vægtløs er pointen dog ikke, at vi skal forfalde til fortvivlelse, men derimod at livet giver mening, fordi det ender, og at det netop derfor er smukt. Højgaard opfatter sine dødshymner som kærlighedssange til dem, der er gået bort, og det er tydeligt at høre både sorgen og kærligheden på disse to sange.
Ordet “kakofoni” refererer som regel til en uorganiseret og massiv malstrøm af støj og mismatchede toner, men i dette tilfælde peger det nok i højere grad mod en form for indvendig uro. Uro er måske så meget sagt, men en tilstand af modstridende følelser og fornemmelser. Som nævnt, handler sangene om død, og bandet har følt sig nødsaget til at skifte titlerne, da hovedpersonen i en af dem – Højgaards svigerinde – gik bort midtvejs i processen, og sangen derfor skiftede stemning fra opmuntrende til sørgende, ændres tyngden.
Og det er den tyngde, der skaber kakofonien – den overdøvende hvirvelstorm af følelser og tilstande. Det er svært at lytte uden at blive berørt. Både for os, som publikum, og for Vægtløs som band.